| Notater |
- Harry Nielsen
Mine erindringer nedskrevet i 2004 og 2005.
Forord
Vore børn og andre har ofte bedt mig om at skrive mine erindringer. Jeg har syntes, det var svært, og jeg synes heller ikke, det kan være så interessant, men nu har jeg besluttet mig til at prøve.
Barndom og ungdom
For at begynde med mig selv. Jeg er født den 19. januar 1923 på en lille landejendom i Søttrup, Søttrupvej nr. 38. Her boede vi til jeg var 6 år, men jeg kan dog huske mange ting fra dengang. Vi var 7 søskende, hvor jeg var nummer to og de fem af os blev født der. Vi flyttede til Hornum 1929 til en landejendom i udkanten af Hornum, Bjørnstrupvej 2. som for mange år siden er nedlagt og markerne indlemmet i byen. Der har jeg oplevet resten af min barndom, til jeg kom ud at tjene på landet. Det var en barsk tid især de første år.
Jeg måtte udføre arbejde, der meget tit oversteg mine kræfter. Det var en meget stor forandring fra barndommen derhjemme, selvom vi dengang syntes, vi skulle leve op til meget Far var vognmand med heste ved siden af landbruget, og derfor skulle vi knægte sammen med mor passe landbruget.
Men der var også fritid ind imellem, men det var der ikke, dengang jeg kom ud at tjene. Det var op klokken 5 om morgenen for at malke og ellers arbejde til 7-8 tiden om aftenen, så det var en, der var meget træt. Alt arbejde foregik ved håndkraft.
Mine forældre
Begge mine forældre er født i Søttrup. Min mor på Øster Søttrupvej 8. Min mormor blev enke da hun ventede nummer 10 og måtte selv klare at forsørge den store børneflok. Der var ingen hjælp fra det offentlige Hun måtte sælge ejendommen og flytte hen i et lille hus, som hed Baunhuset. Hun måtte sende børnene ud at tjene fra en alder på 9 år Min mor har fortalt rystende fortællinger fra sin barndom. Min bedstemor gik hver dag ud at arbejde på tørvefabrikken, en tur pa 3-4 km med de to mindste i et klæde over nakken. Barnevogn var der ikke noget, der hed, i hvert fald ikke for hende. De to største holdt hun ved hånden. Om vinteren tjente hun til føden ved at sy og vaske og ellers alt forefaldende arbejde på gårdene.
I min fars hjem var der også ti børn, og forholdene var nok ikke meget bedre. Det var også en mindre ejendom, som min oldefar havde købt fri som fæstegård fra Ørndrup Hovedgård. Hele Søttrup har hørt under den i tidligere tider.
Vester Søttrupvej 19
Jeg fortsatte med at tjene på landet i ti år kun afbrudt af et års militærtjeneste. Jeg købte ejendommen Vester Søttrupvej 19 knap et par år, før vi blev gift, en forfalden ruin, som ikke var beboelig for hverken folk eller fæ. Jeg fik den nogenlunde istandsat, hvorefter jeg blev gift med Dora den 5. nov. 1949. Dora kom fra en gård i Hornbæk mellem Gatten og Vindblæs. Vi fik nogle gode og lykkelige år på den lille ejendom, men den var jo lovlig lille. Vi fik fire piger, Birgit 1950, Kirsten 1953, Else 1954 og Bente 1957.
Efter vort giftermål i november startede vi ellers tilværelsen på det lille landbrug. Startkapital havde vi ikke noget af, alt foregik ved lån i banken på forskellig vis, på veksler og kontraktlån. At få et ordentligt lån i ejendommen var så godt som umuligt, ikke mindst på grund af den forfatning, ejendommen var i. Alle bygninger var i en slem forfatning. Der var ingen besætning, ingen maskiner og redskaber, der var i brugbar stand. Jorden var helt ude af kultur og var stærk vandlidende, manglede kalk og gødning. Jeg havde i de par år, jeg havde haft ejendommen forsøgt at få sat lidt skik på jorden. hvortil jeg lånte min fars heste og maskiner mod, at jeg hjalp ham med hans landbrug.
Det første, der skete, efter at vi var blevet gift, var at forsøge at få en besætning. Jeg henvendte mig til hestehandleren M. Støttrup og købte fire køer. Jeg sagde det, som det var, at jeg ingen penge havde; Men han var flink og sagde, at det gik nok. Jeg dristede mig til at spørge ham, om jeg kunne købe en hest på de samme betingelser, en flot sort Oldenborg. Jeg havde en i forvejen, som jeg havde købt som føl. Det var et par meget unge heste, de var kun 1½ år gamle, men jeg lånte mig lidt igennem indtil de blev lidt ældre. Det blev et par flotte heste, som jeg kørte med i 10 år, indtil vi fik traktor. Vi fik fat i et par grisesøer på de samme betingelser, så hvis der ikke havde været en utrolig velvilje fra håndværkere og andre leverandører, så havde det ikke været muligt at komme i gang.
