Notater |
- Anders Johannes Jørgensen gennemgik uddannelse indenfor trælast i Ringkøbing. Han aftjente sin værnepligt og blev i 1929 udnævnt til sekondløjtnant samt i 1943 til kaptajn af reserven. I 1930 fik han ansættelse ved Københavns politi og i 1933 ved Statspolitiet. Fra 1934 til 1949 gjorde han tjeneste ved kriminalpolitiet i Voer Nim Herreder, Horsens, og han blev derpå regionsleder for Hjemmeværnsregion I (Nordjylland). I 1952 blev han udnævnt til oberstløjtnant og i 1961 til oberst.
Anders Johannes Jørgensen var særdeles aktiv i modstandsbevægelsen, og da den i foråret 1944 var ved at blive trævlet op i Horsens, måtte han derfor den 18. maj gå under jorden, få timer før Gestapo på familiens bopæl forsøgte at arrestere ham. Han var siden stærkt eftersøgt af tyskerne, og selvom det blev tilrådet ham at bringe sig i sikkerhed i Sverige, forblev han i Danmark under hele besættelsen.
Efter hans flugt fra Gestapo i Horsens var han i nogle måneder byleder for modstandsbevægelsen i Grenaa. Omkring nov/dec 1944 blev han beordret til Aalborg som byleder for modstandsbevægelsen.
Efter kapitulationen til efteråret 1946 var han fortsat i Aalborg først som byleder, medens modstandsbevægelsen foretog de fornødne arrestationer af gestapofolk og landssvigere, og siden som chef for Parkkompagni Aalborg, der varetog afviklingen af de tyske flygtningelejre indtil modstandsbevægelsens mandskab kunne hjemsendes i efteråret 1946. Han vendte herefter tilbage til tjeneste ved politiet i Horsens.
Fra 1. april 1949 arbejdede han med opbygningen og ledelsen af hjemmeværnet i Region I Nordjylland, indtil han blev pensioneret i 1971.
Anders Johannes Jørgensen var fra 1969 til 1977 formand for Nr. Tranders menigheds råd.
Han har faet tildelt Det Danske Hjemmeværns Fortjenstmedalje, Det Svenske Hjemmeværnets Medalje i guld, Det Norske Hjemmeværnets Fortjenst Medalje, og han var Kommandør af Dannebrog.
Anders Johannes Jørgensen tog i 1986 navneforandring til Anders Johannes Jørgensen Lodberg.
Den 31. marts 1999 på Hjemmeværnets 50 års fødselsdag blev en plads i Aalborg opkaldt efter ham. Den fik navnet Åbo Plads. På forespørgsel om, hvorfra navnet Åbo stammer, skriver sønnen Hans Lodberg: "Mht. Åbo-navnet, så var det simpelthen fars dæknavn i krigens sidste halve år i Aalborg. Egentlig hentet som et uddrag af Aalborg. Når man gik under jorden og levede et illegalt liv, var det nødvendigt at etablere en komplet falsk identitet med både legitimationskort og personlige papirer samt regninger osv., med det falske navn, så kunne man bare håbe på, at det var tilstrækkeligt til at narre Gestapo, hvis man blev antastet af dem. De måneder hvor han var byleder i Grenaa, hed han Søby. Jeg kender endnu personer, der kendte far i Grenaa, og som derfor fortsat siger Søby om ham. Da hans navnkundighed især knytter sig til Aalborg, var det imidlertid dæknavnet her fra, der blev hans kaldenavn i daglig tale. Mange vidste såmænd ikke, at han ikke hed det i virkeligheden. Som et eksempel på hans evner, kan jeg fortælle, at han i krigens seneste dage, gennem forskellige mellemmænd fik kontakt med den tyske garnisonskommandant i Aalborg igennem dennes bror, grev Schimmelmann på godset Lindenborg syd for Aalborg. De fik aftalt, at ved den tyske kapitulation, der på det tidspunkt var øjensynligt nært forestående for enhver, der var direkte involveret i krigshandlingeme, skulle oberst Schinimelmann holde de tyske soldater tilbage i kasernerne, så man kunne undgå yderligere blodsudgydelser med kamp i gaderne. Begge syntes, at der var udgydt blod nok.
En ønsket sidegevinst var, at det derved blev lettere for modstandsbevægelsen at overtage ledelsen af samfundet, til politiet kunne genoptage arbejdet, samt at man kunne få arresteret landssvigerne samt gestapofolkene. Aftalen førtes ud i livet, og man undgik de opgør med mange døde, som man oplevede i en del andre danske byer.
