Notater


Match 201 til 250 fra 5,015

      «Forrige 1 2 3 4 5 6 7 8 9 ... 101» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
201 4 børn i ægteskabet nnn (I6122)
 
202 4 Juni Nikolajs Enke i Traberg - 51 Olufsdatter, Maren (I9427)
 
203 4 maj 1801 skøder Enken Margrethe Sophie Linde til Jesper Jensen i Heedegaard den "ham ifæstehavende og iboende Gaard Hedegaard". Heegaard, Jesper Jensen (I4058)
 
204 4) 1817 d 4de Apr: Johanne Jacobine. Hjemmedøbt d: 4de April; Fremstillet i Kirken d: 16de May. Sognepræst for Medolden og Randerup .... hr Gabriel Koch og hustru Anna Margrethe Hedevig. Koch, Johanne Jacobine (I425)
 
205 4. d 27 oct. Peder Hansen Winum i Meller
Magrethe P.d. Ausg. 
Familie F2692
 
206 4. d. 11 Septembr: trolovet Enkemanden Morten Christensen af Synderbye og Pigen Bodil Marie Torbensdatter; Forloverne: Ole Christensen af Juelsgaard og Torben Pedersen af Klegod; Copul: - Dom: 17 a Trin: Familie F53
 
207 4/ den 12te Ditto [april] døde Jens Bertelsen Maygaard. Begravet den 23 Ditto gl: 92 - 6 Berthelsen, Jens (I4077)
 
208 466 Kirsten Andersdatter i Muldbjerg Mølle i Hover sogn. 11.11.1772, fol.473B.
E: Nis Jensen Fischer. A: søskende Christen Andersen student i København, Morten Andersen i Ribe, Niels Andersen 12 sst. FM: mors morbror Gabriel Koch i Ribe, [Jørgen Hansen] Bang, præst i Dejbjerg og Hanning. Desuden nævnes afdødes oldefar Christen Pedersen Koch i Ribe. Enkemandens stedfar Peder Bimmer ejer møllen. 
Andersdatter, Kirsten (I7021)
 
209 48 - d: 21 Octobr. ..hus Kæmner .. Gabriel Koch gl: 52 aar. Koch, Gabriel Christensen (I465)
 
210 49. d: 21de begr. Gaardmand Rasmus Christensen Bancke af Fagsted døde d: 16de gl: 79 Aar, 2 Maaneder og 2 Uger. Med Liig Prædiken og Klokker. Bancke, Rasmus Christensen (I9223)
 
211 491 Johanne Hansdatter i Oldrup. 4.2.1780, fol.462.
E: Sejr Jensen. B: Jens 32, Birgitte g.m. Jens Rasmussen i Oksenballe, Else 26, Maren 22, Hans 18. FM: Peder Jørgensen i Fillerup. 
Hansdatter, Johanne (I7202)
 
212 5 Søndag efter hellig tre Kongers dag var Søren Sørensens Datter Maren Sørens Datter af Smidstrup hendes uægte barn i Kirke, Båren af sin Moster og kaldet Maren, udlagt til Barnefader Cristen Tomsen af Grindsted Dale. Faddere vare unge Jens Kusk, Jens Sørensen, Henrich Gydesen og Jens Nørgaard, alle af Smidstrup. Christensdatter, Maren (I3226)
 
213 5, d 12 Jan: Margaretha Winum, født d 5 Jan, for Peder Hansen Winum, Margaretha Peders d. Mell: Fadd: Mette Peders Faarhuus, Christen Pedersen Baul:, Johanne Jens d: Mellerup. Winum, Margaretha (I8230)
 
214 5. Hans Pedersen og Bodel Matthis datter begge i Boulund blev Deponderede d 3 Marty og Copulerede d. 26 juny Familie F929
 
215 5.3 Mølledriften i 1800 årene.
Efter Laurids Kjærs overtagelse 1805 var møllen i en del år bortforpagtet til Rasmus Bierring. Det er dog meget tvivlsomt, om Kjær, der var fuldmægtig på Buderupholm, overhovedet selv tog fast ophold i Støvring mølle. En kaptajn, Niels Bregenholm, havde erhvervet et ikke tinglyst pant i møllen og dens tilliggende jorder. På hans forlangende blev der holdt auktion over møllen den 15/3-1814. Den højestbydende var Peder Poulsen Jensen, Børglum Kloster, der overtog møllen for godt
15000 R dl. i denne forbindelse lod Laurids Kjær tinglyse et pantebrev på 3000 Rdl. Peder Poulsen Jensen døde allerede 17/6-1815, og hans enke giftede sig med Christen Nielsen Grevelund, og den 18/12 [forf. fejllæst det var Febr. 18de] fik de døbt et barn, som hendes afdøde mand var far til.
Allerede den 3117-1816 blev møllen solgt til Jens Christensen Springborg, der tidligere havde drevet "Ny Mølle" i Aalborg. Forinden havde Christen Nielsen Grevelund ladet installere et "Grubeværk", som han ved underskrivelsen af skødet til Springborg lovede at overføre i dennes navn. Et grubeværk er en grynmølle, der ved hjælp af kun een, hurtigt roterende sten og en raspeordning kunne forarbejde korn til gryn. Af hensyn til det store omdrejningstal var den af sikkerhedsgrunde
anbragt i en grube, under normal gulvhøjde. 
Jensen, Peder Poulsen (I3182)
 
216 54 Famile
Claus Christian Stephansen 61 Gift Mand Ligeledes [Boels Mand]
Ane Maltesdatter 63 Gift Kone
Mette Cathrine Clausdatter 34 Ugift Datter
1. Ægteskab 
Familie F469
 
217 57 Aar gl. og 4 Maaneder. Raundal, Anders Pedersen (I2723)
 
218 577 Herman Jacob Filter, fangefoged i Skast, Gørding og Malt herreders tinghus [i Vejrup]. 26.5.1768, side 861.
E: Margrethe Christensdatter. LV: Hans Tranberg i Endrupholm mølle. B:
1) Hans Hermansen Filter 26
2) Jacob Hermansen 23
3) Karen Hermansdatter 18
4) Christen Hermansen 15
5) Henrik Hermansen 12.
FM: farbror Hans Henrik Filter i Varde. 
Filter, Herman Jacobsen (I3452)
 
219 596
Fra Herredsfoged Marcus Tideman, Tyrsting Herred. Copi af en skrivelse fra ham til Land Etatens General Kommiss. Han har adskillige gange ansøgt Amtmand Grabow og Regimentskriver Gyberg om, at måtte nyde et sted på Ryttergodset. Da nu Rytterbonden her i Byen Erich Pedersen er afgået ved døden, uden at efterlade sig livsarvinger eller Enke, hvilket sted svarer til Cassen af 4 td 2 skp Hartkorn, men uanset han i tide ansøgte om stedet, og ikke alene tilbød, at betale 50 Rdr, men endog ville lade stille caution for Gårdens antagelse, fandt ansøgningen ikke bifald, hvorfor ved kun Gud, men det fornemmes, at Regimentskriverens Fuldmægtiges Broder Anders Sørensen Langballe, der en 13 års tid har haft sin faders halve Gård, der også er under Ryttergodset, formentligt som et skin, så han kunne blive fri for Hans Majestæts tjeneste, skal overtage stedet. Kopien af skrivelse dat. 12 September 1715.

602
Fra Herredsfoged i Tyrsting Marcus Tidemand, Tønning. I anledning af General Kommiss gunstige resolution, med den ham forundte Rytterbonde Erich Pedersens fradøde gård i Tønning, henviser han nu til sit tidligere tilbud om 50 Rdr indfæstningspenge, som han fremsatte før han blev klar over, at Anders Sørensen Langballe skulle have den for 12 Rdr. Uanset at denne har overtaget gården, tror han dog ikke de Høje Deputerede vil ændre deres resolution, så han mener ikke Langballe kan blive ham nogen hindring for Gårdens overtagelse. 28 December 1715.

623
Fra Nissen, Snoghøj.[Se tidligere] Henviser til Amtmandens skrivelse, ang en Gård i Tønning. Hvis Anders Sørensen [Langballe] vil give de 50 Rdr til fæste, kan han beholde den, frem for Herredsfogeds Tidemans Søn, der ikke er Ryttergodset tjenlig. 3 Februar 1716.

647
Fra Gyberg, Skanderborg Ladegård. Omhandler Rytterbonden Erik Pedersens fradøde gård i Tønning, hvorpå Anders Sørensen fra Langballe er tilsagt fæste. Ønsker oplyst hvad Amtmanden og Krigskommissær Nissen mener, han skal betale i indfæstning, så General Kommiss approbation kan indhentes.
Omtales også et Tingsvidne fra Hads Ning Herred af 9 Marts, ang Rytterbonden Søren Michelsens Søn Jørgen Sørensen i Rude, som med et skud, skal have såret en Huskvindes Søn Niels Hansen, som derefter døde, og nu henstår i åben grav, om hvorvidt Præsten må betjene samme med Jords påkastelse. 5 April 1716.

996
Fra Niels Knudsen, Nedenskov Henvender sig til Amtmanden, ang hans Moders store skrøbelighed, som denne også må være bekendt med. Det bliver værre og værre med hende, så han håber Amtmanden kan finde på råd til at hjælpe ham, idet hun daglig - uanset vejret, løber til Tønning, Vissing eller andre steder for, at få Brændevin, og kommer beskænket hjem, så hun snart ikke ved af sig selv, ofte har hun en flaske i Lommen, så han er bange for hun skal omkomme på vejen hjem. Desuden tager hun alt i huset til, at få Brændevin for. Også problemer med aftægt og ophold som hun vil have for sig selv etc. Beder Amtmanden lade Lægdsmændene Anders Langballe, Tønning og Rasmus Andersen forbyde folk, at modtage tøj eller andet af moderen. Vissing Februar 1725.