Jeg nævnte, at det ikke var muligt at få lån i ejendommen, men i 1951 blev det muligt at søge lån til byggeri og andet. Det var et lånetilbud fra Amerika til Europa. de såkaldte Marshall-lån, til en rente på 6½ %, en billig rente efter de gældende forhold dengang. Vi fik bevilliget et sådant, og så fik vi en ny kostald. Nu havde vi ordentlige forhold til vores dyr og plads til at udvide besætningen. Jeg var meget nervøs for, hvordan vi fik den store gæld betalt. Vi skyldte stadig penge på besætningen og andre ting, for vi manglede jo alt, og nu kom det store lån, som skulle betales på 11 år. Men det kom heldigvis til at gå godt. Vi havde held med besætningen, og der var rimeligt gode priser på landbrugsvarer. Der var jo stor mangel på fødevarer i hele verden på grund af 2. verdenskrig.
Vi satsede meget hurtigt på jerseykvæg og fik oparbejdet en god besætning, som på grund af en høj fedtprocent gav gode malkepenge. De første år skulle vi selv bringe mælken til vejen. Det blev heldigvis vedtaget, at mælken blev afhentet ved stalddøren. Det var meget rart, for vi var efterhånden kommet på en stor mælkemængde, så det var tungt at køre på trillebøren. Der var 300m til vejen. Når der var sne, måtte vi ofte have en hest for en slæde for at komme igennem. Sommetider var der så mørkt, at det var vanskeligt at se vejen. Vi skulle samtidig over et vandløb, og det havde vi respekt for.
Som tidligere nævnt var jorden tung og vandlidende og vanskelig at arbejde med. Udbyttet ar derfor ringe de første år, men det hjalp godt, da vi fik jorden kalket, drænet og sprøjtet for ukrudt.
Dora var ikke så glad for stuehuset. Hun havde været vant til mere plads derhjemme. Men hvor mærkeligt det end lyder, blev hun så glad for det lille sted, at hun ikke var til at slæbe derfra.
Jeg snakkede tit om, at jeg gerne ville have noget større, men det ville hun ikke høre tale om. Hun var så glad for det sted, og da vi nogle år senere flyttede til præstegården, fældede hun også et par tårer, men det var også på betingelse af at vi beholdt ejendommen, så kunne vi altid flytte tilbage, hvilket vi jo også gjorde.
Hun var da også glad for at bo i præstegården, men Søttrup det glemte hun ikke. Vi tog vores 16 år i præstegården, men så skulle det også være slut, så er det Vester Søttrupvej igen, og det blev det, og det blev til 20 år i anden omgang.
I 2000 flyttede vi til vores nuværende adresse i Hornum, men inden havde vi forbedret ejendommen. Vi byggede nyt stuehus i 1973 og udvidede avlsbygningerne i 1980, det år vi flyttede tilbage fra præstegården.
Ulstrup Præstegård
Vi forpagtede Ulstrup Præstegård i 1964 og boede der i 16 år. Det var en meget god tid, vi havde præstegården i, men der var meget arbejde. Den var forfalden og der forestod et kæmpearbejde med at få den istandsat. Vi beholdt ejendommen i Søttrup og drev den sammen med præstegården, hvor vi boede. Vi købte i 1968 Doras barndomshjem i Hornbæk, som vi drev i nogle år sammen med de to andre ejendomme. Mens vi boede i præstegården, kom der ofte turister om sommeren og spurgte, hvor de kunne finde disse delfiner. Man forvekslede os med Ulstrup ved Randers. Men vi fik også andre gæster. Der kom mange af landevejens folk, der gerne ville have natlogi i laden og stalden. Dem har jeg fået mangen god snak med under morgenmalkningen. De havde ofte haft en hård skæbne, ofte var det utroskab i ægteskabet eller økonomiske problemer eller helt andre ting. Årsagen til, at de ofte kom her, var på grund af en gammel skik, at i præstegården blev man godt modtaget og kunne altid regne med at få natlogi og et måltid mad. Så vandrede de videre. Det var ofte meget begavede mennesker med en god uddannelse, men det var et hårdt liv med spritflasken som den eneste trøst. Hvis der var en, der havde sovet i stalden, var der en meget stærk spritlugt flere dage efter.
Tidligere var det altid præsten, der stod for driften af gården. Dette var ofte en stor del af lønnen til præsten, og han virkede ofte som en slags konsulent for bønderne. Undervisningen foregik som regel i forlængelse af prædiken, som derfor kunne blive lang. Af den grund var der mange, der blundede hen under en tydelig snorken. Gården i Ulstrup blev drevet af præsten til omkring år 1900.