Mange år efter fik min hustru Jytte som ung sygeplejerske på Amtssygehuset i Aalborg oberst Schimmelmann indlagt. Han var på besøg i Danmark hos sin bror på Lindenborg. Hun fortalte om ham til far, hvilket var årsag til, at det kom til et møde mellem de to gamle oberster, som sammen kunne glæde sig over, at deres strategier ved befrielsen var lykkedes så godt, som tilfældet var.
Tænker man denne lille beretning godt igennem, må man indse, at denne aftale krævede usædvanligt stort mod fra begge parter. Var krigen fortsat et par uger, kunne den tyske oberst nemt være blevet opdaget og kommet for en standret med dødsstraf til følge. Tyskerne henrettede nemlig til de allersidste dage op til 5. maj 1945, og far kunne være blevet anklaget for landsskadelig virksomhed ved ikke at sørge for, at så mange tyskere som overhovedet muligt var blevet dræbt i kamp. Mindst én dansk frihedskæmper forsøgte nemlig senere at melde far til myndighederne. Han fik en såkaldt kammeratlig samtale med nogle andre frihedskæmpere, hvorefter han tav med sine insinuationer, og jeg ved at far tilgav ham, for jeg så dem ved flere lejligheder i årene efter sammen i venskabeligt lag."
Sønnen Hans ønskede at bruge sit mellemnavn Lodberg som efternavn. Dette kunne ikke lade sig gøre medmindre A.J. Jørgensen tog navnet, da den sidst bærende af navnet ellers var udenfor gruppen af oldeforældre. Dette var minimumskriteriet for, at man efter den da gældende navnelov kunne kunne påkalde sig en slægtsmæssig tilknytning. Hans officielle navn var fra 1986 Anders Johannes Jørgensen Lodberg.
- A.J. Jørgensen,
Oberstløjtnant, regionsleder,
Hjemmeværnsregion I,
Aalborg. 28 MAR l960.
Til Aalborg Amtstidende.
Hermed den omspurgte "9 april" artikel.
Regionsleder A.J. Jørgensens beretning om oplevelser under besættelsen og nogle tanker i anledning at 20 års dagen.
Ved krigens udbrud blev jeg som alle andre reserveofficerer indkaldt til tjeneste ved beredskabsstyrken. Min tjeneste fandt sted ved feltartilleriet i København, indtil jeg den 1/2 1940 efter ønske blev forsat til 3. feltartilleriregiment, Aarhus og derfor kom til at opleve 9. april i Jylland, nærmere betegnet i Hjortshøj.
Vi havde et meget intensivt øvelsesprogram, og afdelingen var i god kondition. Der var våben og ammunition til alle, og vor beredskabsbeholdning af artilleriammunition var oplagt nær ved parkpladsen. Selvfølgelig var der visse mangler som altid ved et halvsultet forsvar. Der var for lidt mandskab i reserve og ikke extra lastvogne til forsyningstransporter men vi kunne slås, og vi var også indstillet på det.
Rygterne om at hæren blev taget på sengen, er urigtige for den afdeling jeg gjorde tjeneste ved (7 AA). Vi lå alle natten mellem 8 og 9 april i alarmkvarter klar til hurtig udrykning; og telefonen kimede straks alarm da flyverne kom over os. Det varede derfor kun højst en halv time efter første overflyvning før alle var samlet på parkpladsen og klar til operation. Stemningen var nok alvorlig (vi var klar over den uhyre overmagt, der sværmede i luften over vore hoveder) men ikke een mand forsøgte at knibe ud.
Så begyndte imidlertid ventetiden og i den skete følgende: Første signal fra afdelingschefen drejede sig om hvor mange ekstra køretøjer, batteriet havde brug for.
Næste signal lød "København og Korsør besat. Der må ikke gøres modstand". Det var ligesom dette signal slappede den spændte fjeder af kampberedskab, som havde strammet os alle op.
Den næste ordre, som kom, lød på, at våben og ammunition skulle inddrages. Den vakte megen uvilje blandt soldaterne og fik dem til at føle, at de havde været til grin.
Under alt dette var det naturligvis for længst blevet dagslys, og jeg husker tydeligt, at vor kaptajn pludselig udbrød: "Nu må vi se at få materiel og folk i flyverskjul, for nu er vi i et land, hvor alt kan hænde".
Han mente dermed, at vor overgivelse sikkert omgående ville påkalde indsættelse at allierede flyverstyrker for at slå vort materiel ud, inden tyskerne kunne nå at gøre brug at det. Hans antagelse byggede på en fejlvurdering at RAF daværende styrke og muligheden, selv om der ganske vist efter kort tid kom flyangreb andre steder men dog ikke på så små mål som vor parkplads.
De følgende dage var præget at afvikling og hjemsendelse.