1258
Fra By og Herredsfoged R Christensen Leth, Eldrup. Arvingerne efter Jacob Hansen, som døde i Hollandsk tjeneste, i Ostindien den 13 Februar 1722, nemlig dennes halvbrødre Hans Jensen og Christen Ottesen, helsøster Mette Hansdatter og dennes Mand Eske Nielsen i Bredvadsmølle, kan ikke få den afdødes efterladenskaber, før det Hollandske Østindiske Compagni har fået en Retserklæring med beviser m v. Iflg dette var afdøde ugift, forældrene er døde og der findes ingen andre arvinger en førnævnte. I sagen indvarsles Sognepræsten Erik Kjær, Tønning og Træden, Anders Sørensen Langballe, Tønning, Albert Adsersen, Træden. Februar 1729.

1385
Fra N Moldrup, Skanderborg Ladegård. Efter Sessionens resolution, ang de forulykkede ved Ildebranden i Dørup By, har han afvigte Lørdag 11 hujus, sammen med 8 kyndige Mænd Anders Langballe og Peder Jensen af Tønning, Rasmus Sørensen og Søren Smed af Yding, Niels Nielsen og Michel Christensen af Tåning, Thærchel Pedersen af Hemb og Jacob Andersen af Voerladegård, været på de afbrændte steder, og efterset hvor den nye rydning bedst kunne anlægges, så stederne ikke som forhen skulle komme alt for tæt på hinanden.
1)
På den nordre side af Gaden hvor der før var 7 Gårde, men nu beregnet til 6 gårde, så Gårdspladsen bliver 22 favn bred og mellem hver Gård ca 6 favn.
2)
På den søndre side, har der været 5 Gårde og 2 Boel, nu beregnet til 6 Gårde, således Gårdspladsen bliver 20 favn bred og imellem hver Gård 8 til 10 favn. Og eftersom det ikke er bestemt om Boelet skal bygges, blev der ikke bestemt nogen plads til samme. 13 Juli 1744.

1403
Fra Hans Justsen, Skanderborg. Regning over en del udgifter ved Skanderborg Amtstue, i forbindelse med pågribelse, forplejning og afstraffelse, for deres begåede Heste Tyverier, for Arrestanterne, Natmand Poul Mortensen, Vester Vedsted ved Ribe, hans Kone Birgitte Poulsdatter, Natmand Mathias Knudsen i Århus, Skræder Hans Jensen fra Farup i Riberhus Amt. Samlede udgifter 422 rdr 5 mk 3 2/3 sk, der er udlagt af den Kongelige kasse, undtagen 13 rdr 4 mk, som Birkeskriver Wissing, Anders Langballe og Ludvig Ernst, der hidbragte Hans Jensen fra Ribe, forventer at få godtgjort. 31 December 1744.

1408
Fra Amtmanden Skanderborg Slot - til Stiftsbefalingsmanden. Henviser til modtagne skrivelse af 24 Decb, ang regningerne over Heste Tyvene Poul Mortensen og Hustru, Hans Jensen Skræder og Mathias Knudsen, som han har efterset, og ikke har indvendinger imod, undtagen måske, at Wissing, Ernst Ludvig og Anders Langballe, måske bør have lidt mere. 3 Januar 1746? [skal formentlig være 1744]
2 Bilag med beløb etc.

1427
Fra N Wissing, Anders Langballe og Ernst Ludwig Denche, Skanderborg. På den afleverede regning, for afhentning af Arrestanten Hans Jensen Skræder i Ribe, havde vi 14 rdr tilgode, som Amtmanden bedes udbetale. De havde en farlig rejse, ikke alene for den hårde Vinter, men endog, formedelst den livsfare og frygt de havde for Hans Jensens venner. 21 Januar 1743.

1436
Fra Borgmester Lund, Ribe. Til de fra Amtmanden hidsendte 2de Rytterbønder, Anders Langballe af Tønning og Jens Sørensen af Burgårde, er Arrestanten Poul Michelsen overleveret, og ellers ydet al mulig assistance og tilbud for hans sikre befordring. Nævner det afholdte forhør, hvori han havde håbet, at få det stadfæstet, som Delinqventen har bekendt for ham og Præsten, ang såvel dette Tyveri, som det forhen passerede i Sønder Vissen Skov [Sønder Vissing] og andre steder, men da han blev stillet løs og ledig for Retten nægtede han alt. 6 Oktober 1740.

1443
Fra Stiftsamtmand Benzon, Århus. Henviser til modtagelse af regninger over anvendte omkostninger, i forbindelse med sagen mod Hestetyvene Poul Mortensen, Hans Jensen Skræder og Mathias Knudsen. Desuden Amtmandens forespørgsel, om ikke de 3 Mænd Birkeskriver Vissing, Ernst Ludvig [Denche] og Anders Langballe, for deres besværlige og lange rejse til Ribe, må få lidt mere end de tillagte 6 rdr, hvorefter Benzon tillægger hver af dem 3 rdr, selv om de med det allerede tillagte nok synes, at kunde have været fornøjet. Samlet beløb 490 rdr 1 mk 14 2/3 sk, fordelt med 413 rdr 5 mk 13 2/3 sk til Justsen, 42 rdr 5 mk 9 sk til Moldrup, 28 rdr 4 mk 1 sk til Jens Lassen og 4 rdr 4 mk 7 sk til Wissing. 11 Januar 1746.

1564
Fra Benzon, Århus. [Se tidligere]. Henviser til modtagne regninger, ang omkostninger ved de 4 Delinqventer Poul Mortensen Natmand og Konen Birgitte Povelsdatter fra Vester Vedsted ved Ribe, Mathias Knudsen Natmand af Århus og Hans Jensen Skræder fra Farup i Riberhus Amt. Efter revision m v, mener han, at følgende er i orden 1) Birkeskriver Wissing, Anders Langballe og Ernst Ludvigs [Denckes] regning 11 rdr 5 mk 6 sk. 2) Regimentskriver Moldrups do 24 rdr 5 mk 14 sk 3) Jens Lassens do 12 rdr 1 mk 15 sk og 4) Birkeskriver Wissings do 1 rdr 5 mk 9 sk i alt 51 rdr 12 sk. Men mener alligevel ikke at de indkomne papirer, er så tilforladelige, at han uden Amtmandens betænkning, kan godkende samme til betaling. 24 December 1745.

1825
Fra Anders Langballe, Tønning. Ang egnede pladser til opelskning af Ungskov, har han efterset samme, og fundet et sted i Vissing Kloster Østerskov, 60 favne lang og 40 favne bred, som er sortagtig Sandgrund. Desuden en plads i skellet mellem Vissing og Nedenskov Skove, 54 favne lang og 34 favne bred, hvor grunden er Sandet. De andre øvrige Skove i Salig Skovridder Søren Jensens Beridt er mest selvvoksede Træer. 28 Februar 1746.

1831
Fra Anders Langballe, Jaungyde?. Jvnf ordren om Plantehaver, følger herved angivelsen for Februar måned, eftersom der nu ingen Skovridder er [intet indhold]. 28 Februar 1745. 
Langballe, Anders Sørensen (I4933)
 
220 6 Juni havde Ole Nielsen Krogsgaard og Hustru Else Mogensdatter i Sønderbye en Datter til Daaben, kaldt Karen Krogsgaard, Karen Olesdatter (I87)
 
221 6) d. 14 Martii begr. Lars Bollerup af Hauervig 47 an. Bollerup, Laurs Nielsen (I228)
 
222 6, d. 25 Marts Hans Viinum af Mellerup Salig af et Slag gl. 81 a. Winum, Hans Pedersen (I10157)
 
223 6. marts 1720 fik han bevill. på at indrette en kro ved det afbrændte sted Søbyvad ved Søbygård.
16 maj 1731 fik han konfirm - bevill. på krohold ved Søbyvad. (Nygaards sedler).

Michel Madsen Kier var kromand i Søbyvad kro, som oprettedes allerede 1667, da Gjern og Skanderup sogne fik kongelig bevilling til krohold. Kroen nedbrændte i 1718. Årsagen til branden var der delte meninger om.
Den 16. oktober 1719 indsende Michel Madsen Kier en ansøgning til kongen, som han bad om at bekoste bygning af kroen og derefter give ham bevilling på.
I ansøgningen anføres det at Michel Madsen Kier nu i 15 år har tjent udi de kgl. Stalde og kørt for Eders Kgl. Majestæts kammertjenere. Fire år efter kroens opbygning ansøgte han fritagelse for kroafgiften, som efter regimentsskriverens beretning skulle være 200 Sletdaler, og han beder ligeledes af blive fritaget for alle ordinære og ekstraordinære skatter samt få lejlighed til at nyde frit tørveskær til nødtørftigt ildebrændsel. 
Madsen, Michel (I6916)
 
224 6.) 29 Septbr. Nis Petersen Thorsmark Gaardmand i Boulund anmeldte sig som forlovet med Pigen Margrethe Winum i Mellerup, med samme han agter at indtræde i Ægteskab. At intet lovstridigt er til hinder for de tos ægteskabelige Forbindelse, derfor indstaar vi undertegnede som Forlovere.
Dette Par blev ægteviet 3 Novbr i Agerskov Kirke.
Peder Johnsen
Christen Pedersen Vinum 
Familie F2690
 
225 646 Just Jørgensen i Gylling. 7.11.1799, fol.263, 298B.
E: Anne Andersdatter. LV: Hans Jensen sst, Jørgen Simonsen sst. B: Maren g.m. Poul Sørensen sst, Marie g.m. Søren Jørgensen sst, Kirsten 25, Birgitte 23, Jørgen 21. FM: farbror Søren Jørgensen i Lerdrup. 
Jørgensen, Just (I7145)
 
226 663 Karen Jepsdatter i Mørup. 1.3.1794, side 480, 488, 490.
E: Iver Lauridsen. B: Anne 17, Anders 15, Margrethe 13, Maren 11, Marie 9, Anne Cathrine 6, Caroline 3. FM: morbror Hans Jepsen i Daldover.

