Jørgen Frederik Schmidt

Jørgen Frederik Schmidt[1]

Mand 1931 - 2000  (68 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Kilder    |    Alle    |    PDF

  • Navn Jørgen Frederik Schmidt 
    Født 27 sep. 1931  Solbjerg sogn, Frederiksberg, Sokkelund herred, Københavns amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    19 jun. 1932  Timoteuskirken, København, Sokkelund herred, Københavns amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  [2
    • Korrespondent Thomas Schmidt født 18 Marts 1901 og Hustru Else f. Lund f. 3 April 1902. Nakskovvej 18 1.
      Anmærkninger:
      F. f. i Ertebjerg - Als.
      Anm. t. Folkerg. 22-9-1931
      Vanløse Kirke 28-Vl-1930
    Død 30 jun. 2000  Gedved, Tolstrup sogn, Voer herred, Skanderborg amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Begravet 15 sep. 2012  Lillebælt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    • Der blev ansøgt om tilladelse til at sprede Jørgens aske over vand, da det havde været hans næring en stor del af sit voksne liv. Af forskellige årsager blev havfærden udsat, og blev først gennemført i 2012 under overværelse af hans børn, svigerbørn, børnebørn samt hans tidligere hustru.
    Person-ID I72  Ancestor | Slaegten efter A.P. Joergensen og M.K. Pedersen
    Sidst ændret 25 nov. 2015 

    Far Thomas Schmidt,   f. 18 mar. 1901, Ertebjerg, Tandslet sogn, Als Sønder herred, Sønderborg amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 4 feb. 1991, Søllerød, Søllerød sogn, Sokkelund herred, Københavns amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 89 år) 
    Mor Else Lund,   f. 3 apr. 1902, Remisevej 107 St, Valby, Sokkelund herred, Københavns amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 18 maj 1989, Søllerød, Søllerød sogn, Sokkelund herred, Københavns amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 87 år) 
    Gift 28 jun. 1930  Vanløse kirke, Sokkelund herred, Københavns amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  [3
    • Thomas Schmidt. Søn af Mejeribestyrer Anton Frederik Jørgensen Schmidt og Hst Christine Margrethe Frederikke født Frederiksen.
      født 1901 18/3 i Tandslet Sogn
      døbt 1901 24/4 i Tandslet Kirke
      Ungkarl, Korrespondent, St Jørgensvej 14

      Else Lund. Datter af Malermester Jens Kristian Lund og Hst Ane Marie Nielsen
      født 1902 3/4 i Købh.
      døbt 1902 17/8 i Hvidovre Kirke
      Ugift, Sekretær, Bogholder Alle 14

      Forlovere: Brudens Moder og Brudgs Fader
    Billeder
    Thomas og Else Schmidt og Eigil og Gudrun Hansen
    Thomas og Else Schmidt og Eigil og Gudrun Hansen
    Fra venstre Gudrun og Eigil Hansen samt Else og Thomas Schmidt
    Fødselsdag hos familien Lund i Valby angiveligt en 75 års fødselsdag.
    Fødselsdag hos familien Lund i Valby angiveligt en 75 års fødselsdag.
    Blandt personerne er i forreste række fra højre: Else Schmidt f. Lund, Jens Kristian Lund og Ane Marie Lund.
    Mellemste række fra højre: Thomas Schmidt, Gudrun Hansen f. Lund.
    Juleaften 1932
    Juleaften 1932
    Den lille Jørgen Schmidt sidder på skødet af sin mormor midt i billedet på forreste række.
    Familie-ID F1538  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie Nulevende 
    Børn 
    +1. Nulevende
    +2. Nulevende
    +3. Nulevende
    Sidst ændret 10 jun. 2019 
    Familie-ID F7  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Billeder
    Jørgen Frederik Schmidt
    Jørgen Frederik Schmidt
    Fra hans tid som søofficer
    Mindst én nulevende person er knyttet til dette - Detaljer er udeladt.
    Mindst én nulevende person er knyttet til dette - Detaljer er udeladt.
    Jørgen Frederik Schmidt - 1981
    Jørgen Frederik Schmidt - 1981
    En hyggestund på hans fødselsdag den 27. september 1981 i Nørre Snede.
    Juleaften 1932
    Juleaften 1932
    Den lille Jørgen Schmidt sidder på skødet af sin mormor midt i billedet på forreste række.