Vi havde det fredeligt på landet. Der var ingen tyskere til at irritere os; og befolkningen, som vi var levet sammen med, forstod vor situation og reaktion - magtesløst raseri over det, der var sket, uden at vi havde fået levnet een mulighed for at opfylde vor bestemmelse og pligt.
Andre steder gik det knap så behageligt. Der gik en del rygter om, hvorledes pøbel folk i Aarhus generede danske soldater. Den (pøbelen) Bybefolkningen som gjorde det forstod naturligvis ikke et hak at det hele. Rygterne bidrog ikke til at gøre vore soldater mere glade ved situationen.
Ved min hjemsendelse den 13. april sagde min oberst: "De kan sagtens, De er ung og har et civilt arbejde at rejse hjem til. Jeg har spildt de 35 bedste år at mit liv på noget, som ikke skulle bruges, da det kom til stykket".
Med nogle ord om at jeg søgte at forstå, men næppe i fuldt omfang kunne forstå den ældre linieofficers skuffelse, trådte jeg af og rejste hjem til familien, hvor min kone græd over at skulle modtage mig på den måde.
Vi har altid dyrket sangen derunder naturligvis i første række fædrelandssangen i familiekredsen; men alt dette var nu blevet mig hult og forløjet; og der skulle gå mange måneder, før jeg kunne tåle at høre de gamle toner igen.
Der kom nu en drøj tid, hvor jeg qua politimand som tyskernes håndlanger måtte være med til - på dansk politisk og "politimæssig" ordre ganske vist - at inddrage civilbefolkningens skydevåben. Også andre kedelige ting skulle udføres f. eks. eftersøgning efter nødlandede engelske flyvere, undersøgelser at folk, som man troede havde vestlige forbindelser og eftersøgning efter faldskærmsfolk fra England.
Det er vel næppe ikke noget under, at vi politifolk desperat søgte efter en eller anden lysning i situationen, tanker som f. eks. at flygte sammen med en engelsk flyver til Sverige og hjælpe ham over på bekostning af stilling og familiens velfærd, spøgte, men kom ikke til udførelse, fordi forbindelserne ikke eksisterede og betænkelighederne derfor store. Det eneste, vi kunne gøre, når vi fandt en såret englænder, var at køre ham til dansk hospital og holde tyskerne hen med snak så han i det mindste kunne få en lægelig behandling, som sikrede ham de bedst mulige chancer for at overleve.
I længden var denne tilstand uudholdelig; og fra krigsskuepladserne kunne der ikke komme glimt af håb. Tyskerne havde næsten kun fremgang.
Sabotagen mod. tyskerne rygtedes efterhånden til Horsens, men som officer med en gammeldags indstilling til krige, indtog jeg i den første tid det samme standpunkt som professor Tage Ellinger nu har givet udtryk, at kampen skulle have været ført i aprildagene 1940 (og det mener jeg naturligvis endnu) og at kamp efter kapitulation var ulovlig krig.
Imidlertid blev jeg ved samtaler med kloge folk og gennem "Niels Jydes breve", som jeg fik p.g.a. mit medlemskab i Dansk Samling, samt ved egne spekulationer, klar over to ting,
for det første, at her var der ikke tale om krig i gammel dags forstand, her var et umenneskeligt politisk system ved at underlægge sig hele verden både åndeligt og materielt,
for det andet, at hvis de politiske eller andre autoriteter ikke ville eller turde stikke retningslinier ud for en modstand mod dette, måtte jeg "den enkelte" for min families skyld og for min egen sjælefreds skyld gå i krig.
Senere er jeg kommet til at tænke på, at min situation, hjemsendt reserveofficer, kriminalpolitimand, spejderfører, medlem af Dansk Samling havde forudbestemt mig til aktiv indsat, og svigten på dette punkt medført, at jeg for al fremtid havde måttet finde mig i at blive betragtet som en usselryg og med rette.
Gennem den politiske forening kom jeg først ind i bladfordelingsarbejdet. Således begyndte det for mange. Det var vistnok i l942, at de første blade begyndte at tilgå, og de blev så fordelt enkeltvis eller i små partier til videre fordeling.
Samtidig begyndte orienteringen blandt venner og kammerater for at sondere mulighederne for at danne modstandsgrupper; men kontakterne opefter - d.v.s. til Aarhus - manglede endnu. Da de kom (til flere på een gang), det var sommeren eller efteråret 1943, var det derfor en smal sag at stille en hel del grupper og en byledelse på benene.
Første kontakt til mig fra Aarhus blev formidlet dels at 3. feltartilleriregiment, Oberstløjtnant Hoffmann, dels at F.D.F. - over politikommissær Høybye og gik ud på opstilling at grupper til dannelse at en "P" (politikompagni-ordning). Der skulle komme våben, og hovedopgaven var opstilling at et korps, der skulle sikre mod plyndrende bander at tyske soldater, når tyskerne brød sammen.