Skifteuddrag Tørrild herred. 
Jepsdatter, Karen (I4736)
 
227 69 år 3 måneder 3 uger og en dag gammel. Else (I474)
 
228 6t Martij Dom: Oculi Jep Pedersens Moder Cathrine Madsdatter Jordet fra Daldoure ao æt 95. Madsdatter, Cathrine (I4740)
 
229 6te April begraven i N S Kirke Torben Pedersen af Klegod gl: 77 Aar. Pedersen, Torben (I99)
 
230 6te Julij copulereds i Kirken Nicolai Christensøn Willemoes og Maren Olufsdatter af Tobsmark Familie F580
 
231 6te Maj trolovet Knud Eriksen af Rude og Kirsten Jens D: af Maarslet. Copuleret d: 30te Sept: Familie F2410
 
232 6te Søndag eft. Trinit. Døbt en Datter af Povel Sørensen og Maren Justdatter af Gylling kaldet Maren - baaren af Jørgen Simonsens Hustr. ibid.
Fadderne: Morten Pedersen og Hustrue, Just Jørgensen og Hustrue og Jørgen Simonsen alle af Gylling. 
Poulsdatter, Maren (I7098)
 
233 7 Hunii havde Morten Christensen Luk og Hstr. Bodil Marie Torbensdatter deres Søn Torben til Daabs Confirmation i Nye Sogns Kirke. Mortensen, Torben (I4474)
 
234 7de Søndag efter Trinit. [16. juli 1747] var Mons. Filders [Herman Jacobsen Filter] Barn til Daab og blev navnet hermed Jacob [Jacob Hermansen Filter].
Faddere var Sign. Lars Bager, Mons. Niels Knudsen Øllgaard, Mons. Müllers kiæreste bar det. 
Filter, Jacob Hermansen (I3448)
 
235 8 Aug. Christophers Barn af Sort Debel kaldet Jens. Møller Enken Margreta bar Barnet.
Faddere: Christen Eriksøn og hans Søn Jens..... 
Christophersen, Jens (I102)
 
236 8. aug. 1746 blev Herman Jacob Filters liden barn jordet. Familie F1515
 
237 8. Lene Katrine Simonsdatter. Enke efter forhændværende Gaardejer Hans Pedersen (Lodbjerg) i Søndervig, død Sh. i 75 Aar. Simonsdatter, Lene Kathrine (I213)
 
238 8. maj 1765 - begravet kromanden i Søbyvad Mons. Johannes Kiers datter Hendrichette - 6 år gammel. Kier, Henriette (I6911)
 
239 80 Aar 4 Maaned 10 Dage. Pedersdatter, Anne Katrine (I273)
 
240 9 Jan: begraved Karen Stephans Datter Sal. Anders Langballes Enke i hendes Alders 76 Aar. Stephansdatter, Karen (I4941)
 
241 9. Dom: 19 Viede ieg Rasmus Mortensøn Ploug och Marren Niels Datter. Familie F1055
 
242 9. vrgd. Myregård, Østermarie ? Myre, Jens Hansen (I2845)
 
243 90 Aar, 7 maaneder, 3 uger og nogle dage. Skomager, Peder Jepsen (I720)
 
244 9de Marti, 18de Marti, Hans Pedersen (Lodbjerg), Aftægtsmand i Søndervig, død s. St. Gift, 78 Aar Lodberg, Hans Pedersen (I212)
 
245 9de May. Hans Jeppesens og Hustrues Anna Maria Olufsdatters Tvilling Døttre Margrethe og Kirsten af Daldover hiemmedøbte.. Hansdatter, Margrethe (I3931)
 
246 ?Borger i Trondhjem. (kilde: Stamtræ slægten Bernhoft)http://slekt1.com/boker/digitale/Stamtavle_over_slaegten_Bernhoft/Default.html

Derimot er Bernhoft bokens opplysning om denne Marcus Bernhofts angivelige sønn, Einar Marcussønn, borger i Trondheim interessant. Årsaken er kort og godt at det vitterlig fantes en borger Einar Markvardssønn i Trondheim rundt 1550 (…Navne kombinasjonen Einar og Markvard var forholdsvis uvanlig i Trondheim rundt 1550, så denne opplysningen burde i seg selv påkalle en viss grad av oppmerksomhet..). (…Et annet spm er jo også hvorvidt Marcus og Markvard kan tolkes som samme navn….) Dette plasserer jo selvfølgelig ikke Einar Markvardssønn automatisk inn som en forfader av Hans Anderssønn (Bernhoft), men opplysningen i Bernhoft boken er i seg selv så interessant, at de opplysninger som vi har om Einar Markvardssønn bør nevnes. Einar Markvardssønn nevnes i 1548 i Trondheim by (NLR VI, side 18), nevnes som lagrettsmann i Trondheim i 1552 (D.N.11, nr. 680) http://www.dokpro.ui...b=10399&s=n= (Han kalles her dog for Einar Marqualsson, men det kan knapt være noen annen person Einar Markvardssønn ) Dessuten nevnes han i den sk. ”skipsskatten fra 1563 i Trondheim: NLR III, side 194, der han omtales som ”Einer Marckorttsenn schipper oc styrmand til sin halffue fractt”

Muligens er han også lik den personen som nevnes i OER, 1536, under kosthold i Bergen (Regnskap Bergen 1536), der en Einer Marcusson får betalt 2 g. i kosthold for Jon Skriver for året 1535 (…Dette mer en antyder at Einar Markvardssønn var i erkebiskop Olav Engelbregtssøns tjeneste…). Med tanke på det ( i Trondheim på 1500-tallet) uvanlige patronymet Markvardssønn, kan det ellers nevnes at det i Trondheim i 1548 omtales en Jon Markvardssønn i NLR VI, side 23 og ei Anne Markvardsdatter i NLR VI, side 24. 
Bernhoft, Einer Marcusen (I497)
 