Præstegården brændte i 1834. Præsten var redet til Aalborg den dag. På hjemvejen faldt han i søvn og drømte, at gården brændte. Han kom derved til at tænke på, at gården ikke var forsikret. Han var lige ved at vende om for at få det forsømte indhentet, men gjorde det alligevel ikke. Da han kom hjem. så han, at gården var nedbrændt og led derved et stort tab.
Senere har det været skik, at det var forpagteren, der skulle forsikre gården, selv om det er det mest almindelig, at det er ejeren, der holder effekterne forsikret. Den gamle forpagtningsaftale er meget spændende at læse og var stadigvæk gældende i den tid, vi havde forpagtningen indtil 1980.
Kirken er en historie for sig. Den var sammen med pastoratets øvrige kirker ejet at herregården Hvanstrup indtil 1920, som stod for vedligeholdelsen. Den var ofte meget mangelfuld.
Jeg har tidligere nævnt, at jeg havde knap et års militærtjeneste. Det foregik på kasernen i Fynsgade i Aalborg. Jeg blev indkaldt den 20. november 1946. Kasernen overtog vi direkte efter den tyske værnemagt, men den var i meget dårlig forfatning. Der var brudt hul i gulvet med bajonetter, for at vandet kunne forsvinde, når der skulle vaskes gulve. Inventaret var brændt. Der var jo nogle meget hårde vintre i krigsårene, og der var stor mangel på ildebrændsel. Vinteren var også hård i 1946-47, men vi havde forbud mod at fyre, uanset om vi var gennemvåde. Sommetider var det meget barsk. Det var ikke særlig rart at skulle i det våde tøj dagen efter. Vort sengetøj bestod af et lagen og to tynde tæpper. Vi frøs på kommando, men vi vænnede os til det. Der var et formål med det, så kunne vi bedre klare strabadser i marken. Jeg husker tydeligt at en dag kunne være ulidelig lang fra tidlig morgen med øvelser og eksercits i bidende frost og somme tider snestorm. Vejret var ingen hindring.
Vi bønderfolk kunne bedst klare strabadserne, mens kontorfolk og andre, der ikke var vant til det hårde slid, havde det virkeligt hårdt. Jeg har flere gange været med tit halvvejs at bære en kammerat hjem fra øvelse.
Jeg husker engang, vi havde været på regimentsøvelse. Vi var på vej hjem til kasernen. Jeg tror, der var 15-16 km hjem. Jeg tabte en hæl til min støvle. Det varede ikke længe, før sømmene begyndte at stikke op i hælen. Det var ikke særlig spændende, derfor gik jeg hen til delingsføreren og satte ham ind i situationen Jeg fik den besked, at jeg kunne træde ud i grøften og se at få banket sømmene ud med bajonetten. Jeg var lige kommet ud på vejen og skulle forsøge at indhente kompagniet. Jeg havde fuld udrustning og oppakning, en 3540 kg. Der kom en lastbil, og chaufføren rullede vinduet ned og spurgte, om jeg ikke kunne trænge til et lift, jeg gik jo og humpede på en hæl. Det havde jeg jo ikke noget imod, for kompagniet var kommet et godt stykke foran. Da vi indhentede kompagniet, skulle jeg ud af bilen, uden at det blev bemærket. Det var meget strafbart at sætte sig op at køre. Derfor blev vi enige om, at jeg skulle dukke mig, når vi passerede kompagniet. Nu var vi kommet på ulovlige veje, så jeg kunne lige så godt fortsætte helt til kasernen. Der blev jeg læsset af og sagde tak for turen. Vi var meget trætte. Vi havde haft øvelse i tre døgn og faktisk ingen søvn fået. Da det blev ved tiden, da kompagniet kom, gik jeg ud bag et træ og gled ubemærket ind i rækkerne. Det kunne lade sig gøre, fordi alle var dødtrætte, både officerer og mandskab.
Engang var jeg ude for en morsom oplevelse. Jeg var på vej hjem på orlov. Jeg var nok blundet hen. Jeg havde bemærket, at der sad en ting pige lige over for mig. Jeg vågnede ved, at hun stod og rakte op over mig for at få fat i sin kuffert. Jeg ser til min rædsel, at skjorten stak ud af bukserne. Jeg skyndte mig at få den stoppet ind. Det var før lynlåsenes tid. Den unge pige kiggede på mig med et par store forskrækkede øjne, men sket var sket. Jeg var da meget flov, men episoden var ikke slut, for da jeg trak af tøjet, faldt der el nydeligt lille dametørklæde på gulvet.
Men selv om militærlivet godt kunne være hårdt og træls, så havde vi også mange sjove oplevelser. Aalborg var en god by at være i. Civilbefolkningen var flink imod os. Pigerne, det var mest dem fra det lette kavaleri, dem var der jo mange af. Men soldaterne tog også let på tingene. En pige fortalte, at vi var nu heller ikke altid for gode. Hun var kommet til at kende en, var blevet forelsket og regnede med at det skulle være de to. Men han sagde bare til hende, da han rejste hjem, at nu skulle hun have tak for en dejlig tid, men han skulle hjem til sin forlovede. Jeg oplevede også, at der var nogle, der var gift. Det var tit de værste til at løbe efter piger.