  • Notater 
    • Olga har skrevet lidt om Jørgen på følgende link: http://www.seniora.dk/1269934

      Et miskendt geni?
      Om Jørgen

      Det følgende har jeg skrevet til mine børn.
      For at det ikke skal gå tabt har jeg lagt det ud på denne side.
      Andre må selvfølgelig gerne kigge med.

      Lidt efter lidt kan jeg vel tegne et billede af jeres far.

      Nu er der gået mere end 20 år, siden jeg sidst så ham, og mere end 10 år, siden jeg hørte noget videre om ham, så, nu kan jeg vel holde det ud, det at få fortiden ind på livet.

      Jeg må huske at spørge Gudrun, hvad hun har af stof, for hun har en formidabel hukommelse for mennesker og deres gøren og laden.


      Jeg ved, at Jørgen var min bror Kajs bedste kammerat, og der går mange historier om dem. De fleste har jeg glemt eller fortrængt, fordi jeg blev drillet skånselsløst af Kaj. Mange af hans ondskabsfulde drillerier har mærket mig - næsten - for livstid. Undskyld, Kaj, men sådan var det. Du blev et anstændigt menneske, næsten for pæn, da du blev voksen.

      Nå, men tilbage til Jørgen. Han var den, mine søskende betragtede som deres rigtige og gode storebror, hvis jeg har forstået det rigtigt.

      Jeg bliver nødt til at springe i det, for sådan dukker minderne op. Og jeg vil forsøge at fortrænge de dårlige, for der er ingen grund til at rippe mere op i alt for velkendt stof.

      Jørgen var lidt af en opfinder. Han troede meget på sig selv, efter min mening. Det er nu ikke så sikkert. Men i hvert fald: Da vi engang skulle holde ferie med alle drengene, satte han sig ved symaskinen og syede, først et telt, derefter betræk til køjesenge (til drengene), som han selv svejsede sammen.

      Hans arbejde med at bygge en plasticjolle gik derimod ikke så godt. Jollen blev der arbejdet på i lange tider, men da den skulle i vandet, tippede den rundt, og der blev aldrig talt om den mere. Det var så frygtelig pinligt, og jeg tror bestemt, han syntes han tabte ansigt ved den lejlighed.

      Nej, jeg husker alligevel bedst alle de dårlige ting, så jeg slutter nu.

      (271206)

      Næste dag:
      Da bedstemor fyldte 60 år, var hun netop hos os. Måske har Anders været nyfødt. Nej hun har bare villet fejre hans og sin fødselsdag, den 15. februar.. I hvert fald lavede Jørgen lagkage med 60 lys i til alles store forundring.

      Han var meget glad for mine forældre og havde også altid været som et ekstra barn i huset.

      Hjemme blev han herset med af faderen, fordi han ikke klarede sig godt i skolen. Dette medførte, at han efter en realeksamen, som han kun lige netop bestod, tog hyre på et skib, hvor han var eneste mand ombord foruden den fordrukne skipper. Senere kom han ud med skoleskibene. Og endelig tog han en fin søofficerseksamen, der gjorde ham i stand til at søge jobs som styrmand.

      På en af sine orlovs aftalte han stævnemøde med mig, skønt jeg var enlig mor med Christian. Det endte med forlovelse, at vi flyttede sammen i et gammelt sommerhus i Rungsted, og at han måtte af sted ud at sejle for at tjene penge til den lille menage, som hurtigt blev udvidet, først med Thomas, så med Anders.

      Da Jørgen savnede sin familie, søgte han ind i søværnet. Det var til en meget ringe gage. Når jeg lagde budget for det følgende år, så kunne pengene ikke slå til både til faste udgifter og til at leve for. I en periode var Jørgen meget opslugt af en ide om at udvandre til - Australien; men hans kone spændte ben for det. At Jørgen derved kunne have undgået at blive 'sin fars søn' i firmaet, det har jeg først for sent indset. Tanken om at sidde i en udørk kun omgivet af får og med hundredvis af kilometer til nærmeste nabo, den tanke var uudholdelig, simpelthen.