Den forklaring troede vi på indtil Toldstrup dukkede op. Så blev vi klogere; og det hele udviklede sig til en sabotage- og dropping (nedkastnings) organisation med bevæbnede grupper til støtte.
Desværre skete der hos os - novicer som vi var - en vis sammenblanding at opgaverne; således at en højst uheldig aktion for at skaffe tyske våben blev årsag til gestapoaktioner i Horsens i foråret 1944, hvorved 120 mand forsvandt fra byen, enten "under jorden", til Sverige eller i tysk arrest, senere koncentrationslejr. Nogle er aldrig vendt tilbage.
Kampen måtte gå videre, og da jeg var den eneste tilbageblevne at byledelsen, faldt det i min lod at genskabe kontakter og finde en ny ledelse frem. Det var ordnet på 14 nætter, i hvilke jeg lærte Horsens ganske godt at kende fra bagsiden (haver og gårde måtte benyttes p.g.a. udgangsforbud, efterlysning o.s.v.).
En pudsig oplevelse kan vist berettes her. En forbindelse med Aarhus var etableret i form at "poste restante" forsendelser. Da jeg en dag henvendte mig på posthuset ang. post, blev jeg ekspederet at en dame, der var KFUK spejderfører, jeg var do.do. bare i KFUM. Hun så bebrejdende på mig og sagde, at hun troede ikke, jeg hørte til den slags, der fik poste restante breve. Jeg rødmede vistnok klædeligt, men kunne ikke godt stå og gøre rede for, at posten angik noget ganske andet end det, hun mistænkte mig for.
Indtil katastroferne i Horsens i maj 1944 havde jeg til opgave i forbindelse med min officielle polititjeneste mindre officielt at rekruttere modstandsfolk i politikredsen og give dem nogle ganske korte og ufuldkomne instruktioner i sprængningsteknik.
Alt dette holdt selvfølgelig op, da jeg måtte gå under jorden; og efter tilendebragt arbejde i Horsens drog jeg i lejr på Venø, hvor en hel samling modstandsfolk var i "hyttefad" dels for at dække sig indtil indsats dels for at træne og uddanne sig.
Lejren blev flyttet flere gange, indtil den til sidst blev opdaget af Gestapo i Hadsten på håndværkerskolen; men da var jeg bortkommanderet at Toldstrup til tjeneste i Grenaa.
I Grenaa var en hel del modstandsarbejde i gang; men det havde savnet en fast mand, som kunne bruge hele sin tid på sagen. Nedkastninger, sabotage og transporter til Sverige, blev udbygget, og der nåedes betydelige resultater. 50 flygtninge kom til Sverige, og store arbejder, som Tyskerne havde i gang bl.a. minering at kysten, blev alvorligt sinket og hindret.
Kampens skærpelse mærkedes også på tyskernes forholdsregler, en stikker blev sendt ud for at trevle modstandsbevægelsen op. Han blev opdaget og skudt, hvorefter tyskerne i magtesløst raseri lod dele at den indre by i Grenaa udsætte for sprængning, den så kaldte Schalburgtage.
I Grenaa indførtes noget, som jeg også senere arbejdede for i Aalborg, nemlig at der skulle være en vis linie i sabotagen, idet den derved over for den store befolkning, som ikke kunne være med i andet end den passive modstand, kunne vise, hvad man burde undgå at beskæftige sig med f. eks. visse anlægsarbejder, transportarbejder og fremstilling at krigsvigtige produkter.
Inden min forflyttelse fra. Grenaa distriktet, måtte lederen at Mols, ritmester Fabricius, Skramsø, forsvinde, hvorfor arbejdet måtte rekonstrueres. Det var vanskeligt p.g.a. de ringe transportmuligheder; og det blev vist ikke lavet så godt, som det gerne skulle, men det holdtes dog i gang.
Efterhånden blev min tjeneste omkring Grenaa så vanskelig, at jyllandsledelsen fandt forflyttelse nødvendig. Bl.a. lykkedes det engang kun på et hængende hår at slippe fra det tyske feltpoliti ved et spring gennem et vindue under beskydning.
Da jeg i tidens løb havde fået en vis erfaring i rekonstruktionsarbejde, blev Aalborg mit næste virkefelt, idet byens modstands bevægelse havde lidt hårde tab og var noget desorganiseret.
Det var et meget strengt arbejd at gå ind til; og Gestapo, som boede, hvor nu hjemmeværnsdistriktet har til huse i det gamle højskolehotel, var på nakken af os øjeblikkelig efter enhver aktion.