Befalingsmændene levede også det søde liv, og mange af dem blev skilt. Det var ellers ikke så almindeligt dengang. Vi var jo 23-24 år. Vi var tre år senere indkaldt end normalt på grund af krigen.
Besættelsen
Jeg husker tydeligt den 9. april 1940. Jeg tjente dengang på Helminggård ved Hornum. Vi sad og spiste morgenmad, da der kom en masse krigsmateriel kørende, noget som vi aldrig havde set magen til og ikke anet noget om. Lidt længere op ad formiddagen var luften sort af store tunge transportmaskiner. Det var nogle, som skulle til Norge, fik vi senere at vide. Norge blev besat samtidig med Danmark, men der blev gjort mere modstand end i Danmark. Det blev politisk bestemt, at Danmark ikke skulle gøre modstand. Jeg tror, der var nazistisk islæt i den dansk regering, og der var en del i befolkningen, der var imponeret af det, Hitler havde udrettet. Man var ikke vidende om, hvilke metoder han anvendte, ikke mindst mod jøderne.
Det var så grusomme midler, han tog i anvendelse for at pine og aflive og udnytte dem til slavearbejde. Dengang var der ikke mange, der vidste, hvilke metoder han anvendte til at aflive dem, når han havde udnyttet dem til det yderste. Det blev kendt, at han aflivede dem med gas, inden de blev brændt. Der var nok ikke så mange, der var bekendt med, at hvis der var mangel på gas, så blev de bare brændt levende. Men den danske befolkning vågnede da op og gik til modstand mod værnemagten. Der var da også mange unge mennesker her på egnen, der blev tortureret og dræbt af værnemagten, desværre godt hjulpet af danske medløbere. Jo, de var faktisk værre end tyskerne. De solgte deres landsmænd mod betaling. Der kom heldigvis mange jøder til Sverige via Danmark, samt modstandsfolk, som jorden begyndte at brænde under. Der var også danskere, der tjente mange penge på besættelsesmagten, dels ved at arbejde for dem, dels ved at skaffe dem varer, som var eftertragtede. De betalte godt med danske penge.
Der var også pigerne, som solgte deres gunst til de fremmede. Det var ikke bare de unge piger, men også mange gifte fruer. Det var nok dem, der kom til at betale hårdest.
Rakkerne
Tilbage til indvandrerne. Der var nogle af dem, som der ikke var ret mange, der var glade for. De var af sigøjnerslægt og stammede oprindeligt fra Østeuropa, hvor de formentligt var fordrevet fra. De var ildeset, hvor de kom og blev ofte forfulgt af myndighederne, for deres form for aktivitet var jo som regel ikke efter lovens bogstav. Det var tyveri, røveri, betleri. De havde ikke noget fast bopæl, men tiggede sig til natlogi i lader og stalde. De kurerede syge dyr, som de selv havde gjort syge i forvejen. Der kom som regel en i forvejen og gav dyrene et eller andet, som de blev syge af. Og bagefter korn resten af flokken, og kurerede dem. De tog skindet af selvdøde dyr og spiste kødet. Her i landet blev de kaldt rakkere, i andre lande blev de vist kaldt noget andet. Befolkningen var som regel bange for dem. De kunne optræde truende hvis ikke de kunne få deres ønsker opfyldt. Folk var ret overtroiske, så det var let at skræmme dem, hvis de ikke fik deres vilje.
Jeg har fået meget fortalt af min far og bedstefar om rakkerne. Det skete, at unge piger blev forelsket i en af de mandlige rakkere. Det skete da også, at de ligefrem kidnappede en pige. Det var noget af et chok for de stakkels piger, når de oplevede, hvordan det virkelig gik til om natten i laden, hvor de overnattede. Så opdagede de straks, at de var allemandseje, og så var der ingen fortrydelsesret. Dels blev der vogtet over dem i den første tid, og dels var der ingen der ville have med dem at gøre, når de havde haft med rakkerne at gøre. Der var piger, der var så ulykkelige, at de tog sig selv at dage.
Rakkerne brugte meget at tigge madvarer, især flæsk og æg var foretrukne ting. Når de havde samlet sig en tilstrækkelig beholdning af disse ting samt af brændevin, blev, der bagt æggekage, som sammen med brændevinen var deres livret, og så blev der holdt en gevaldig fest.
Der ligger en gård på Vester Søttrupvej nr. 44, som blev kaldt Rakkergården. Der boede engang mennesker, som havde stor omgang med rakkerne. Der har været holdt nogle vilde fester, som der gik mange rygter om.