      I sin fritid arbejdede Jørgen på sin fars fabrik med forskellige projekter og blev efterhånden selvlært smed.

      Det gjorde ham i stand til at søge rigtigt ind i firmaet, og han fik ret snart tilbudt stillingen som direktør for en fabrik, som skulle være underleverandør. Jørgen var med til at bestemme sig for en by i provinsen og en passende virksomhed blev derefter købt. Den underliggende årsag til, at han/vi søgte langt væk, var, at vi var bange for at lade drengene vokse op i den forstad til København, hvor vi boede, og som havde et narkomiljø, sådan sagde man i hvert fald.

      Her var der i forvejen en arbejdsstab, som man kunne overtage.

      Jørgen var meget elsket af sine arbejdere. Han indførte ganske vist differentieret løn, men de arbejdede godt, så længe det varede. Af og til måtte en afskediges, og det tog meget hårdt på Jørgen. Han tænkte på den pågældende arbejders familie. Til jul holdt han en kæmpe julefrokost for alle de ansatte - og deres koner. De skulle også med. Det var Jørgens opfattelse af ligeberettigelse!

      Da der kom færre ordrer til fabrikken, hyrede Jørgen et sjak, som skulle bygge om på vores gamle bondegård, som var ret forfalden og trængte hårdt til ombygning. Disse arbejdere var for dyre og fik gælden i virksomheden til at stige. Men så slap Jørgen for at fyre dem!

      Gården blev de første år drevet som landbrug, og hele familien hjalp til med at høste, de fleste dog uden større begejstring. Der blev også købt gæs, senere grise og en enkelt hest, som Margrethe kunne ride på.

      Jørgen var lidt af et multitalent. Han var et sproggeni. Han var opfinder og kunne lave så at sige alt med sine hænder.

      Engang byggede han en garage helt fra grunden. Og diverse indkørsler.

      Han fandt på mange ting, fx at ryge fisk selv (Lild Strand).

      Han kunne selvfølgelig også tapetsere og male.

      Heldigvis kunne Jørgens mor se alle hans gode sider, og faren fik efterhånden mere respekt for ham.

      Det var utvivlsomt for ikke at opdrage Jørgen til at blive en ’fars søn’, at gamle Thomas behandlede ham så strengt.

      Jørgen blev desværre modarbejdet af de andre direktører i firmaet. Og desværre holdt Thomas Schmidt med dem og ikke med Jørgen. Bare engang imellem. Andre kan ikke vide, om alle Jørgens ideer var lige vilde, men de fik aldrig en chance.

      Når jeg ser ’Krøniken’, genkender jeg Thomas Schmidt i Kaj Holger og Jørgen i Erik. De er som digtet over de andres liv.

      Engang hvor det så rigtig sort ud, havde Jørgen planer om, at vi skulle udvandre til Australien!!! Det var jeg forfærdet over. At bo milevidt fra andre mennesker og kun have får omkring sig.

      Han havde i flere år svoret, at han aldrig ville ind i farens firma. Men det blev til sidst den eneste udvej.

      Slut for i dag . . .

      301206

      En enkelt erindring mere.

      Det var en af bedstemors gode historier, hvordan hun ankom til Virum, hvor et barn var undervejs. Det kan jo kun have været Margrethe. Hele køkkenbordet flød med blodige klude, og bedstemor blev forfærdet, indtil hun opdagede, at det var en kvart ko og ikke menneskeblod. Jørgen havde - meget belejligt - bestilt kød, så der ville være nok til at ernære familien i lange tider. Og praktisk som han var, kunne han sagtens ordne den lille affære på egen hånd. Ovenpå lå hendes datter med veer, og jordemoren blev hurtigt tilkaldt. Og alle var glade, da Margrethe endelig ankom. Til forklaringen hører, at M vist kom lidt for tidligt. Måske husker jeg helt forkert, men der er vist ingen andre, der kan huske netop den episode. Måske Christian.