Forbindelser blev knyttet trods vanskelighederne, og arbejdet gik sin gang. Der var natlige modtagelser at gods fra flyvemaskiner, ruter til Sverige, sabotage over for jernbanetrafikken og lastbilkørslen for flyvestationen klargøring og fordeling at våben, rekruttering at militsgrupper og deres undervisning i våbnenes funktion.
Alt dette måtte en byleder have kontakt til, og alt skulle gå uden brug at papir, da det ville være alt for farligt, hvis ulykken skulle ske, at Gestapo fandt kontoret.
Ang. våbenfordelingen, som jo for tiden er på tapetet, kan jeg sige, at kompagnierne fik tildelinger i forhold til deres styrketal. Alle kompagnier var underforsynet men i samme grad. Det politiske spillede for mig ingen rolle - alle aktive blev regnet lige gode. (Mit synspunkt angående hele dette spørgsmål er, at det var stormagtshærenes placering ved Tysklands sammenbrud, som stort set kom til at afgøre i hvilken lejr landene bagefter blev placeret og ikke de lokale modstandsbevægelsers mere eller mindre gode arbejde. Vi er englænderne stor tak skyldig, fordi de kom først. Selv følgelig kunne englænderne have ladet den kommunistiske del at modstandsbevægelsen likvidere, således som Sovjet lod den nationale del af den polske modstand likvidere - men sådan gjorde englænderne altså bare ikke; og der var da heller ikke efter englændernes hurtige ankomst nogen fare for kommunistisk magtovertagelse).
Ved tyskernes sammenbrud var det ad omveje lykkedes at få kontakt til den tyske garnisonskommandant; og en forhandling med ham gav til resultat, at magtovertagelsen forløb fredeligt.
Samme kommandant blev beordret til at sørge for alle tyske troppers bortmarch fra Nordjylland og det skete uden gnidninger.
Jeg husker dog en pudsig periode fra den tid: En soldat havde stjålet og medbragt en cykel sydpå. Via modstandsbevægelsen blev kommandanten alarmeret og holdt afdelingen tilbage med en tordentale. Hans skrappe positur brød fuldstændig sammen, da den lille gerningsmand, en soldat fra venstre fløj, foran fronten måtte vedgå, at hans navn var Eisenhower. Det kunne kommandanten ikke stå for. Han skyndte sig bort; men det store navn til en så lille soldat reddede vistnok samme fra officielle ubehageligheder.
Nu er der gået 20 år siden den frygtelige 9. april og næsten 15 efter den glædelige befrielse; og man kan spørge sig, hvad vi har lært. Var hele modstanden kun krusninger på overfladen og var kun unge brushoveder engageret? Eller blev noget dybere sat i gang?
Jeg tror svaret nærmest må blive det sidste. Selvfølgelig var det svært at få noget klart opgør bagefter. Det måtte det være. Den forkludrede måde, besættelsen blev akcepteret på, den kendsgerning, at tyskerne var herrer i landet og et vist samarbejde nødvendigt alene for, at folket kunne eksistere, måtte give en forplumret politisk situation. Mange lod sig rive med at de tyske resultater i starten, noget som de gerne nu vil glemme. Mange var bange - det er i øvrigt de fleste fornuftige mennesker - for lidelse og død, og vi var helt vænnet at med at tænke på valget mellem død og slaveri. Vort slaveri var ganske vist også ret behageligt; men vi var aldrig kommet ud at det, hvis Tyskland havde vundet; og hvad havde det da udviklet sig til? Vi havde sandelig ikke gjort ret meget for, at Tyskland skulle tabe krigen - langtfra vor skyldighed trods modstandsbevægelsens og søfolkenes indsats.
Når jeg trods det manglende opgør og den hele danske søllehed op til og under besættelsen dog mener, der er sket noget, støtter jeg mig først og fremmest til det faktum, at vort frivillige væbnede værn i dag tæller 70.000 foruden civilforsvaret tusinder at frivillige. Alle disse mennesker siger i al fald nej til at opleve en tilsvarende 9. april som for 20 år siden; men dertil kommer, at vore nationale og demokratiske partier nu er gået sammen om en forsvarsordning, som er brugbar, og dermed har skrinlagt generationers strid og endelig, at vi er gået med i en stor sammenslutning til værn mod væbnede overfald, nemlig Atlantunionen NATO.
Vi er i dag nået frem til, at folket stort set er enigt om, at vor alliance skal være i orden og vort beredskab ligeledes. Den kgl. militære forholdsordre om modstand foreligger. Vi mangler kun retningslinier for civilbefolkningen over for angreb. Vor situation er efter mit skøn den, at hvis vi stadig opretholder beredskab og alliancer og arbejder på vort lands indre opbygning, vil vi ikke blive genstand for væbnet aktion.