247 A.J. Jørgensen,
Oberstløjtnant, regionsleder,
Hjemmeværnsregion I,
Aalborg. 16 JAN l963.

Til hr. doktor phil. J. Hastrup
Emne: Oberstløjtnant A.J. Jørgensens deltagelse i modstandsbevægelsen.
REF: Personlig aftale under mødet den 5 JAN 1955 hos P. Wendelboe, Aalborg.
Årsagen til min deltagelse i frihedskampen må søges i 2 forhold:
1. at jeg 1 à 2 år forinden (ca. 1941) af nuværende politimester Palle Høybye, Hjørring var blevet orienteret om partiet “Dansk Samling”, hvorefter optagelse fulgte, og
2. at jeg som officer at reserven tilknyttet 3. Feltartilleriregiment, Aarhus, måtte være i søgelyset fra de uden for hæren eksisterende organer, som havde modstand mod besættelsesmagten som opgave.
Gennem Dansk Samling fik jeg allerede i 1941 eller 1942 tilsendt illegale tryksager, som jeg fordelte til folk, som havde tilknytning til K.F.U.M., spejderbevægelsen og Dansk Samling.
I efteråret 1943 fik jeg en personlig henvendelse gennem oberstløjtnant E. Hoffmann, Aarhus, senere general og chef for 2. Division i Viborg om indtrædelse i den såkaldte P–kompagni–ordning. Mit svar var ja; og der kom straks efter henvendelse om samme emne fra førnævnte Palle Højbye, der havde kontakt med modstandsbevægelsen i Aarhus — gennem Dansk Samling eller F.D.F. (kaptajn Gudnitz, Aarhus). Dengang så vidt jeg ved forretningsfører for Aarhus K.F.U.M. Der oprettedes nu (ca. feb-marts) Horsens byledelse bestående at Palle Høybye, fabrikant Asger Holmboe, ingeniør Andersen (fra fa. Paasch og Larsen Petersen), murermester Andreas Nielsen, lærer Viggo Nielsen og undertegnede.
Opgaven var opstilling af en militsorganisation, der skulle bevæbnes med våben fra England modtaget ved dropping. Derimod ikke sabotage eller bladvirksomhed. Der blev dog til organisationen knyttet en frit Danmark–bladgruppe og en af murer Andreas Nielsen oprettet F.D.F.–gruppe, som foretog visse sabotager.
Så vidt mig bekendt – hjemmelsmand Palle Høybye – var en aktion iværksat for at skaffe våben fra tysk jernbanepoliti syd for Horsens at førnævnte Frit Danmark–gruppe, men dårligt gennemtænkt og med meget uheldigt forløb, årsag til at hele organisationen blev trevlet op i løbet af et par dage i midten af maj 1944 og ca. l20 mand forsvandt fra byen enten som flygtninge eller fanger.
Af byledelsen blev Viggo Nielsen og Andreas Nielsen taget at Gestapo.
Undertegnede forblev i byen, indtil ny byledelse kunne etableres og kontaktes med ledelsen i Aarhus. (Dæknavn Anders Sten).
Den ny byledelse fik kriminaloverbetjent Jens Sørensen som egentlig leder og leder at de væbnede styrker.
Pågældende drog lære at forgængernes fejl og klarede sig igennem de 11½ måned til befrielsen. En fin præstation.
Efter enerverende “14 lyse nætters arbejde” afgik jeg med en flok unge F.D.F.–væbnere – førnævnte Andreas Nielsens gruppe til den at Toldstrup oprettede opsamlings- og uddannelseslejr på Venø ved Struer.
Blandt disse skal særlig nævnes Henning Grønlund Carlsen og David Vang Jensen, begge senere faldet under jernbanesabotage, Henning Grønlund Carlsen ved Skanderborg og David Vang Jensen på Horsens banegaard.
I lejren opholdt sig Palle Høybye, der var lejrchef, læge Ammundsen (Block) og et par stykker til – Gunnar Storgaard var lejrens kok og hovmester. Efter vor ankomst fik lejren mere karakter af uddannelseslejr.
Lejren forlagdes efter 1 måned (juni) til ostegrosserer Børge Hansens jagthytte i Hvidemose ved Skive, hvor den holdt i ca. 3 uger (juli), derefter til Østergaard i Salling, ligeledes ca. 3 uger. Derefter var lejren opløst i 1 uge, mens halvdelen af lejrdeltagerne – dem fra Horsens – var hos pastor Carl Brinkkjær m.fl. i Vammen, resten – dem andetstedsfra – hos læge Høegh Guldberg m.fl. i Gedved ved Horsens.
1. september blev jeg at ledelsen forsat til Djursland–distriktet underordnet Møller (Skive Asfalt og tagpapfabrik) der havde domicil i Randers. (Dæknavn: Søby).
Jeg kom til at bo hos pastor Vilh. Krarup, Hammelev, nu Simon Peders sogn, København S, en mand, der fik megen betydning for min udvikling og for afklaring på mit syn på modstandskampen.
Inden jeg helt forlader lejrberetningen, vil jeg nævne at Hoffmann Laursen og Rørbæk Madsen fra B & 0, Struer havde været meget virksomme ved lejrens oprettelse på Venø. De kom i en noget vanskelig situation, da vi alle i huj og hast forsvandt fra den, men klarede sig. Om grunden til vor forsvinden har Storgaard sikkert berettet; men for en sikkerheds skyld skal jeg oplyse, at en flok fredelige tyske jernbanefolk på udflugt fik os til at tro, at lejren var røbet, hvorfor vi pakkede os bort. Nu var det falsk alarm; men vi sagde som Røde Orm: “forsigtighed er det bedste”; og der havde da også været rigelig med snak om os blandt øens beboere.
I Hvidmose ved Skive var det Møller, Skive Asfalt- og tagpapfabrik og ostegrosserer Børge Hansen, Skive, der var arrangører og vist nok også financierer.
Under opholdet i Hvidmose – holdt vi – som også på Venø – træningsøvelser i løb og orientering samt i sprængningsteknik. Der blev enkelte gange udsendt smågrupper til løsning at særopgaver – og det var under en af disse Henning Grønlund Carlsen blot dødeligt såret – mens bl.a. Ammundsen slap – og Henning senere døde.
I Hvidemose var jeg ude for en ganske frygtelig afgørelse. Et hold havde været ude om natten og – så vidt jeg husker – samme nat stoppet et større tysk transporttog efter først at måtte lave hold up på nogle – i øvrigt flinke – danske jernbanefolk. Det – holdet – var nu kommet hjem, og fred hvilede over lejren – alle undtagen jeg sov. Jeg gik og puslede med forskellige arbejder, brændehugning eller hvad det var, da jeg så en deling tyske soldater i spredt orden komme ud at plantagen ca. 2 – 300 m. øst for huset langs jernbanen.
Vi havde vel våben og ammunition, men ikke skyggen at en chance, hvis de var ude efter os. Hvis de ikke var – men kun var på øvelse – ville der være en frygtelig risiko ved at alarmere gutterne, der jo ikke havde egentlig militær uddannelse og derfor mulig ville røbe lejrens karakter ved deres færd, når de skulle gå i stilling. Jeg traf den afgørelse, at jeg ville lade dem sove. Afgørelsen var rigtig, da tyskerne kun var på øvelse og gik forbi uden at ænse os. Men havde den været rigtig, hvis tyskerne havde været ude efter os? Jeg vil ikke nu bagefter prale af at kunne dømme af tyskernes fremrykning, om de var farlige eller fredelige.
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver gammel nok til at glemme de minutter.
At mere muntre oplevelser drejede en sig om en gammel ost, der lugtede så kraftigt, at den blev anbragt uden for på flagstangsfoden hver aften, så længe den “levede”. Det er sandt – det var en at ”Ostebørges” de skrappeste; men den smagte godt.
Om aftenen drog vi i flok syngende rundt i oplandet, og der var mange på egnen, som længe troede, vi virkelig var dem, vi gav os ud for – en ungdomsforening fra Horsens egnen.
Lejren ved Østergaard indrettedes i et tomt fodermesterhus tilhørende godsejer (og greve) Adam Knuth (død), der var villig til for en tid at løbe den risiko, vor nærværelse indebar.
Under opholdet her traf jeg Lind, Blad, Bøg m.m. alias nuværende oberst Schøller, som jeg senere skulle få en del med at gøre.
I lejren ved Østergaard indtraf pastor Harald Sandbæk, som til at begynde med var instruktør i boksning og sabotageteknik. Senere – efter 1. september – lejrchef.
Mens vi var i Salling, skulle vi ud på dropping og plads var rekognosceret; men i havde fået forkert instruktion, og maskinen fløj hjem med uforrettet sag.
Samme nat brød vi – med tilladelse – ind i et sommerhus ved Glyngøre strand. Formentlig første og eneste gang en præst og en kriminalpolitimand i fællesskab har lavet sommerhusindbrud. Det var naturligvis mig, der lavede “bræ’ket”. Anvendt erfaring fra den gamle arbejdsmark.
Under opholdet ved Østergaard kom en udsending fra Horsens F.D.F., som havde opsporet os. Han medbragte en meget alvorlig henvendelse fra murer Andreas Nielsen, Horserødlejren, idet han – Andreas Nielsen – så vidt vi kunne skønne havde fået lejrpsykose og følte ansvaret for sine unge mennesker tynge sig i knæ.
Udsendingen overtalte 3-4 at de unge mennesker til at rejse bort og tage til Sverrig. Toldstrup skaffede udrejsemulighed vistnok via Grenaa, men hvor var han dog vred over det svigtende mod hos disse folk. Man må dog ikke glemme deres store ungdom 18–19 år, deres fuldstændige forgudelse at Andreas Nielsen, og den deraf følgende forladthedsfølelse p.g.a. hans fængsling.
Da lejren ved Østergaard ophævedes, skete det, fordi vi nu havde været så længe på eet sted, at vi igen måtte frygte folkesnakken.
Der var p.g.a. det fremrykkede tidspunkt på sommeren eller andre grunde ikke rekognosceret ny lejr, hvorfor vi deltes som foran omtalt. Senere samledes de fleste deltagere under Harald Sandbæk i Hadsten, hvor holdet fik en ulykkelig skæbne. Jeg var som sædvanlig heldig og slap væk i tide – (forsat til Grenå).
I Grenaa var der et godt arbejde i gang.
Direktør Henrik Rosenvinge, Grenaa Dampvæveri, havde været leder, men var blevet syg. Han var dog stadig rådgiver, kontaktmand og financier.
De først foreliggende opgaver var at bygge videre på vore bådforbindelser til Gøteborg – i hænderne på en havnearbejder kaldet Udsen, som Rosenvinge ikke havde alt for megen tillid til, p.g.a. formodede kommunistsympatier, måske noget uberettiget. Ruten virkede ikke alt for godt. Den første rejse svigtede ganske. Båden skulle komme ved Fornæs fyr, men den udeblev, og en del flygtninge måtte tilbage til deres midlertidige opholdssteder på Hammelevegnen, deriblandt politibetjent Skjold Petersen, Vejle, som at samme årsag mistede tålmodigheden, rejste til København og så vidt jeg ved begyndte for sig selv og blev likvideret som formodet stikker på trappen ved Dagmarhus. Han blev senere, så vidt jeg ved, renset.
Det viste sig såre vanskeligt at få gang i ruten via Udsen, uden at jeg kan huske, om grunden dertil nogensinde opklaredes.
Pastor Vilh. Krarup gik derfor igang med auktionsmester Møller Petersen – “Mølleren” – en yderst særpræget mand og af et uforglemmeligt udseende. (var til stede under dr. Hæstrups foredrag i Ulriks kro i Randers i 1954–55?).
Han havde de rigtige fiskerforbindelser og da de blev instrueret om kontaktpunkt – nord for Læsø – og kendetegn – pøs hejst i masten – kom der gang i sagerne.
Indtil jeg forlod Grenaa 15 JAN 1945 ekspederedes ca. 50 mennesker; flygtede politimænd, kurerer, sabotører m.v. B1.a. Harald Sandbæk og frue.