Rakkerne var nærmest frygtet blandt befolkningen. De kunne ofte true med at brænde gården af, hvis de ikke fik deres ønsker opfyldt. De blev ofte jaget af politi og øvrighed og blev også fængslet, hvis deres forbrydelser blev for voldsomme. Men gennemgående kunne myndighederne ikke rigtig gøre noget ved dem. De kunne ofte være vanskelige at finde, for der var både skove og store hedestrækninger, hvor de kunne skjule sig. Derfor var der ikke mange, der brød sig om at rejse gennem disse øde strækninger, i hvert fald ikke ved nattetid, uden at være ifølge med andre og være bevæbnet.
Det kunne være farligt for studeprangerne, når de havde været i Hamburg med en drift stude. Så vidste man, at de havde penge med. Derfor var der stor opfindsomhed blandt disse mennesker til at finde gemmesteder til pengene. En god pisk og et par hurtige heste for vognen kunne også være et godt forsvar. Studedriverne var som regel med vognen og kunne være med til at forsvare sig. Det var rart at køre med. Det havde været en lang spadseretur fra Nordjylland til Hamburg sammen med studene. Det kunne være farefuldt og anstrengende. Der skulle være vagt ved studene om natten, da der kunne være fare for, at de blev stjålet. Derfor var der landevejskroer med et vist mellemrum og rastepladser til dyrene, hvor man kunne købe foder til dem. Disse landevejskroer havde en mission i flere hundrede ar så længe, de store studedrifter fandt sted. De fortsatte op i det nittende århundrede indtil de store gårde overgik til malkekvæg i stedet for opfedning af stude.
Navnsømarkedet
En ting, der også har haft stor betydning for Nordjylland, var de store Navnsømarkeder. Man kan gætte på, hvorfor de blev placeret her ude på heden, men det var sikkert, fordi der var et omfattende vejnet, som havde forbindelse i syd og nord. Disse markeder kunne samle 4-5000 mennesker og varede i fire- fem dage. Der blev forsamlet folk fra store dele af landet og alle mulige slags. Det samlede både gøgl og underholdning, og alt kunne købes. Der var både noget for ungdommen og den ældre generation. Det var skik at tjenestefolkene fik en markedsgave af husbond. Der var også unge, der traf hinanden på marked, for senere ægteskab. Det hed sig, at man fik en markedskæreste og måske en ny til næste marked. Der var ikke så store muligheder for samkvem dengang, så markedet var en god anledning. Der var også klasseskel, som kunne give store problemer. Det var skik, at man gjorde sine indkøb for hele året på markedet. Det var hovedsaglig tjære, salt og træsko, der blev købt. Købte man noget derudover, var det luksus. Der blev faldbudt mange ting, men det var ikke noget fornuftige mennesker brugte penge på. Søen havde også en medvirkende årsag til placeringen af markedet, for der skulle jo bruges vand til både dyr og mennesker.
I slutningen af det nittende århundrede blev Navnsømarkedet flyttet til Hornum Ulstrup. Det blev delt i to markeder, som blev kaldt Ulstrup sommer og efterårsmarked. Her fik de store markeder også stor betydning for egnen. Det blev placeret tæt ved den gamle forhenværende landevejskro, og her kunne man jo også få tørsten slukket. Gøgl og underholdning var der en masse af og selvfølgelig et stort udbud af husdyr mest heste. Der kom ofte udenlandske opkøbere, og der blev afsendt mange vognladninger med banen.
Banen var helt sikkert årsag til, at markedet blev flyttet ind til Hornum. Banen var også årsag til, at byen opstod her og satte sit præg på egnen i hundrede år. Men for at komme tilbage til markedet, så var dette også årsag til, at byen voksede. Det havde stor betydning for håndværkere og forretninger. Vi havde i mange år nogle store hestehandlere i byen, som også skabte overnatning i byen og egnen.
Historier
En dag var to af byens betydelige hestehandlere mødtes på kroen og smagte lidt på de gode varer. Den ene var en meget stor kraftig mand, den anden var ikke så stor, men nok den rigeste. Han sagde til den store: "Ve do hva, a kusy dæ et helt sæt klæjer o jenne femhundredekroner sedler, også uden det ku gør mæ nøj." Der sad en på sidelinjen, der hed Frederik. Denne sagde: "A tøves næjsten, det er aa frås, ku røggen o vesten et got vær o tiere?"
En anden forretningsmand var også kommet i det gode selskab. Han sagde: "A gider et aa sid aa tælle de penge, a stavler dem lidt pæn, så tar a min tomstok og måler dem, så ved a så nogenlunde hvor a er!"
Hvis du ikke kan huske en historie uden at skrive den ned, er den ikke værd at gengive.