Det er en byrde billedlig talt at skulle arbejde med murskeen i hånden og med sværd ved lænd; men det er nødvendigt, og den byrde må vi bære.
- A.J. Jørgensen,
Oberstløjtnant, regionsleder,
Hjemmeværnsregion I,
Aalborg. 16 JAN l963.
Til hr. doktor phil. J. Hastrup
Emne: Oberstløjtnant A.J. Jørgensens deltagelse i modstandsbevægelsen.
REF: Personlig aftale under mødet den 5 JAN 1955 hos P. Wendelboe, Aalborg.
Årsagen til min deltagelse i frihedskampen må søges i 2 forhold:
1. at jeg 1 à 2 år forinden (ca. 1941) af nuværende politimester Palle Høybye, Hjørring var blevet orienteret om partiet "Dansk Samling", hvorefter optagelse fulgte, og
2. at jeg som officer at reserven tilknyttet 3. Feltartilleriregiment, Aarhus, måtte være i søgelyset fra de uden for hæren eksisterende organer, som havde modstand mod besættelsesmagten som opgave.
Gennem Dansk Samling fik jeg allerede i 1941 eller 1942 tilsendt illegale tryksager, som jeg fordelte til folk, som havde tilknytning til K.F.U.M., spejderbevægelsen og Dansk Samling.
I efteråret 1943 fik jeg en personlig henvendelse gennem oberstløjtnant E. Hoffmann, Aarhus, senere general og chef for 2. Division i Viborg om indtrædelse i den såkaldte P-kompagni-ordning. Mit svar var ja; og der kom straks efter henvendelse om samme emne fra førnævnte Palle Høybye, der havde kontakt med modstandsbevægelsen i Aarhus - gennem Dansk Samling eller F.D.F. (kaptajn Gudnitz, Aarhus). Dengang så vidt jeg ved forretningsfører for Aarhus K.F.U.M. Der oprettedes nu (ca. feb-marts) Horsens byledelse bestående at Palle Høybye, fabrikant Asger Holmboe, ingeniør Andersen (fra fa. Paasch og Larsen Petersen), murermester Andreas Nielsen, lærer Viggo Nielsen og undertegnede.
Opgaven var opstilling af en militsorganisation, der skulle bevæbnes med våben fra England modtaget ved dropping. Derimod ikke sabotage eller bladvirksomhed. Der blev dog til organisationen knyttet en frit Danmark bladgruppe og en af murer Andreas Nielsen oprettet F.D.F. -gruppe, som foretog visse sabotager.
Så vidt mig bekendt - hjemmelsmand Palle Høybye - var en aktion iværksat for at skaffe våben fra tysk jernbanepoliti syd for Horsens at førnævnte Frit Danmark-gruppe, men dårligt gennemtænkt og med meget uheldigt forløb, årsag til at hele organisationen blev trevlet op i løbet af et par dage i midten af maj 1944 og ca. 120 mand forsvandt fra byen enten som flygtninge eller fanger.
Af byledelsen blev Viggo Nielsen og Andreas Nielsen taget at Gestapo.
Undertegnede forblev i byen, indtil ny byledelse kunne etableres og kontaktes med ledelsen i Aarhus. (Dæknavn Anders Sten).
Den ny byledelse fik kriminaloverbetjent Jens Sørensen som egentlig leder og leder at de væbnede styrker.
Pågældende drog lære at forgængernes fejl og klarede sig igennem de 11½ måned til befrielsen. En fin præstation.
Efter enerverende "14 lyse nætters arbejde" afgik jeg med en flok unge F.D.F.-væbnere - førnævnte Andreas Nielsens gruppe til den at Toldstrup oprettede opsamlings- og uddannelseslejr på Venø ved Struer.
Blandt disse skal særlig nævnes Henning Grønlund Carlsen og David Vang Jensen, begge senere faldet under jernbanesabotage, Henning Grønlund Carlsen ved Skanderborg og David Vang Jensen på Horsens banegaard.
I lejren opholdt sig Palle Høybye, der var lejrchef, læge Ammundsen (Block) og et par stykker til - Gunnar Storgaard var lejrens kok og hovmester. Efter vor ankomst fik lejren mere karakter af uddannelseslejr.
Lejren forlagdes efter 1 måned (juni) til ostegrosserer Børge Hansens jagthytte i Hvidemose ved Skive, hvor den holdt i ca. 3 uger (juli), derefter til Østergaard i Salling, ligeledes ca. 3 uger. Derefter var lejren opløst i 1 uge, mens halvdelen af lejrdeltagerne - dem fra Horsens - var hos pastor Carl Brinkkjær m.fl. i Vammen, resten - dem andetstedsfra - hos læge Høegh Guldberg m.fl. i Gedved ved Horsens.
