| Notater |
- Erna Helene Kjeldsen bestod mellemskoleeksamen i Middelfart og præliminæreksamen på Ringkøbing Realskole. Herefter havde hun ansættelse som kontorassistent på Ringkøbing Dommerkontor og som sekretær i Ringkøbing Skatteråd. Under Besættelsen, var hendes mand en tid under jorden, men Erna klarede sig gennem den svære tid med stor opfindsomhed. Bl.a. trevlede hun gamle trøjer op, og dampede garnet så det kunne bruges igen. Erna var særdeles ferm til at strikke, og der findes ikke den efterkommer af hende som ikke modtog mindst 1 strikketrøje fra hende. Christian Aabo har stadig den sømandstrøje hun strikkede til ham da han var 14. Erna var samlingspunktet i familien, og hun har lagt øre til mange fortrolige samtaler mellem hende og børn og børnebørn. Også hendes store vennekreds var hendes fortrolige. Erna var en dygtig og særdeles god brevskriver. Hun holdt et stort net af kontakter vedlige gennem brevskrivning. Hun var også en gudbenådet digter, og var storleverandør af lejlighedsvers til familie og venner.
- Olga har på sin hjemmeside nogle smukke erindringer om sin mor.
Hvis du klikker på linket, kommer du til siden. Du skal lige rulle lidt ned, for der står først lidt om Ernas mand, A.J. Jørgensen:
[Olgas hjemmeside blev af uforklarlige årsager lukket ved hendes død i 2021, men findes dog - heldigvis - stadig i "Internet Archive WaybackMachine"]
http://web.archive.org/web/20210423085828/http://www.seniora.dk/1269933
- Erindringer om min mor - af Gudrun Egebæk f. Jørgensen.
Den morgen da Gestapo kom, stod vi sammen med Rosa indenfor døren, i hvert fald Inger og jeg. Vi havde vores senge ovenpå i fars og mors soveværelse, jeg husker vi stod på trappen til overetagen. Rosa åbnede døren og een eller anden, måske mor, måske Ester fulgte os op ad trappen, hvor vi blev puttet i Esters og Holgers dobbeltseng. Jeg trak dynen op over hovedet, Inger gjorde sikkert det samme, på et tidspunkt hørte vi en masse buldrende trin op ad trappen, men jeg husker ikke, at der var nogen, der tog dynen af os. Jeg hørte nogle mænd gå og smække døre og låger op.
Jeg var totalt rædselsslagen og havde mareridt om det i mange år.
Mor måtte hugge brænde til kakkelovnen, som stod i stuen. Hun huggede sig i en hånd eller fod og, Jeg kan huske, hun var ved at kløve pinde til kakkelovnen. Det var enten en storetå eller en tommelfinger, som fik et gabende sår.
Hun måtte jo lave alt det en far plejede at lave. Ved siden af huset i Horsens stod en stor brændestabel, engang legede jeg der, da det var blevet mørkt. Pludselig kiggede jeg op mod det oplyste stuevindue og så far og mor stå og holde om hinanden.
Jeg for ind og råbte til mor, at jeg havde set far. Men hun gik hen og rullede gardinet ned, de havde glemt, at det var blevet mørkt, tror jeg, for mor sagde ganske roligt: "Sikke noget sludder Gudrun, du ved jo godt, far ikke er hjemme. " Hvor hun havde gemt ham, ved jeg ikke, men jeg stoppede øjeblikkeligt med at sige mere. Men jeg så, hvad jeg så, det er jeg overbevist om, jeg var nok fem år.
Mor tog Inger og mig med til den Krarup-ske præstegård og far hoppede på toget undervejs. Mor fortrak ikke en mine og vi sagde ingenting. Mor må da have været bange, men røbede ikke med en mine, at hun kendte ham. Kupeen var fuld af tyske soldater.
Det var sjovt at stå i vaskekælderen og se mor vaske tøj. Hun fodrede ilden i gruekedlen med papir og rørte rundt med en tyk træpind i det kogende tøj, og der var røg og damp og ingen vinduer.
I kælderen stod et badekar, mor varmede vand i gruekedlen og hældte det i badekarret, som vi blev vasket i een efter een, i hvert fald Hans, Inger og jeg. Det var ikke så tit, vi blev rigtigt vasket, men vi skulle være pæne alligevel.
Hvis vi skulle ind til byen drog mor af sted i skarpt trav med ungerne i hælene. Pludselig kunne hun vende sig om og inspicere os og spyttede så på et lommetørklæde og vaskede os i mundvigene.