En mand havde en gammel bil han gerne ville have solgt. Han beklagede sig over dette til en kammerat. "Den er ikke til at få solgt, den har kørt 280.000 km." "Det er da ikke noget problem, du kan da bare skrue km-tælleren tilbage." Et stykke tid efter traf han kammeraten igen. "Har du ikke fået bilen solgt endnu?" "Nej, tror du jeg vil sælge sådan en god bil, der kun har kørt 19.000 km."
Jeg drømte engang, at jeg gik på en strand med Vorherre i hånden, og vi satte to par fodspor i sandet. Så lagde jeg mærke til, at der var visse steder, der kun var et sæt fodspor. Da sagde jeg til Vorherre: "Det undrer mig, du har ellers sagt til mig, at du altid vil være hos mig, og det var i de sværeste situationer, at du havde sluppet mig." Da sagde Herren: "Min søn, jeg vil aldrig slippe dig, de steder, hvor der kun er et sæt fodspor, det var der, hvor jeg bar dig."
Doras slægt
L1idt mere om Navnsø marked og tiden deromkring. Min kone stammer ud af en vidt forgrenet slægt. De første oplysninger kommer ifølge overleveringerne fra omkring 1650, en gård i Hornbæk mellem Galten og Vindblæs som var fæstegård under herregården Mølgård i Havbro. Det var virkelig fattige kår disse mennesker levede under. Den magre jord gav kun ringe udbytte, og der skulle afleveres afgift til herregården. Desuden skulle man yde arbejdskraft til herregården, og det var som regel, når de skulle have deres egen jord passet. Det fortælles, at når man skulle til Mølgård for at arbejde, kørte man hjemmefra kl. 3 om natten, en strækning å mindst 20 km., og vejene var meget dårlige, og hestene var små og magre. Derfor kneb det ofte med at møde til tiden, og det medførte som regel en overhaling af forvalteren. De blev skældt ud for dovenskab og uduelighed, og det kunne hænde, at de fik en rap af kæppen eller ridepisken. Det var i øvrigt en daglig foreteelse, at bønderne blev straffet for den mindste forseelse. I det daglige måtte bønderne lide sult og elendighed, så derfor var deres udholdenhed heller ikke for god. Det var ikke bare i dette hjem, at forholdene var dårlige. Det meste af Vesthimmerlands jord var dårlig og plaget af sandstorm. Manden på den nævnte gård hed vist Kresten Kristensen. Slægten kom ellers til at hedde Kollerup, men dette navn kom vist til senere.
Men familien skulle da hvert år til Navnsø marked for at gøre de nødvendige indkøb. Det var den største begivenhed i deres trivielle tilværelse. Det var som tidligere nævnt en folkefest af dimensioner med al mulig underholdning og gøgl. Man skulle passe meget på ikke blive snydt eller blive bestjålet. Rakkerne, som jeg tidligere har nævnt, havde deres store dage på markedet. Der er et gammelt ord, der siger: "Når narrene kommer til byen, tjener gøglerne penge." Der var mange mennesker, der var uoplyste og overtroiske og derfor et let offer for disse kæltringer.
Slægten Kollerup blev vidt forgrenet og kom til at sætte sit præg på egnen. Det var fra starten en bondeslægt, men op gennem tiderne var der mange, som fik gode uddannelser og kom til at besætte gode stillinger. I de senere år er der ikke komme så mange børn, og slægten er ligesom ved at dø ud, i hvert fald i lige linje.
En original
Jeg tjente i mine unge år sammen med en karl, som var fodermester på gården. Han var lidt af en original. Han kunne fortælle om sine oplevelser i timevis, havde været ivrig jæger, men skød nu aldrig noget. Men han skulle da have en jagthund og henvendte sig til bagermester, som handlede med hunde. Det eneste, man kunne være sikker på, hvis man handlede med bageren, var at man blev snydt. Men den her hund skulle være med stamtavle. Det kunne han da også få, men den her hund havde næsten alle de skavanker, der kunne tænkes. For det første var den så gammel, at den ingen tænder havde. For det andet var den bange, når der blev skudt. Så var der den her stamtavle. Den tog han med ind for at vise manden ved aftenspisningen. Han kunne ikke selv læse. Jeg husker tydeligt, da manden sad og læste den her stamtavle, sad han og smilte lidt, så sagde han: "Ja stamtavlen er vist god nok, men det er nu til en Wonni."
Men ham der mester, som han blev kaldt, og som han var meget stolt af, var kommet i tanke om, at det var rart nok med en pige. Han var kommet op i trediverne. Han fik en til at hjælpe sig med en annonce og fik da også en aftale i stand med en pige, der hed Ulla. De skulle mødes på banegården i Aalborg. Hun skulle stå under uret med en avis i hånden. Da han så pigen, gik han hen til hende og spurgte: "Er du Ulla?" Hvortil hun svarede ja og derefter spurgte ham: "Er du Mester?" Hvortil han svarede: "nej, det er jeg ikke!"
Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke ville kendes ved hende. Han svarede, at han kom til at tænke på, hvordan børnene ville komme til at se ud.
Han kom ofte og besøgte os, efter at vi var blevet gift. Det kunne børnene godt lide, for han havde ofte en gave med til dem. Han var utrolig glad for børn, og han kunne underholde dem en hel aften.
Han havde den idé i sine unge dage, at han ville sove i høet den første nat det var inde. Det havde en vidunderlig duft. Så skete der det, at han faldt i en sprække i høet. Sprækken gik helt til bunds, og der sad han i to døgn, og det stakkels menneske led af angst, sult og tørst samt en frygtelig varme. Der var nogle, som kendte ham dengang, der påstod, at han havde taget skade i hovedet af den frygtelige oplevelse. Men han var dog så heldig at blive fundet, mens han endnu var i live.
Han havde også nær sat livet til i en snestorm. Ejegod som han var, havde han købt 50 kg sild til broderen, som havde barndomshjemmet i Fyrkilde ved Mejlby. Han fik stablet sildene på cyklen, men der rejste sig en frygtelig snestorm. Han nåede helt til Lille Binderup, da måtte han opgive at komme længere og vende op og begynde hjemturen. Han slæbte cyklen gennem sneen. Han var mere død end levende.
Det kunne ikke lade sig gøre at få liv i ham den første dag, han var først nået hjem ud på morgenen. Jeg tjente sammen med ham på Helminggård ved Hornum, og tidspunktet var 1939.
Heste
Vi startede som sagt på ejendommen i Søttrup Det var før mekaniseringen, og vi kørte med heste. Vi havde et par dejlige sorte oldenburgere, som vi brugte både til landbrugsarbejdet, og når vi skulle på besøg i Doras hjem. Vi kørte igennem høje snedriver i kane. Engang væltede vi med barnevogn og det hele. Jeg har flere gange deltaget i lokale travløb og vandt hver gang første- og ærespræmie. Jeg har altid elsket at arbejde med heste om end jeg engang nær var blevet dræbt af en hingst, der rejste sig på bagbenene og ramte mig i panden med et forben. Jeg fik en mægtig flænge i panden og var nær forblødt, selvom jeg hurtigt kom under lægebehandling og blev syet. Det var meget tæt på..
Mekaniseringen kom i halvtredserne, og vi fik da også både traktor og maskiner.
Biler
Jeg vil nu fortælle lidt om de biler, vi har haft. Engang var Chevrolet og Ford de to dominerende mærker. Der var også andre bilmærker, især en jeg husker, vistnok en D.K.V., der bestod af en Lille totaks motor, mens resten mest bestod af krydsfiner og blå søm, et meget skrøbeligt køretøj.
Vores første køretøj blev en Chevrolet årgang 1934. Den havde været brugt som taxa under krigen, og havde været udstyret med gasgenerator, en vældig kakkelovn på bagagebærerne. Den kørte vi mange gode ture i, flere gange til Århus, hvor jeg havde to søskende, og til Hirtshals, hvor jeg havde en kusine, som vi besøgte meget. Vores næste bil blev endnu en Chevrolet 1937. Det var et luksus køretøj i sammenligning med den gamle fra 1934. Vi kørte i den i 10 år, men så begyndte vi at få dem lidt nyere. Den næste blev en Opel Rekord 1962. Den var kun to år og meget velholdt. Den kørte vi også i ca. 10 år. Så fik vi en Volvo 1972, som også var to år. Den havde vi ligeledes i 10 år. Så fik vi en Opel Ascona. Jeg husker ikke bestemt årstallet, men den var fra først i firserne. Dernæst fik vi en 6 cylindret Ford, en virkelig kraftig maskine. Den havde jeg et uheld med. Ellers havde jeg beholdt den længere. Den næste blev en Peugeot 306. Vi havde altid haft store biler, derfor kunne vi ikke rigtig finde os tilrette med den lille 306 og byttede den med en 406 fra 1998, som vi er meget glade for, så den får nok lov til at holde vores tid ud. Nu får vi jo se hvor længe vi kan blive ved med at få kørekortet fornyet.
Sygdom og eftertanke
Jeg har i efteråret 2003 gennemgået en større operation. Jeg fik indopereret en ny hjerteklap og fik foretaget en bypass operation med dobbelt omkøring. Det er ikke noget man sådan lige får gjort i en håndevending, og det har også sine omkostninger. Det får en til at tænke over tingene og får os til at se, hvor magtesløs man er, og at der er en styring på alt. Men selv om det er en alvorlig ting, kan det måske være gavnligt med lidt galgenhumor.
En mand havde fået indopereret en pacemaker, som skulle sende signaler til hjertet, hvis der blev problemer. Det havde en lille bivirkning. Hver gang han slog en prut, gik hans garageport op.