1. september blev jeg at ledelsen forsat til Djursland-distriktet underordnet Møller (Skive Asfalt og tagpapfabrik) der havde domicil i Randers. (Dæknavn: Søby).
Jeg kom til at bo hos pastor Vilh. Krarup, Hammelev, nu Simon Peders sogn, København S, en mand, der fik megen betydning for min udvikling og for afklaring på mit syn på modstandskampen.
Inden jeg helt forlader lejrberetningen, vil jeg nævne at Hoffmann Laursen og Rørbæk Madsen fra B & 0, Struer havde været meget virksomme ved lejrens oprettelse på Venø. De kom i en noget vanskelig situation, da vi alle i huj og hast forsvandt fra den, men klarede sig. Om grunden til vor forsvinden har Storgaard sikkert berettet; men for en sikkerheds skyld skal jeg oplyse, at en flok fredelige tyske jernbanefolk på udflugt fik os til at tro, at lejren var røbet, hvorfor vi pakkede os bort. Nu var det falsk alarm; men vi sagde som Røde Orm: "forsigtighed er det bedste"; og der havde da også været rigelig med snak om os blandt øens beboere.
I Hvidmose ved Skive var det Møller, Skive Asfalt- og tagpapfabrik og ostegrosserer Børge Hansen, Skive, der var arrangører og vist nok også financierer.
Under opholdet i Hvidmose - holdt vi - som også på Venø - træningsøvelser i løb og orientering samt i sprængningsteknik. Der blev enkelte gange udsendt smågrupper til løsning at særopgaver og det var under en af disse Henning Grønlund Carlsen blot dødeligt såret - mens bl.a. Ammundsen slap - og Henning senere døde.
I Hvidemose var jeg ude for en ganske frygtelig afgørelse. Et hold havde været ude om natten og - så vidt jeg husker - samme nat stoppet et større tysk transporttog efter først at måtte lave hold up på nogle - i øvrigt flinke - danske jernbanefolk. Det - holdet - var nu kommet hjem, og fred hvilede over lejren - alle undtagen jeg sov. Jeg gik og puslede med forskellige arbejder, brændehugning eller hvad det var, da jeg så en deling tyske soldater i spredt orden komme ud at plantagen ca. 2 - 300 m. øst for huset langs jernbanen.
Vi havde vel våben og ammunition, men ikke skyggen at en chance, hvis de var ude efter os. Hvis de ikke var - men kun var på øvelse - ville der være en frygtelig risiko ved at alarmere gutterne, der jo ikke havde egentlig militær uddannelse og derfor mulig ville røbe lejrens karakter ved deres færd, når de skulle gå i stilling. Jeg traf den afgørelse, at jeg ville lade dem sove. Afgørelsen var rigtig, da tyskerne kun var på øvelse og gik forbi uden at ænse os. Men havde den været rigtig, hvis tyskerne havde været ude efter os? Jeg vil ikke nu bagefter prale af at kunne dømme af tyskernes fremrykning, om de var farlige eller fredelige.
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver gammel nok til at glemme de minutter.
At mere muntre oplevelser drejede en sig om en gammel ost, der lugtede så kraftigt, at den blev anbragt uden for på flagstangsfoden hver aften, så længe den "levede". Det er sandt - det var en af "Ostebørges" de skrappeste; men den smagte godt.
Om aftenen drog vi i flok syngende rundt i oplandet, og der var mange på egnen, som længe troede, vi virkelig var dem, vi gav os ud for - en ungdomsforening fra Horsens egnen.
Lejren ved Østergaard indrettedes i et tomt fodermesterhus tilhørende godsejer (og greve) Adam Knuth (død), der var villig til for en tid at løbe den risiko, vor nærværelse indebar.
Under opholdet her traf jeg Lind, Blad, Bøg m.m. alias nuværende oberst Schøller, som jeg senere skulle få en del med at gøre.
I lejren ved Østergaard indtraf pastor Harald Sandbæk, som til at begynde med var instruktør i boksning og sabotageteknik. Senere - efter 1. september - lejrchef.
Mens vi var i Salling, skulle vi ud på dropping og plads var rekognosceret; men i havde fået forkert instruktion, og maskinen fløj hjem med uforrettet sag.
Samme nat brød vi - med tilladelse - ind i et sommerhus ved Glyngøre strand. Formentlig første og eneste gang en præst og en kriminalpolitimand i fællesskab har lavet sommerhusindbrud. Det var naturligvis mig, der lavede "bræket". Anvendt erfaring fra den gamle arbejdsmark.