      071207
      Blandt alle Jørgens talenter har jeg glemt at nævne, at han var en fremragende kok. (Var det derfor hans kone aldrig blev det?)
      Nogle af de første gæster var kaptajnen med frue og maskinmesteren fra det sidste skib han sejlede med. Det må have været Bjørn Clausen. De skulle beværtes med 4 retter, men da gæsterne var gået, opdagede vi nu, at den ene ret havde vi glemt at servere.
      Engang, da vi skulle have spidserne i firmaet til middag, blev jeg grundig instrueret i, at jeg endelig ikke måtte sige, at jeg kun havde gjort rent og dækket bord, men at det var ham, der havde lavet maden! Det var vel for flovt.

      Uddrag af brev fra Gudrun:
      jeg har lovet at skrive om Jørgen, men jeg kan for øjeblikket ikke huske noget som helst tilbage i tiden.

      Jeg flyttede meget tidligt hjemmefra og boede længe andre steder, hvor jeg næsten ikke havde kontakt med jer. Fx besøgte jeg jer ikke i mange ,før drengene var store i Virum, derfra husker jeg faktisk kun dig, for Jørgen var der næsten ikke. Det er faktisk ikke mig, der kan huske så meget, men måske snarere Inger.

      Jeg troede, jeg kunne, men det er for lang tid siden og mest, da jeg var barn.


      fra et andet brev:
      Kære Olga!
      For det første, kan jeg huske godt om Jørgen.
      For det andet forstår jeg godt, hvorfor du ikke er meget for at drage ting frem fra fortiden.
      Sådan har jeg det faktisk også.
      Det du allerede har skrevet er så flot som noget.
      Hvis jeg kan, vil jeg gerne skrive noget, men måske kan jeg ikke, for jeg har så meget at skulle glemme om min fortid.
      Jeg græd, da jeg læste det, du havde skrevet og Lars Peter spurgte mig, om hvorfor.
      Jeg måtte så indrømme, at alt, hvad du skrev gik lige i mit hjerte. Jeg elskede min ven/storebror Jørgen, da jeg var barn og ung og indimellem også som voksen, men der var jo mange ting, jeg så, som var at du blev undertrykt som datidens kvinder næsten altid blev.
      Det brød jeg mig ikke om.
      Derfor blev jeg så ambivalent overfor Jørgen.
      Min kvindebevidsthed var lige vågnet.
      Jeg kunne skam godt se alle de sjove ting., han kunne finde på, som at modtage en hel masse kyllinger med fjer på og sammen med mig give sig til at flå dem i en sky af fjer og kogende vand i Virum. Men det var alligevel med et gran af forvirring fra mig, for var han egentlid da manisk? Var det godt?
      Sjovt var det for mig under alle omstændigheder. Det syntes du ikke, og det kan jeg godt forstå.
      At være gift med en person, der af og til bliver manisk er en meget anstrengende sag. For han er jo så sjov! Det er manikere ofte.
      Bagefter kommer jo de negative perioder. Du kan være evigt forvisset om, at jeg også er klar over, at Jørgen var et uopdaget tilfælde af en manio/depressiv person.
      Hvor er det synd overfor jer begge. Måske vil dine børn kunne forstå dig/jer, når du fortæller dem, at dine søskende også i 'Krøniken' kan se din mand/deres far og deres farfar.

      En redningsmand
      Mens vi boede på Ærø havde vi en rigtig god nabo, Anna hed hun. En simpel bondekone, men absolut i særklasse.
      Hun forstod godt, at det var en stor omvæltning for mig at være flyttet til øen. Også at det ikke var sjovt at være hjemmegående hustru, selv om hun selv var det.
      Anna havde en spændende hule nede ved stranden. En sjælden gang nåede Jørgen også at se den. Den var bygget op af sand og sten, og tang og andre lettilgængelige naturmaterialer. Også drivtømmer. Den var i flere etager, og det var lidt af en opgave overhovedet at komme ind i den.
      Men så skete katastrofen. Annas mand, Erik, brændte halm af, som man gjorde dengang (for nogle og 30 år siden.) Vinden drejede og fik fat i Annas hytte. Den brændte ned. Anna var grædefærdig.
      Da viste Jørgen sig som hendes redningsmand. Han fik i huj og hast flikket en ny hytte sammen til Anna. Den lignede ikke den gamle ret meget, men det fik Anna hurtigt rådet bod på, med sten og strandskaller. Hun var dybt taknemmelig for Jørgens indsats. Tænk engang, at han gjorde dette for den skøre, men hjertevarme, gamle kone. Hun glemte det aldrig.