Senere, da far var kommet hjem efter krigen, satte han os alle tre op på spisestuebordet og skar vores negle af med sin lommekniv og rensede dem med samme. Det var forfærdeligt og gjorde meget ondt.
For mor måtte vi alting og måtte rode hele huset til og hun var så god til at beskæftige Inger og mig.
Hun satte os på gulvet i køkkenet midt i en bunke klude og gav os små sakse, så skulle vi 'sy dukketøj'. Det bestod i at vi klippede firkanter ud af klude og klippede huller til dukkernes arme. Vi sad ganske stille, mens hun lavede mad eller vaskede op.
Spisebordet kunne flyde med gamle 'Mønstertidende' som vi klippede damer ud af og tegnede tøj til. En bunke knapper på bordet blev til mange lege. Jeg legede 'børnehjem med dem, fordi mine veninder boede på børnehjem. De var sommetider med mig hjemme og så, hvad vores mor gav os lov til.
Når mor ville sy tøj til os, måtte vi, Inger og jeg også sidde på gulvet i køkkenhjørnet og pille tråd op af gammelt tøj og vikle den op på ruller, for sytråd kunne man ikke købe. Mine fineste sokker var et par, jeg fik i fødselsdagsgave, som mor havde strikket i striber af småstumper garn fra forskellige trøjer, der var blevet trevlet op.
Jeg fik en lille porcelænsdukke i fødselsdagsgave, måske efter krigen, ca. 10 cm lang. Jeg tabte den på gulvet, så den knustes, men næste morgen lå der en lille stofdukke med dukkens hoved monteret på og med tøj på. Arme og ben kunne bøjes, for der var ståltråd i dem. Mor havde lavet den til mig om natten, fordi jeg var så ulykkelig.
Hun var ellers ret hård mod mig, der græd, bare jeg slog mig en smule. Jeg håbede altid på at blive taget op og trøstet, men det skete aldrig. Det hed LAD VÆRE MED AT SKABE DIG.
Mor lærte mig at sy på trædemaskine, så jeg blev sat til at træde på trædevuggen nedenunder symaskinen, så jeg kunne lære at træde jævnt. Det var ikke så sjovt, men hun var ubønhørlig.
Hvert år til juleaften fik Inger og jeg den samme dukke, som nu var forsynet med nye arme og ben, hvis noget var faldet af igennem året.
Hovederne var af papmaché og købt færdige. Kroppene havde mor selv syet, fødderne lignede kartofler. Hovedet på min var til sidst så fyldt med hæfteplaster, at man næsten ikke kunne skimte ansigtstrækkene, det var den måde det kunne blive repareret på. Ingers dukke hed Ida og min hed Oda.
Jeg synes mor var en dejlig mor, jeg husker, jeg gik for det meste og legede alene udenfor køkkenvinduet, som lyste højt oppe over mig, dengang var det altid dejligt at lege i tusmørke og se sin mor.
Hun syede de fineste kjoler til Inger og mig, for på et tidspunkt blev vi trods 1½ års forskel lige høje. Mor farvede nogle lagener lyseblå, syede kjoler af dem med pufærmer og broderede hele vejen rundt langs med nederdelens kant en bred bort af hvide blomster.
Olga fik en flot kjole, som mor syede om af en kjole, der var blevet sendt fra Amerika. Mor var meget dygtig til at sy tøj om, så vi aldrig havde samme slags tøj som andre piger. En soldateruniform og en politiuniform blev til to skisæt til hver af os to små piger. Et mørkeblåt og et kakifarvet.
Da vi kom i skole var der de dejligste madder til frokost, som mor havde smurt og forsynet med revne gulerødder, æblemarmelade, hvor maden var dyppet i ristede havregryn, eller kakaoskum (Æggehvider pisket til skum med sukker og kakao i). Hun talte lidt foragteligt om Ester ovenpå, som købte færdigt kødpålæg for 2 kr.
Måske var det ikke så tit, der var et fad smørebrød, siden jeg husker det så godt.
Men jeg ved, hun var meget bevidst om, at vi skulle have sund mad, det havde hun læst.
Desværre havde hun vist også læst, at man ikke måtte være for kærlig overfor sine børn for ikke at forvænne dem.
Kærlig på den ømme måde, var hun i hvert fald ikke, så hvis vi børn er blevet kærlige eller har været kærlige overfor vores børn, er det ikke noget, vi har lært af hende.
Men hun tog os med ud i skoven og på landet og fortalte om planter og dyr, selvom det flød derhjemme, forlod hun alt og tog os med ud.