Efter min bortrejse fortsatte ruten en tid med Møller Petersen og hans førstemand, (hvis navn Vilh. Krarup vil kunne oplyse,) (Mouritzen) som formidlere.
I begyndelsen gik det ikke helt så stærkt, som jeg ønskede med at skaffe både, og den tanke opstod derfor, at vi selv med Henrik Rosenvinge som køber skulle erhverve en lille kutter, som var til salg.
Båden blev købt og kom ud på en rejse men løb med 2 belgiske desertører – sendt os på halsen af Aarhusbispen (Hoffmeyer) professor Niels Aage Nielsen og Ina Haxen i forening – med samt deres 2 kærester erhvervet her i Danmark ind i efterårets værste storm og lå underdrejet i stor fare for forlis i Pakhusbugten ved Ånbolt i 1½ døgn med bøjet skrue og humøret på nul.
Båden kom mig bekendt ikke ud mere; og den blev årsag til en bitter strid mellem Henrik Rosenvinge og “Mølleren” eller “Sørøveren”, som jeg døbte ham. En strid, der næppe nogensinde er bilagt.
De stakkels belgiere og deres piger kom til Sverrig sammen med Sandbæk. Med den båd var desuden 3 kanadiske flyvere, som Ammundsen efter en hel Odysse havde bragt ud til os.
En anden opgave, som skulle løses var dropping.
Der blev skaffet flere pladser, der efterhånden kom i god gænge. Den første var hos godsejer Collet på Katholm syd for Grenaa. Til ham skaffede bogholderen på Grenaa Dampvæveri den trofaste og utrættelige “Bilde” Abildtrup os kontakt. Vi fik l80 US–karabiner på denne plads; men den måtte opgives, da der boede en mand med en ufornuftig kone for nær pladsen. Hun opdagede nedkastningerne og blev hysterisk.
Folkene til dropping blev hovedsagelig skaffet at Henning Hansen “Henningsen”, som var et navn inden for idrætsforeningen; og senere blev “byleder”.
En vogn havde vi fra politiet, og i den blev karabinerne flyttet et par gange under stor risiko; men tyskerne tog dem til sidst og havde nær taget mig med – herom senere.
Et hold blev rekrutteret af pastor Graver, Pjellerup, (dæknavn Holgersen) senere Tolstrup— Stenum ved Brønderslev) kontrolofficer i Palæstina, og et andet af pastor Clausen, Vejlby. Dette sidste var hovedsagelig venstres ungdom, og deres debut blev ikke strålende, da “V.U.” netop samme aften skulle have et eller andet og selvfølgelig bal; så de kunne ikke komne, sagde præsten, at hvilken årsag han af mig fik en sådan omgang bidende bemærkninger, at jeg ikke håber, han før eller senere har været udsat for tilsvarende. Han rejste kort efter til Sverrig. Hans nerver tålte ikke belastningen. Han blev senere feltprovst.
Nordpå gik det bedre. Graver var karl for sin hat. Modig og sporty som en “Gunnar på Hlidarende”.
Der var skaffet oplagsplads i et tomt fodermesterhus ved Kristiansmindegården udenfor Grenaa. Kontakt gennem pastor Krarup. Desuden i en garage hos en gammel købmand i Grenaa og hos pastor Otto Andersen, Karlby i et sommerhus.
Senere nedgravede vi nogle mægtige kasser i en forladt kridtgrav nær landevejen i Enslev. Et frygteligt arbejde, og depoterne blev efterhånden fugtige; men de var godt skjult.
De 180 US.–karabiner blev transporteret helt ind til Ø. Tørslev nær Herning og efter samråd med gårdejeren anbragt i en åben grusgrav, der var fyldt med halmballer, og her lå de godt – indtil karlene fandt godset og selvfølgelig publicerede fundet, hvorfor det måtte flyttes – det kom til Kristiansmindegården.
Her var der imidlertid en aften sket det, at jeg var blevet opholdt og kom for sent med nøglerne, hvorfor vognmanden Alfred Nielsen, Vægger, havde varet lidt tvivlrådig og ikke rigtig kunne svare for sig, da der kom nogle naboer hen for at se, hvem der arbejdede på den tid at natten.
Det, som fulgte, var dog måske nok sket alligevel – det vil jeg helst tro.
Rygter var imidlertid, kommet i gang og nåede en stikker i Randers, som fik tysk feltgendarmeri under ledelse af en dansk stikker og tolk, så vidt jeg husker Rikard Nørgaard Christiansen, til at anholde først vognmanden og derefter gårdejeren på Kristiansminde. Han havde intet med organisationen at gøre, men havde været dum nok til at kigge efter, hvad vi gemte i huset, hvilket han var advaret imod. Han kunne derfor ikke holde sig til den historie, han havde fået opgivet, og han kom som vognmanden til Frøslev og derfra til Tyskland. Gårdejeren omkom dernede vistnok i april 1945. Gårdejerens kone giftede sig senere med mandens broder. Vognmanden slap med livet, men fik en gruelig bunke prygl.
En underlig skæbne ville, at jeg på selve aftenen for gendarmernes aktion ville tilse depotet. Stillede min cykel ved husgavlen, gik til yderdøren og fandt den åben, fandt derefter selve depotdøren opbrudt. Ville defor gå ind til manden for at lave vrøvl over uordenen, men kom ikke længere end i døren, da jeg blev råbt an på dansk at en af 2-3 soldater, der stod på den anden side at indkørslen og sigtede på mig i det svage lys – ca. 8 dage før jul og kl. 2330 aften – jeg sprang ind i huset; mens soldaterne skød uden at ramme. Der var inden bagudgang, men vinduer, hvorfor jeg sprang på hovedet igennem et af dem. Det var heldigvis så råddent, at sprosser og rammer splintredes som spindelvæv, og jeg landede på hovedet i en busk. Der var ingen fjender bag huset, men jeg ville gerne have cyklen med en dejlig original engelsk tilhørende Vilh. Krarup – men kommet til gavlen blev jeg beskudt – uden at blive ramt – af en vagt ved cyklen. Humøret sank nu temmelig meget, da der var 5 km. til boligen i Hammelev, hvortil jeg måtte, og skulle nå så hurtigt som muligt at hensyn til præstefamiliens øjensynlig farlige stilling.
Listende mellem den store haves træer og udnyttende den (Teutoniske) larm af skud og råben, nåede jeg vejen, slap lykkelig bort fra gården og løb de 5 km. hjem til Hammelev, hvorfra Krarup–familien straks samme nat evakueredes til præstegården i Hyllebjerg, Mols.
Samme nat – eller var det den følgende – var vi igen på stedet. Tyskerne havde fjernet våben og sabotagemateriel, men ikke kigget efter på loftet. Der lå 46 faldskærme. Dem fjernede vi så, som en mager trøst.
En anden gruppe, som meldte sig, var hjælpere til politiet den 19. september. Til dem, der ønskede det, blev der skaffet opholdssteder, og til enkelte, der ønskede at rejse, skaffedes kontakter.
En at betjentene, Georg Valther Jensen, havde vist stort mod og handlekraft ved at redde politiets våben til vort brug. Ham sendte jeg til Horsens med kontakt til byledelsen.
Horsens vil næppe nogensinde glemme hans bedrifter. Han var bl.a. med til at redde de 13 fra statsfængslet, vistnok deriblandt “Jacob Guldtand” alias Knud Aage Nielsen nu Vestbanevej 15 A, Valby, der senere var virksom i Aalborg med Sverrigsruterne.
Georg V. Jensen, i Horsens kaldet ”Henry”, faldt på jernbaneterrænet ved Horsens sammen med David Vang Jensen — en at de bedste unge mænd fra lejren på Venø. En tysk vagtpost fik ram på dem under forsøg på jernbanesabotage.
Lidt om politiet igen: da det var galt med muligheden for lønningsudbetaling, blev der truffet den ordning, at banken for Grenaa og omegn med Dampvæveriet som garant skulle forstrække politiet med penge svarende til hver mands lønning.
Politiet hjalp os på forskellig måde bl.a. ved for næsen at tyskerne at stjæle 2000 1. benzin til brug ved vore transporter. Særlig overbetjent Bartig var virksom og modig under politiets aktioner. Politimesteren var ikke glad ved situationen navnlig ikke, fordi vi havde hugget politiets 2 personbiler; men dem fik vi siden overordentlig megen glæde af. Og politimesterens henvendelse sad vi overhørig.
Endnu en opgave skulle løses: sabotage. Det lå lidt tungt med det, for Henrik Rosenvinge var bange for Schalburgtage mod væveriet – som det senere skulle vise sig heldigvis uden grund – og han bad os beherske os mest muligt.
I længden var dette dog umuligt.
Aarhus sten- og gruskompagni havde mægtige rallejer ved Gjerrild Nordstrand med sorteringsanstalt som et 4 etagers hus, kraner, tipvogne, gravemaskiner m.m.m. Jernbane førte direkte til graven. Herfra var leveret ral til flyvepladser i kolossale mængder, og det måtte stoppes.
Pastor Graver, Fjellerup fik opgaven og dertil 85 kg. P.E. Det tør siges, at opgaven blev løst, Jeg ved ikke noget af, at der blev leveret flere materialer derfra under besættelsen.
Tyskerne var just dengang i færd med på terrænet ved Grenaa havn (hjulpet af Fa. Bdr. Carlsen, Randers) at støbe “havstokminer” af beton – således blev det i al fald oplyst. Ral til støbningen kom fra føromtalte ralleje. Da leverancerne derfra slap op, begyndte en mand i Enslev at levere; indtil gutterne en nat gik ind og smadrede dens motorer, sorteringsmaskiner og transportører med store hamre, så holdt han op.
Derefter kørtes med lastbiler fra mange grave i oplandet; men disse biler blev beskudt med maskinpistol på ringene, så arbejdet derved sinkedes.
Hånd i hånd hermed gik sprængning at 2 elektromotorer, der trak blandemaskinerne på havnepladserne. Dagene efter var 2 nye igang. Også de blev sprængt. Dagen efter var der spærring med pigtråd og adgangskort; men man havde ikke indhegnet tegnestuen for firmaet “Carlsen, Randers” som udførte støbearbejdet.
Skuret blev sprængt og tegninger derved ødelagt.
Til forstærkning at transporten blev der fra værnemagerside hidkaldt kuske og 10 spand heste med vogne fra Silkeborg. Det hele installeredes vist nok en lørdag aften i en stor stald på noget, der hedder Heden s. f. Grenaa. Samme aften kom gutterne. Skød et par spand at de ældste heste, skar seletøj itu, ødelagde vogne, slap de øvrige heste løs og afbrændte stalden.
Om mandagen rejste kuskene; de havde ikke været indstillet på at komme til fronten.
Arbejdet på havnen fortsatte dog omend i mindsket tempo – går vi ud fra – og vi fandt derfor på at skræmme arbejderne ved at skrive til dem og deres husværter, at de ikke måtte arbejde for fa. Carlsen. Det hjalp ikke så godt i første omgang; men så statuerede vi et eksempel, idet den formand, som havde skaffet arbejderne, en aften – jeg tror, det var den 14 januar 1945 – blev hentet ud at sit hus med hustru og voksen datter og huset sprængt. Så forstod folk, det var alvor; og Grenaaarbejderne holdt sig borte.
Dette faldt sammen med min afrejse til Aalborg og sprængningen var min sidste ordre ved Grenaa. Jeg var ikke glad for den; men fandt det nødvendigt. Vi mener, at aktionen, som forfulgte en bestemt hensigt, virkede efter denne og reducerede værnemageriet betydeligt.
Inden jeg forlader Grenaa, vil jeg nævne endnu nogle gode hjælpere: førstelærer Hillgaard, Enslev, trafikassistent Mylius Rosenvinge, farvehandler Møller, Lillegade og hans udmærkede søn Knud Møller, som senere kom til sammen med pastor Ruth, Hvirring, at arbejde med dropping i Himmerland. Glemmes må heller ikke fruerne Rosenvinge og fru Bodil Krarup.