      Margrethe Schmidt har skrevet meget personlgt om sin far (kig i dagbog for 27. september 2009): http://www.margretheschmidt.dk/3344645

      27. september 2009

      Far. Nu er der jo ikke meget, der kan få mig til at tude - haha - men min far kan. Stadig. I år ville du være blevet 78 år. Men du valgte, eller livet valgte, eller også var det ikke et spørgsmål om valg, men om "skæbne"? ... anyway, du drak dig til din død. 68 år blev du. Ufatteligt, at dit hjerte og din fysik kunne holde så længe. Jeg så jo, hvor mange flasker, du jonglerede rundt med i din lejlighed. Men lad os ikke kun udbrede os om den ydmygende sidste tid. Jeg har gode minder om dig. Og stor kærlighed til dig. Og en dyb fortvivlelse, der nogle gange giver mig åndenød - af længsel, af savn. Af skam.
      Fra jeg var 0 - 10 år ca. var du ubetinget min helt, sådan som en far skal være sin datters helt og forbillede.
      Du var begavet, men tvivlede altid selv. Kreativ. Skrev, sang, fortalte, syede fastelavnskostume til mig. Du opmuntrede altid mig i mine kreative ind- og udfald. Jeg skrev mit første "teaterstykke", da jeg var ni eller ti, og du GRINEDE! Det var også meningen. Der var ikke noget mere pragtfuldt end at høre din latter. Den begyndte i maven og arbejdede sig ud i hele kroppen og ud ad halsen og badede mig i liv og glæde. Du havde en smuk stemme, dyb, varm og smuk. Du sang dejligt, og gerne. Især operettesange. Og du fløjtede - det eneste instrument du lærte at spille, men det gjorde du til gengæld fantastisk. Du ville have fløjtet samtlige X-faktor dommere ned ad stolene! Det lød ind i mellem som om du kunne fløjte to- og trestemmigt med dig selv. Men det bedste var, at når du fløjtede, så drak du ikke! Så var du glad og i gang med et af dine mange projekter.
      Jeg skulle spille klaver, og skrive og synge og danse og spille teater. Ingen smalle steder der. Du lærte mig aldrig at lappe en cykel, eller svinge en murerske, men du lærte mig at holde fast i mine drømme.
      Når du faldt fra piedestalen, og faldt så hårdt, skyldes det Kong Alkohol.
      Som 12-årig rejste jeg mig op ved en frokost og sagde: Det ville nok også være lidt nemmere, hvis du ikke altid drak dig så fuld!
      Jeg belv bortvist fra bordet.
      Fra da af var der en evig fortvivlelse i min kærlighed til dig. I min længsel efter den far, jeg synes, du var en gang, men ikke længere formåede at være.
      Og så alligevel i større eller mindre glimt, var du der stadig.
      Min store, varme far med den buldrende latter, den smukke sangstemme, den glade fløjten, den store forstand og de grandiose drømme. Drømme på både egne og mine vegne.
      Mine brødre har haft en meget anderledes barndom. Jeg var prinsessen, de var en slags livegne. Om jeg fatter, at man kan være så hård ved sine sønner! Både Olga (mor) og Gudrun (moster) siger, at sådan var fædre der i tresserne og halvfjerdserne. Formentlig fordi de selv havde fået tæv, hvis ikke i fysisk forstand, så i hvert fald åndelig talt.
      Jeg kan love dig, at du har tre sønner, som du kan være stolt af - hører du, far?
      Begavede, smukke og succesfulde børn, der har været nogle utroligt gode fædre for deres børn. Det lærte de ikke af dig, desværre.