Engang imellem blev det bare for meget for hende med alle de unger, så løb hun hjemmefra med grædende børn i hælene ned ad havegangen foran huset på Fjordglimtsvej i Horsens. Det kan jeg godt forstå, for vi var ikke altid så nemme.
Da vi flyttede til Aalborg var mor tit syg, men hun fik et par gode veninder i opgangen i Strynøgade. Grete ovenpå, som ligesom mor var hjemmegående og Ketty i stuen, som også var det. De var begge yngre end mor, men mor og Grete var ofte til fest med deres mænd, så da hjalp de to hinanden med at sy kjoler, som tit blev syet sammen af den ene af dem i siden i sidste øjeblik. Lynlåsen tog det for lang tid at sætte i.
Ketty havde fem børn ligesom mor, hun hjalp os, engang mor som så ofte før, var på hospitalet for at få fjernet en polyp.
Ketty reparerede alt mors undertøj, som var slemt laset. Hun havde aldrig råd til at få noget nyt.
Desværre lavede hun også mad til os af kød, far kom med. Det var engang han havde skudt et dyr (stort), som var i frysehus.
Her hentede han engang imellem noget kød. Vildt var ikke spændende at spise, når man fik det tit i en periode.
Jeg troede, vi slap for at spise det, når mor ikke var hjemme. Men nej, far kom med noget halskød fra dette dyr, som så blev kogt og lavet til hachis, en ubestemmelig kødret. Jeg var skuffet. Jeg havde nok håbet på hakkebøffer, som var min livret.
I Aalborg boede vi så tæt på skolen, at mor kunne lave mad, vi kunne nå at komme hjem og spise i frikvarteret.
Desværre var mor i vores teenageår Hans', Ingers og mine ofte deprimeret, men jeg husker nu også, når hun fuld af hopla spillede på klaveret og sang sammen med sine 'lotter' en slags kvindelige hjemmeværnssoldater.
Hun var også festlig, når hun tog mig med til en dameskrædder Johs, da jeg blev konfirmeret. Hun syntes, jeg skulle have det fineste skræddersyede tøj, så jeg fik både konfirmationskjole, andendagskjole og frakke syet af byens fineste dameskrædder.
Hun mødtes også der med Gerda Vinhandler, som sikkert havde anbefalet Johs. Så var der en kvidren, han var med garanti homoseksuel, hvad jeg ikke vidste noget om på det tidspunkt. Men han opførte sig ligeså fjollet som de to kvinder.
Måske var mor deprimeret, da Inger et år senere blev konfirmeret, for hun husker ikke den slags.
Jeg ville ønske, jeg havde haft den samme slags tøj som mine skolekammerater, for jeg var totalt udenfor i mit fine tøj, som hørte hjemme i en anden og finere bydel. Min hvide kjole var af dyrt Broderie Anglaise, de andres af billig taft og næsten ens. Min frakke var af Donegaltweed, de andres af noget gråt ubestemmeligt stof, også næsten ens. Det gjorde sig ikke i et arbejderkvarter.
Det kan godt være, far og mor levede en anden tilværelse i Aalborg end de havde gjort i Horsens, men selvom jeg var meget ulykkelig over at flytte fra Horsens, tror jeg vi fik en fri opdragelse, som nogen måske tænkte var forsømmelse, men som jeg ikke mener, det var.
Da jeg efter et mislykket ægteskab i Frankfurt am Main i Tyskland, vendte hjem til mor og far, som da var flyttet i eget hus igen, var mor især utrolig kærlig overfor mig og bebrejdede mig aldrig nogensinde, eller sagde noget om min 'lille udflugt' som noget, jeg selv var ude om. Hun var også en meget kærlig bedstemor overfor min søn Hermann, som da var tre år.
Da Hermann var fire år og skulle besøge sin far i Tyskland, tog Mor med ham derned, fordi jeg var bange for at jeg skulle blive fristet til at blive. Bagefter påstod hun, at det var en svær opgave, for han forsøgte at skille toget ad hele vejen.
Hun blev aldrig vred på ham, når han skilte hendes symaskine ad, ødelagde hendes komfur, bedstefars vækkeur og skruede knapper af køleskabet. Hun blev ellers meget vred, når jeg som barn eksperimenterede med at lave lys i dukkehuset med en lommelygtepære, som jeg snoede ståltråd omkring og stak i stikkontakten, hvorved sikringen sprang.
Så kom hun farende og spurgte, om jeg nu igen havde lavet ulykker, og sagde: Kan du da ikke lade være. Jeg sagde også til hende, at det så ud som om, hun var mere sød mod sine børnebørn end overfor sine børn. (Lidt i sjov naturligvis).
|
1905 - 1986 (81 år)