Ja spøg til side, vi må være glade for, at lægerne er så dygtige til at kunne mærke næsten alt. Vi er desværre kommet i den situation, at der er mangel på læger, og vi ser, at der er indført læger fra Polen og andre lande, og det er jo meget godt. Men jeg tror, vi har et meget stort problem med de indvandre, vi har i dag. Det er dem, der er muslimer. Det er en verdensomfattende organisation, som virkelig vil have magt og er virkelig ved at vise sig at udfolde deres magt i skolen og på arbejdspladser og opfører sig truende, hvor de kan. Hvis ikke, der bliver taget fat i dette store problem i tide, kan det blive meget farligt.
Biler igen
Vi blev vist ikke færdige med bilerne. Der var dyrtider dengang, jeg gav den formidable sum af 200 kr. for mit kørekort i 1948, for ikke at snakke om benzinpriser. Det kostede 40 øre pr. liter, og det varede ikke længe før det steg til 50 øre. Da begyndte vi også at spare. Jeg tog sommetider cyklen, når jeg skulle til byen.
Men hvilken bil var den bedste? Selvfølgelig den vi selv havde, der var ingen, der kunne måle sige med vores gamle Chevrolet, en hel kilometersluger.
Til Slut
Det var sådan lidt om vores tilværelse, som det har formet sig. Vi har været godt tilfreds, måske kunne vi have gjort det på en anden måde, der havde været klogere, men det går vi ikke og ærgrer os over. Vi har ikke manglet noget. Hele familien har haft et godt helbred, børn og børnebørn har skikket sig godt, hvad kan vi så ønske os mere.
- Nordjyske Torsdag den 4. november 2009 Diamantbryllup:
Dora og Harry Nielsen, Hindbærvej 3 A, Hornum. Dora og Harry er begge fra egnen. Harry er født og opvokset i Søttrup og Hornum, Dora i Hornbæk ved Gatten. De indledte deres lange liv sammen i 1949 i Søttrup, hvor Harry året forinden havde erhvervet sig det lille husmandssted, som de ejede indtil 2000. For Harry var det en drøm, der gik i opfyldelse, da han kunne sætte foden under eget bord. Ved fælles hjælp, dygtighed og nøjsomhed lykkedes det at få sat skik på både bygninger, omgivelser og den jord, der udgjorde det vigtige livsgrundlag. I 1950 blev den første pige født, og fire piger blev det til i alt. De fik tidligt lært at tage del i det daglige arbejde. Husmandsstedet i Søttrup kunne ikke i længden brødføde familien, så i 1964 forpagtede Dora og Harry præstegården i Ulstrup. Her boede de indtil 1980, da de vendte tilbage til Søttrup. I en kortere periode, mens de forpagtede præstegården, drev de desuden Doras barndomshjem i Hornbæk. I Søttrup var der i mellemtiden bygget nyt stuehus, og udbygningerne var blevet moderniseret og suppleret med en tilbygning, der gjorde det muligt at drive landbrug med både malkekvæg og fedekvæg. I årene 1983-93 var Harry også medlem af Aars Byråd for partiet Venstre. Harry tog gerne en diskussion med sine politiske modstandere, og hans diplomatiske sans resulterede i, at han ofte kom igennem med sit. Ud over at klare landbruget og den daglige husholdning har Dora og Harry også taget aktivt del i det lokale forenings- og bestyrelsesarbejde. Harry var i en længere årrække bestyrelsesmedlem for såvel foderstofforeningen som mejeriet i Hornum. Dora har siddet i bestyrelsen for henholdsvis Liberalt Oplysningsforbund og den lokale brugsforening. Hun har i de senere år desuden lagt arbejde og engagement i foreningen Ulstruplunds Venner. I Lokalhistorisk Forening har Harry bidraget med sit omfattende kendskab til egnen og sin erindringsevne. Dora og Harry er yderst vellidte og har en stor omgangskreds. Uanset hvornår venner og bekendte kommer forbi, er der altid tid til en snak. Børnebørnene har en stor plads hos dem, og de har fra de var små tilbragt megen tid hos dem. Indtil for godt et år siden har Dora og Harry også været aktive med bowling og petanquespil i Hornum. Desværre er Harrys fysiske helbred svækket, og kræfterne rækker ikke længere så langt. Diamantbrylluppet fejres med den allernærmeste familie i hjemmet på Hindbærvej.
Gift:
- Ugift husmand Harry Aage Nielsen, Ulstrup sogn, Aalborg amt. Født samme sted 19. januar 1923.
Søn af husmand Jens Nielsen og hustru Jensine Marie Nielsen, Ulstrup sogn.
Ugift husassistent Dora Justesen, Ulstrup sogn, Aalborg amt. Født i Løgstør 18. februar 1929.
Datter af gaardmand Ingvard Georg Justesen og hustru Ane Kristine Jensen, Hornbæk.
Forlovere Brudeparrets Fædre.
|
Mand
Kvinde