      Du øste din kærlighed og din beundring på mig, og det var både en glæde, men også en forbandelse. Jeg mener, der kommer sgu aldrig nogen mand som dig i mit liv, far! Ingen der kigger så beundrende og med så stor varme og kærlighed på mig. Nå, skulle det nu være et problem - at man har følt sig elsket, altså! For det gjorde jeg. Følte mig elsket.
      Jeg følte mig også uelsket, når alle mine anstrengelser for at få dig ædru og på ret køl ikke lykkedes. Du makkede aldrig ret.
      Jeg opgav. Jeg tog en gang alene op til dig, og du kunne ikke huske, at jeg havde været der. Jeg TUDEDE.
      Det var smerteligt at kende dig de senere år. En stor, lang, uendelig, fed og slimet smerte. Nu har jeg lært at leve med den.
      Jeg skylder at sige, at du blandt alle dine mange påhit, opfandt en "mineudlægger". Som Olga lidt undskyldende siger: - Jamen, det var jo under den kolde krig! Vi troede jo, at russerne ville komme efter os.
      Ironisk nok har min søn, dit barnebarn, netop været med til at fiske nogle miner op ad Middelhavet, som du måske en gang har været med til at lægge!
      Du har lært mig, at man ikke skal snobbe - hverken op eller ned. Når jeg møder snobberi, berettiget eller ej, bliver jeg fuldstændig kold og hysterisk. Jeg HADER leflen for magt og penge, skønhed og forstand. Vi er sgu da bare mennesker, alle sammen. Det har du lært mig. Tak for det.
      Det med drømmene. Jamen selv lang tid efter, vi andre havde opgivet håbet, opgav du aldrig. Så skulle du bygge vindmøller. Så byggede du dit eget distillationsapparat. Du skrev noveller. Du skrev læserbreve. Du VAR dine drømme. Både søde drømme, og mareridt.
      Jeg genkender livsdriften parret med en sugende dødsdrift. Kender det hele. Humørsvingningerne. Så er vi laaaang oppe og kan det hele, så er vi nede under græshøjde og kan intet. Det lærte du mig også, eller gav mig med i pakken af gener: Den bipolære affektive lidelse, i psykiatrisprog. Himmel og helvede, sådan udtrykt mere almindeligt.
      Du lærte mig også at hade heste! Det var vist utilsigtet. En gang havde du selv siddet på en bredbaget bryggerhest under en sommerferie i det sønderjyske, så nu skulle jeg også synes, det var en herlig idé. Jamen, jeg var bange for heste for fanden! Jeg gjorde det kun for din skyld. Jeg var IKKE nogen sej hestepige. Jeg kunne godt lide heste - på afstand, i bøgerne. Men at sidde på sådan et stort dyr. Falde af sådan et stort dyr.
      Du betalte en lang overgang mine sangtimer. Du og din fantastiske kæreste, Betty, gav mig penge til sang. Det er måske en af de smukkeste ting, nogen nogensinde har gjort for mig. Jeg blev ikke sanger. Jeg blev ikke berømt. Men jeg blev mig - på godt og ondt. Deri har du også en andel.
      Og tak fordi du besøgte mig dengang på psykiatrisk, hvor jeg havde besluttet mig for at dø. Så kom du og sagde: Jeg elsker dig!
      Og så drak du dig fuld om aftenen, men skide nu være med det.
      Du har vist mig din kærlighed. Kom ikke her og sig, at bare fordi man ikke altid kan elske sig, kan man heller ikke elske andre. Du havde så rige evner, og du havde evne for kærlighed. Den gav du mig med. Tak far. Jeg elsker også dig.

  • Kilder 
    1. [S1] Dåbsattest, Folkekirkens ministerialbogsfører.

    2. [S775] Kirkebog for Solbjerg sogn, Sokkelund herred, Københavns amt, 1892/071/3/005/0226a-FM opslag 229.

    3. [S1219] Kirkebog for Vanløse sogn, Sokkelund herred, Københavns amt, 1926 - 1939 123/3/009/0082a-V opslag 85.