Hos gl. farvehandler Møller samledes et par gange flygtninge m.fl., inden de skulle til Sverrig. De blev godt forberedt med mad og instruktioner samt søsygetabletter inden rejsen.
Selve ekspeditionen at de rejsende foregik pr. bil til Grenaa havn – dog ikke ud på selve havnekajen, hvor der var tyske både m.m., men til en lille plantage hvorfra man fulgte en sti gennem hede- og klitterrænet ned til et bådebyggeri og derfra ud på nordre mole, hvor vore både lå. Det var ganske spændende, men forløb fint hver gang.
Toldstrup havde en overgang hovedkvarter i Grenaa, efter at Aarhus var blevet for varm.
Som følge at affæren ved Kristiansmindegården, kunne jeg nu ikke mere vise mig ved dagens lys i Grenaa; hvorfor jeg kom til at bo hos lærer Viggo Petersen, Glatved pr. Balle (død 1954 eller 1955). Et udmærket menneske og fortrinlig rådgiver.
I Grenaa kunne jeg kun optræde ved nattetid og det blev for besværligt, jeg blev derfor pr. 15 jan 1945 forsat til Aalborg.
En lille affære med Mols må ikke glemmes. Ritmester Fabrisius, Skramsø, boede på Lyngsbækgaard og ledede Mols. Han blev pludselig efterstræbt af Gestapo og måtte til Aarhus. Jeg fik nogle gode kontakter og gjorde også en smule ved arbejdet på Mols; men jeg husker ikke meget fra den tid udover en god mand, politibetjenten i Ebeltoft og fuldmægtig Larsen senere Ringkøbing. Mols gik efter nogle stridigheder mellem region I og II til region II.
Som nævnt afgik jeg medio januar 1945 fra Djursland-distriktet og overtog i de følgende dage under dæknavnet “Åbo” ledelsen af Aalborg – Nørresundby med tilhørende landdistrikt.
I Aalborg var der et stort og meget vidtforgrenet arbejde i gang; men der var kommet vanskeligheder som følge at en del arrestationer, der igen kunne spores tilbage til en droppingaktion, hvori politifuldmægtig Poul Larsen havde deltaget og hvorunder han blev anholdt. Han blev udsat for en ualmindelig ondartet behandling; og det viste sig desværre, at han vidste mere end nogen var klar over; så situationen var prekær.
Toldstrup var i Aalborg og gav mig de fornødne kontakter til “Thøgersen” alias kaptajn Adam August Nicolaysen, der mest havde med opstilling at militsgrupper at gøre og “Jens Lyhn” alias Carl Evald Andersen, der var inde i dropping, sabotage, Sverrigeruter, havde kendskab til pengeforsyninger, depotforhold, sognemænd o.m.a., hvorefter de begge forsvandt fra byen efter at have informeret mig om igangværende arbejde.
Der var to aktive kompagnier, D- (Dronningen) og K- (Kongens kompagni). Desuden 3., 4. og 5. (Nørresundby), 6. (Aalborg havn), 7. (Nørresundby) og 8. udrykningskompagni.
Dertil kom styrker i Nibe og Skørping.
I begyndelsen var styrken måske knap så udbygget som anført mestendels p.g.a. manglende befalingsmænd; men efterhånden blev den det i al fald, og våbenøvelse og våbenforsyning skred frem, så der ved befrielsen var 1900 mand i enhederne og deraf havde 1400 fået våben.
Militstyrkernes forhold var selvfølgelig vanskelige, navnlig var det vanskeligt at få de ivrige til at holde sig i skindet, idet jo alle ville sabotere eller ud på dropping; men det kunne jo slet ikke gå an. Det mest bitre for dem var, at sabotører og dropping folk viste arrogance over for dem ved befrielsen og ikke rigtig regnede dem for ægte, bare fordi sabotørerne ikke havde været sammen med dem ved aktioner.
Der blev heldigvis ikke brug for militsen under besættelsen.
I selve befrielsesdagene støttede de politiets ordensbestræbelser og anholdelsesaktioner og gik derefter over til bevogtningstjeneste ved flygtningelejre og depoter.
D- og K-kompagniet havde en flok særlig aktive medlemmer, der arbejdede nat efter nat og derfor blev kaldt “Dagdriverbanden”. De havde dropping, sabotage og den meget vanskelige, men vigtige ompaknings- og fordelingstjeneste som opgave og de opnåede betydelige resultater.
Droppingtjenesten blev udbygget mere og mere og blev fantastisk effektiv. Navnlig efter, at pastor Ruth fra Hvirring var kommet til og havde fået dette område i Aalborg amt som særopgave. Til hjælp ved fordelingen og transport blev der, et vidt jeg husker, købt en hel lille vognmandsforretning.
Ruterne til Sverrig må også nævnes, selv om jeg ikke havde særlig indgående kendskab til dem. Kontaktmand til ruterne var “Jacob” alias Knud Lage Nielsen, Vestbanevej 16 A, Valby. Hans forbindelse igen var cyklehandler Søren Juncher Sørensen, Dannebrogsgade, Aalborg.
Det var temmelig dyrt at drive Aalborg distriktet. Jeg husker, at budgettet for februar og marts 1945 lå omkring 17.000 Kr. pr. måned. Pengene blev samlet ind af forskellige organisationer, hvoraf den vigtigste lededes af fru Fogh Petersen, fa. brdr. Bentzen, kontaktmand hertil var redaktionssekretær Jørgen Drachmann Aalborg Stiftstidende, nu administrator for K.F.U.M.s hovedkontor, Løngangsstræde, København.
Pengene gik til lønning til “Dagdriverbanden”, leje at depoter, kørsel med folk og gods, fragt med off. transportmidler, vederlag til vanskeligt stillede “græsenker”, hvis forsøgere var arresteret eller gået under jorden.
Likvideringsgrupperne må også nævnes.
Til dem havde jeg kontakt gennem fru Kathrine Ulkær. Deres indkvartering fandt sted gennem “menighedsplejen”, hvor den meget virksomme ”Søster Ragna” alias korshærssøster Ragna Rasmussen, skaffede værelser. En at likvideringsgrupperne blev omtrent udslettet at Gestapo, efter at jeg var kommet til byen. Dens medlemmer var indkvarteret, før søster Ragna kom ind i dette arbejde, og adresserne viste sig at være kompromitteret ved tidligere anvendelse til skjul for en såret politimand, der selvfølgelig imod instrukserne, havde korresponderet med et pigebarn, som var ansat på konditori “Kristine”, hvor Gestapo, Hipo og værnemagt havde sit faste tilhold, og hvor hun blev anholdt, og hvor politimandens breve røbede adresserne. Desårsag kan jeg ikke sætte mine ben i nævnte konditori uden at genopleve de frygtelige dage. Jeg skyr forretningen som pesten.
Under Gestapoaktionen faldt Svend Ulrik Petersen (Keld) og Hans Krarup Andreasen (Mogens), mens Henrik Wessel Platon blev anholdt som såret og senere skudt i Ryvangen. Kun en mand “Vagn” alias politibetjent Nørlund Christensen, Aarhus slap med livet ved flugt. Aktionen var dyr for Gestapo, der havde både dræbte og sårede.
Likvideringsgruppen blev erstattet; men om gruppernes resultater går jeg ud fra, at andre har skrevet det fornødne.
I min Aalborgtid havde modstandsbevægelsen kontor på hjørnet at Borgergården og Vesterbro, senere da dette var blevet kompromitteret, i Christiansgade ved hjørnet at Aagade, senere igen i et lillebitte hus i Danmarksgade og sidst i “Ved Stranden”, vistnok nr. 7.
Den 5. maj flyttede vi ind på hotel “Phønix”.
At særlige ting, der foruden det omtalte organisationsarbejde, blev udrettet kan anføres: sprængning at et stort antal – ca. 25 værnemagervognes motorblok, hvilket efterhånden fik nogen indflydelse på vognmænds villighed til at arbejde for besættelsesmagten, sænkning af en tysk forpostbåd i havnen, sprængning at et par flyvemaskiner på “Aalborg Øst”, indtransport at et pænt antal svenske rytterkarabiner, som nu vistnok (senere) er udleveret til flyverhjemmeværnets luftmeldetjeneste.
Om forholdene på havnen vil kommandør Arendrup kunne give bedst orientering, da han så vidt vides havde gode kontakter og fik udvirket sabotage mod sprængningsforberedelse på hanekajerne (, så disse ikke kunne demoleres).
Den store vanskelighed i Aalborg var Gestapos øjeblikkelige udrykning, når noget var hændt og deres stikkere. Selv om likvideringer og forsøg derpå foretoges som nødværge, hvilket fik stikkerne til at udvise stor forsigtighed, var der altid folks snakkesaglighed og nysgerrighed at kæmpe imod, og den voldte her som overalt vanskeligheder.
Under resultater må nævnes jernbanesabotager, som mere og mere dirrigeredes at oberstløjtnant nu general Vagn Bennike. Der undtages en enkelt ugedag (døgn) fra sabotage at hensyn til kurerers rejser. Det var at større betydning for os end for tyskerne – burde i al fald være det – da tyskerne ikke kunne vide den sabotagefri dag på forhånd, og jeg kan ikke deltage, i den senere over Bennikes hoved fra visse sider udgydte hån. Men mit kendskab til hele forholdet ang. jernbanesabotagens synkronisering er i øvrigt begrænset.
Samarbejdet i Aalborg med Toldstrup og hans stab, med lokalkomiteen, hvoraf jeg var født medlem, med kompagnicheferne, Frit Danmarks sekretær, Sloth Carlsen, Aarhus, med de pengefremskaffende organisationer varr udmærket.
En organisation, hvoraf daværende kontorchef Randolf Schøn, Springborg. trævarefabrik, var medlem, men som jeg i øvrigt ikke nærmere har udforsket, formidlede i dagene op til befrielsen kontakt til den tyske besættelsesoberst, hvorved kamp i befrielsesøjeblikket og dermed følgende unyttig blodsudgydelse blev undgået. En indsats, som desværre i høj grad forskellige steder blev misforstået at folk, (f.eks. Toldstrup) om hvem jeg måtte forstå, at de ønskede kamp for kampens skyld og ikke hellere så den undgået, når det lod sig gøre at opnå et lige så ærefuldt resultat.
Denne indstilling var med til i nogen grad at forbitre mig den følgende glæestid; men den medførte ingen ødelæggelser i arbejdet. Dog ville det næppe være rigtigt at fortie den, da tilsvarende forhold synes at fremkomme overordentlig mange steder måske som en reaktion efter svære og dramatiske hændelser.
Jeg indrømmer, at jeg har et stridbart sind, når jeg mener at have ret, men ikke kan få min vilje; men min indstilling under kampen var i så hej grad som muligt at spare vore egne unges liv, når forholdene gjorde det muligt, og jeg afvejede altid mål og risici mod hinanden.
Eksempelvis var ved min ankomst til Aalborg 2 gode unge sabotører blevet dræbt under forsøg på afbrænding at et par hundrede læs halm, som let kunne erstattes. Den slags tomme demonstrationer forbød jeg. Det vakte nogen knurren, men blev dog adlydt, og i min illegale Aalborgtid mistede ikke een mand livet i en situation, hvor jeg havde ansvaret.
Senere dræbtes i Aalborg, som så mange andre steder, adskillige som følge at manglende kendskab til skydevåben, manglende uddannelse og lignende årsager, men herfor bærer vel i første række den politik, som gjorde våbenøvelse og våbenøvede mand i Danmark til sjældenheder i første række ansvaret.
A.J. Jørgensen. 
Jørgensen, Anders Johannes (I4)
 
248 A.J. Jørgensen,
Oberstløjtnant, regionsleder,
Hjemmeværnsregion I,
Aalborg. 28 MAR l960.

Til Aalborg Amtstidende.
Hermed den omspurgte "9 april" artikel.
Regionsleder A.J. Jørgensens beretning om oplevelser under besættelsen og nogle tanker i anledning at 20 års dagen.
Ved krigens udbrud blev jeg som alle andre reserveofficerer indkaldt til tjeneste ved beredskabsstyrken. Min tjeneste fandt sted ved feltartilleriet i København, indtil jeg den 1/2 1940 efter ønske blev forsat til 3. feltartilleriregiment, Aarhus og derfor kom til at opleve 9. april i Jylland, nærmere betegnet i Hjortshøj.
Vi havde et meget intensivt øvelsesprogram, og afdelingen var i god kondition. Der var våben og ammunition til alle, og vor beredskabsbeholdning at artilleriammunition var oplagt nær ved parkpladsen. Selvfølgelig var der visse mangler som altid ved et halvsultet forsvar. Der var for lidt mandskab i reserve og ikke extra lastvogne til forsyningstransporter men vi kunne slås, og vi var også indstillet på det.
Rygterne om at hæren blev taget på sengen, er urigtige for den afdeling jeg gjorde tjeneste ved (7 AA). Vi lå alle natten mellem 8 og 9 april i alarmkvarter klar til hurtig udrykning; og telefonen kimede straks alarm da flyverne kom over os. Det varede derfor kun højst en halv time efter første overflyvning før alle var samlet på parkpladsen og klar til operation. Stemningen var nok alvorlig (vi var klar over den uhyre overmagt, der sværmede i luften over vore hoveder) men ikke een mand forsøgte at knibe ud.
Så begyndte imidlertid ventetiden og i den skete følgende: Første signal fra afdelingschefen drejede sig om hvor mange ekstra køretøjer, batteriet havde brug for.
Næste signal lød "København og Korsør besat. Der må ikke gøres modstand". Det var ligesom dette signal slappede den spændte fjeder af kampberedskab, som havde strammet os alle op.
Den næste ordre, som kom, lød på, at våben og ammunition skulle inddrages. Den vakte megen uvilje blandt soldaterne og fik dem til at føle, at de havde været til grin.
Under alt dette var det naturligvis for længst blevet dagslys, og jeg husker tydeligt, at vor kaptajn pludselig udbrød: "Nu må vi se at få materiel og folk i flyverskjul, for nu er vi i et land, hvor alt kan hænde".
Han mente dermed, at vor overgivelse sikkert omgående ville påkalde indsættelse at allierede flyverstyrker for at slå vort materiel ud, inden tyskerne kunne nå at gøre brug at det. Hans antagelse byggede på en fejlvurdering at RAF daværende styrke og muligheden, selv om der ganske vist efter kort tid kom flyangreb andre steder men dog ikke på så små mål som vor parkplads.
De følgende dage var præget at afvikling og hjemsendelse.
Vi havde det fredeligt på landet. Der var ingen tyskere til at irritere os; og befolkningen, som vi var levet sammen med, forstod vor situation og reaktion - magtesløst raseri over det, der var sket, uden at vi havde fået levnet een mulighed for at opfylde vor bestemmelse og pligt.
Andre steder gik det knap så behageligt. Der gik en del rygter om, hvorledes pøbel folk i Aarhus generede danske soldater. Den (pøbelen) Bybefolkningen som gjorde det forstod naturligvis ikke et hak at det hele. Rygterne bidrog ikke til at gøre vore soldater mere glade ved situationen.
Ved min hjemsendelse den 13. april sagde min oberst: "De kan sagtens, De er ung og har et civilt arbejde at rejse hjem til. Jeg har spildt de 35 bedste år at mit liv på noget, som ikke skulle bruges, da det kom til stykket".
Med nogle ord om at jeg søgte at forstå, men næppe i fuldt omfang kunne forstå den ældre linieofficers skuffelse, trådte jeg af og rejste hjem til familien, hvor min kone græd over at skulle modtage mig på den måde.
Vi har altid dyrket sangen derunder naturligvis i første række fædrelandssangen i familiekredsen; men alt dette var nu blevet mig hult og forløjet; og der skulle gå mange måneder, før jeg kunne tåle at høre de gamle toner igen.
Der kom nu en drøj tid, hvor jeg qua politimand som tyskernes håndlanger måtte være med til - på dansk politisk og "politimæssig" ordre ganske vist - at inddrage civilbefolkningens skydevåben. Også andre kedelige ting skulle udføres f. eks. eftersøgning efter nødlandede engelske flyvere, undersøgelser at folk, som man troede havde vestlige forbindelser og eftersøgning efter faldskærmsfolk fra England.
Det er vel næppe ikke noget under, at vi politifolk desperat søgte efter en eller anden lysning i situationen, tanker som f. eks. at flygte sammen med en engelsk flyver til Sverige og hjælpe ham over på bekostning af stilling og familiens velfærd, spøgte,, men kom ikke til udførelse, fordi forbindelserne ikke eksisterede og betænkelighederne derfor store. Det eneste, vi kunne gøre, når vi fandt en såret englænder, var at køre ham til dansk hospital og holde tyskerne hen med snak så han i det mindste kunne få en lægelig behandling, som sikrede ham de bedst mulige chancer for at overleve.
I længden var denne tilstand uudholdelig; og fra krigsskuepladserne kunne der ikke komme glimt af håb. Tyskerne havde næsten kun fremgang.
Sabotagen mod. tyskerne rygtedes efterhånden til Horsens, men som officer med en gammeldags indstilling til krige, indtog jeg i den første tid det samme standpunkt som professor Tage Ellinger nu har givet udtryk, at kampen skulle have været ført i aprildagene 1940 (og det mener jeg naturligvis endnu) og at kamp efter kapitulation var ulovlig krig.
Imidlertid blev jeg ved samtaler med kloge folk og gennem "Niels Jydes breve", som jeg fik p.g.a. mit medlemskab i Dansk Samling, samt ved egne spekulationer, klar over to ting,
for det første, at her var der ikke tale om krig i gammel dags forstand, her var et umenneskeligt politisk system ved at underlægge sig hele verden både åndeligt og materielt,
for det andet, at hvis de politiske eller andre autoriteter ikke ville eller turde stikke retningslinier ud for en modstand mod dette, måtte jeg "den enkelte" for min families skyld og for min egen sjælefreds skyld gå i krig.
Senere er jeg kommet til at tænke på, at min situation, hjemsendt reserveofficer, kriminalpolitimand, spejderfører, medlem af Dansk Samling havde forudbestemt mig til aktiv indsat, og svigten på dette punkt medført, at jeg for al fremtid havde måttet finde mig i at blive betragtet som en usselryg og med rette.
Gennem den politiske forening kom jeg først ind i bladfordelingsarbejdet. Således begyndte det for mange. Det var vistnok i l942, at de første blade begyndte at tilgå, og de blev så fordelt enkeltvis eller i små partier til videre fordeling.
Samtidig begyndte orienteringen blandt venner og kammerater for at sondere mulighederne for at danne modstandsgrupper; men kontakterne opefter - d.v.s. til Aarhus - manglede endnu. Da de kom (til flere på een gang), det var sommeren eller efteråret 1943, var det derfor en smal sag at stille en hel del grupper og en byledelse på benene.
Første kontakt til mig fra Aarhus blev formidlet dels at 3. feltartilleriregiment, Oberstløjtnant Hoffmann, dels at ‘F.D.F. - over politikommissær Høybye og gik ud på opstilling at grupper til dannelse at en "P" (politikompagni-ordning). Der skulle komme våben, og hovedopgaven var opstilling at et korps, der skulle sikre mod plyndrende bander at tyske soldater, når tyskerne brød sammen.
Den forklaring troede vi på indtil Toldstrup dukkede op. Så blev vi klogere; og det hele udviklede sig til en sabotage- og dropping (nedkastnings) organisation med bevæbnede grupper til støtte.
Desværre skete der hos os - novicer som vi var - en vis sammenblanding at opgaverne; således at en højst uheldig aktion for at skaffe tyske våben blev årsag til gestapoaktioner i Horsens i foråret 1944, hvorved l20 mand forsvandt fra byen, enten "under jorden", til Sverige eller i tysk arrest, senere koncentrationslejr. Nogle er aldrig vendt tilbage.
Kampen måtte gå videre, og da jeg var den eneste tilbageblevne at byledelsen, faldt det i min lod at genskabe kontakter og finde en ny ledelse frem. Det var ordnet på 14 nætter, i hvilke jeg lærte Horsens ganske godt at kende fra bagsiden (haver og gårde måtte benyttes p.g.a. udgangsforbud, efterlysning o.s.v.).
En pudsig oplevelse kan vist berettes her. En forbindelse med Aarhus var etableret i form at "poste restante" forsendelser. Da jeg en dag henvendte mig på posthuset ang. post, blev jeg ekspederet at en dame, der var KFUK spejderfører, jeg var do.do. bare i KFUM. Hun så bebrejdende på mig og sagde, at hun troede ikke, jeg hørte til den slags, der fik poste restante breve. Jeg rødmede vistnok klædeligt, men kunne ikke godt stå og gøre rede for, at posten angik noget ganske andet end det, hun mistænkte mig for.
Indtil katastroferne i Horsens i maj 1944 havde jeg til opgave i forbindelse med min officielle polititjeneste mindre officielt at rekruttere modstandsfolk i politikredsen og give dem nogle ganske korte og ufuldkomne instruktioner i sprængningsteknik.
Alt dette holdt selvfølgelig op, da jeg måtte gå under jorden; og efter tilendebragt arbejde i Horsens drog jeg i lejr på Venø, hvor en hel samling modstandsfolk var i "hyttefad" dels for at dække sig indtil indsats dels for at træne og uddanne sig.
Lejren blev flyttet flere gange, indtil den til sidst blev opdaget af Gestapo i Hadsten på håndværkerskolen; men da var jeg bortkommanderet at Toldstrup til tjeneste i Grenaa.
I Grenaa var en hel del modstandsarbejde i gang; men det havde savnet en fast mand, som kunne bruge hele sin tid på sagen. Nedkastninger, sabotage og transporter til Sverige, blev udbygget, og der nåedes betydelige resultater. 50 flygtninge kom til Sverige, og store arbejder, som Tyskerne havde i gang bl.a. minering at kysten, blev alvorligt sinket og hindret.
Kampens skærpelse mærkedes også på tyskernes forholdsregler, en stikker blev sendt ud for at trevle modstandsbevægelsen op. Han blev opdaget og skudt, hvorefter tyskerne i magtesløst raseri lod dele at den indre by i Grenaa udsætte for sprængning, den så kaldte Schalburgtage.
I Grenaa indførtes noget, som jeg også senere arbejdede for i Aalborg, nemlig at der skulle være en vis linie i sabotagen, idet den derved over for den store befolkning, som ikke kunne være med i andet end den passive modstand, kunne vise, hvad man burde undgå at beskæftige sig med f. eks. visse anlægsarbejder, transportarbejder og fremstilling at krigsvigtige produkter.
Inden min forflyttelse fra. Grenaa distriktet, måtte lederen at Mols, ritmester Fabricius, Skramsø, forsvinde, hvorfor arbejdet måtte rekonstrueres. Det var vanskeligt p.g.a. de ringe transportmuligheder; og det blev vist ikke lavet så godt, som det gerne skulle, men det holdtes dog i gang.
Efterhånden blev min tjeneste omkring Grenaa så vanskelig, at jyllandsledelsen fandt forflyttelse nødvendig. Bl.a. lykkedes det engang kun på et hængende hår at slippe fra det tyske feltpoliti ved et spring gennem et vindue under beskydning.
Da jeg i tidens løb havde fået en vis erfaring i rekonstruktionsarbejde, blev Aalborg mit næste virkefelt, idet byens modstands bevægelse havde lidt hårde tab og var noget desorganiseret.
Det var et meget strengt arbejd at gå ind til; og Gestapo, som boede, hvor nu hjemmeværnsdistriktet har til huse i det gamle højskolehotel, var på nakken af os øjeblikkelig efter enhver aktion.
Forbindelser blev knyttet trods vanskelighederne, og arbejdet gik sin gang. Der var natlige modtagelser at gods fra flyvemaskiner, ruter til Sverige, sabotage over for jernbanetrafikken og lastbilkørslen for flyvestationen klargøring og fordeling at våben, rekruttering at militsgrupper og deres undervisning i våbnenes funktion.
Alt dette måtte en byleder have kontakt til, og alt skulle gå uden brug at papir, da det ville være alt for farligt, hvis ulykken skulle ske, at Gestapo fandt kontoret.
Ang. våbenfordelingen, som jo for tiden er på tapetet, kan jeg sige, at kompagnierne fik tildelinger i forhold til deres styrketal. Alle kompagnier var underforsynet men i samme grad. Det politiske spillede for mig ingen rolle - alle aktive blev regnet lige gode. (Mit synspunkt angående hele dette spørgsmål er, at det var stormagtshærenes placering ved Tysklands sammenbrud, som stort set kom til at afgøre i hvilken lejr landene bagefter blev placeret og ikke de lokale modstandsbevægelsers mere eller mindre gode arbejde. Vi er englænderne stor tak skyldig, fordi de kom først. Selv følgelig kunne englænderne have ladet den kommunistiske del at modstandsbevægelsen likvidere, således som Sovjet lod den nationale del af den polske modstand likvidere - men sådan gjorde englænderne altså bare ikke; og der var da heller ikke efter englændernes hurtige ankomst nogen fare for kommunistisk magtovertagelse).
Ved tyskernes sammenbrud var det ad omveje lykkedes at få kontakt til den tyske garnisonskommandant; og en forhandling med ham gav til resultat, at magtovertagelsen forløb fredeligt.
Samme kommandant blev beordret til at sørge for alle tyske troppers bortmarch fra Nordjylland og det skete uden gnidninger.
Jeg husker dog en pudsig periode fra den tid: En soldat havde stjålet og medbragt en cykel sydpå. Via modstandsbevægelsen blev kommandanten alarmeret og holdt afdelingen tilbage med en tordentale. Hans skrappe positur brød fuldstændig sammen, da den lille gerningsmand, en soldat fra venstre fløj, foran fronten måtte vedgå, at hans navn var Eisenhower. Det kunne kommandanten ikke stå for. Han skyndte sig bort; men det store navn til en så lille soldat reddede vistnok samme fra officielle ubehageligheder.
Nu er der gået 20 år siden den frygtelige 9. april og næsten 15 efter den glædelige befrielse; og man kan spørge sig, hvad vi har lært. Var hele modstanden kun krusninger på overfladen og var kun unge brushoveder engageret? Eller blev noget dybere sat i gang?
Jeg tror svaret nærmest må blive det sidste. Selvfølgelig var det svært at få noget klart opgør bagefter. Det måtte det være. Den forkludrede måde, besættelsen blev akcepteret på, den kendsgerning, at tyskerne var herrer i landet og et vist samarbejde nødvendigt alene for, at folket kunne eksistere, måtte give en forplumret politisk situation. Mange lod sig rive med at de tyske resultater i starten, noget som de gerne nu vil glemme. Mange var bange - det er i øvrigt de fleste fornuftige mennesker - for lidelse og død, og vi var helt vænnet at med at tænke på valget mellem død og slaveri. Vort slaveri var ganske vist også ret behageligt; men vi var aldrig kommet ud at det, hvis Tyskland havde vundet; og hvad havde det da udviklet sig til? Vi havde sandelig ikke gjort ret meget for, at Tyskland skulle tabe krigen - langtfra vor skyldighed trods modstandsbevægelsens og søfolkenes indsats.
Når jeg trods det manglende opgør og den hele danske søllehed op til og under besættelsen dog mener, der er sket noget, støtter jeg mig først og fremmest til det faktum, at vort frivillige væbnede værn i dag tæller 70.000 foruden civilforsvaret tusinder at frivillige. Alle disse mennesker siger i al fald nej til at opleve en tilsvarende 9. april som for 20 år siden; men dertil kommer, at vore nationale og demokratiske partier nu er gået sammen om en forsvarsordning, som er brugbar, og dermed har skrinlagt generationers strid og endelig, at vi er gået med i en stor sammenslutning til værn mod væbnede overfald, nemlig Atlantunionen NATO.
Vi er i dag nået frem til, at folket stort set er enigt om, at vor alliance skal være i orden og vort beredskab ligeledes. Den kgl. militære forholdsordre om modstand foreligger. Vi mangler kun retningslinier for civilbefolkningen over for angreb. Vor situation er efter mit skøn den, at hvis vi stadig opretholder beredskab og alliancer og arbejder på vort lands indre opbygning, vil vi ikke blive genstand for væbnet aktion.
Det er en byrde billedlig talt at skulle arbejde med murskeen i hånden og med sværd ved lænd; men det er nødvendigt, og den byrde må vi bære. 
Jørgensen, Anders Johannes (I4)
 
249 Aalborg, Aars, Aars, Stenild, Matr. 1a (Lejehus), FT-1901
Samtlige Personers Navn: Kønnet: Fødselsaar og Fødselsdag: Ægteskabelig Stilling: Fødested: Hvilket Aar taget fast Bopæl i Sognet: Sidste Bopæl før Tilflytningen: Stilling i Familien: Erhverv: Hvilket Aar indgaaet Ægteskab:
Jens Peter Møller M 18/7 1834 G Strandby 1900 Farsø Husfader Daglejer ved Agerbrug 1899
Nicoline Christine Pedersen K 18/7 1869 G Løgstør Husmoder Husgerning
58 Gift Husmoder Bjørnsholm Sogn, Aalborg Amt
Johannes P Hansen M 15/8 1890 U Nørre Holm Barn Barn 
Familie F2040
 
250 Aalborg, Aars, Ejdrup, Ejdrup Sogn, et Huus, 40, FT-1845, A4478
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Hermand Nielsen 53 Ugift Fattiglem her i Sognet
Karen Nielsdatter 47 Ugift Fattiglem her i Sognet 
Nielsen, Herman (I7561)
 

      «Forrige 1 2 3 4 5 6 7 8 9 ... 101» Næste»