Under opholdet ved Østergaard kom en udsending fra Horsens F.D.F., som havde opsporet os. Han medbragte en meget alvorlig henvendelse fra murer Andreas Nielsen, Horserødlejren, idet han - Andreas Nielsen - så vidt vi kunne skønne havde fået lejrpsykose og følte ansvaret for sine unge mennesker tynge sig i knæ.
Udsendingen overtalte 3-4 at de unge mennesker til at rejse bort og tage til Sverrig. Toldstrup skaffede udrejsemulighed vistnok via Grenaa, men hvor var han dog vred over det svigtende mod hos disse folk. Man må dog ikke glemme deres store ungdom 18-19 år, deres fuldstændige forgudelse at Andreas Nielsen, og den deraf følgende forladthedsfølelse p.g.a. hans fængsling.
Da lejren ved Østergaard ophævedes, skete det, fordi vi nu havde været så længe på eet sted, at vi igen måtte frygte folkesnakken.
Der var p.g.a. det fremrykkede tidspunkt på sommeren eller andre grunde ikke rekognosceret ny lejr, hvorfor vi deltes som foran omtalt. Senere samledes de fleste deltagere under Harald Sandbæk i Hadsten, hvor holdet fik en ulykkelig skæbne. Jeg var som sædvanlig heldig og slap væk i tide - (forsat til Grenå).
I Grenaa var der et godt arbejde i gang.
Direktør Henrik Rosenvinge, Grenaa Dampvæveri, havde været leder, men var blevet syg. Han var dog stadig rådgiver, kontaktmand og financier.
De først foreliggende opgaver var at bygge videre på vore bådforbindelser til Gøteborg - i hænderne på en havnearbejder kaldet Udsen, som Rosenvinge ikke havde alt for megen tillid til, p.g.a. formodede kommunistsympatier, måske noget uberettiget. Ruten virkede ikke alt for godt. Den første rejse svigtede ganske. Båden skulle komme ved Fornæs fyr, men den udeblev, og en del flygtninge måtte tilbage til deres midlertidige opholdssteder på Hammelevegnen, deriblandt politibetjent Skjold Petersen, Vejle, som at samme årsag mistede tålmodigheden, rejste til København og så vidt jeg ved begyndte for sig selv og blev likvideret som formodet stikker på trappen ved Dagmarhus. Han blev senere, så vidt jeg ved, renset.
Det viste sig såre vanskeligt at få gang i ruten via Udsen, uden at jeg kan huske, om grunden dertil nogensinde opklaredes.
Pastor Vilh. Krarup gik derfor igang med auktionsmester Møller Petersen - "Mølleren" - en yderst særpræget mand og af et uforglemmeligt udseende. (var til stede under dr. Hæstrups foredrag i Ulriks kro i Randers i 1954-55?).
Han havde de rigtige fiskerforbindelser og da de blev instrueret om kontaktpunkt - nord for Læsø - og kendetegn - pøs hejst i masten - kom der gang i sagerne.
Indtil jeg forlod Grenaa 15 JAN 1945 ekspederedes ca. 50 mennesker; flygtede politimænd, kurerer, sabotører m.v. Bl.a. Harald Sandbæk og frue.
Efter min bortrejse fortsatte ruten en tid med Møller Petersen og hans førstemand, (hvis navn Vilh. Krarup vil kunne oplyse,) (Mouritzen) som formidlere.
I begyndelsen gik det ikke helt så stærkt, som jeg ønskede med at skaffe både, og den tanke opstod derfor, at vi selv med Henrik Rosenvinge som køber skulle erhverve en lille kutter, som var til salg.
Båden blev købt og kom ud på en rejse men løb med 2 belgiske desertører - sendt os på halsen af Aarhusbispen (Hoffmeyer) professor Niels Aage Nielsen og Ina Haxen i forening - med samt deres 2 kærester erhvervet her i Danmark ind i efterårets værste storm og lå underdrejet i stor fare for forlis i Pakhusbugten ved Anholt i 1½ døgn med bøjet skrue og humøret på nul.
Båden kom mig bekendt ikke ud mere; og den blev årsag til en bitter strid mellem Henrik Rosenvinge og "Mølleren" eller "Sørøveren", som jeg døbte ham. En strid, der næppe nogensinde er bilagt.
De stakkels belgiere og deres piger kom til Sverrig sammen med Sandbæk. Med den båd var desuden 3 kanadiske flyvere, som Ammundsen efter en hel Odysse havde bragt ud til os.
En anden opgave, som skulle løses var dropping.
Der blev skaffet flere pladser, der efterhånden kom i god gænge. Den første var hos godsejer Collet på Katholm syd for Grenaa. Til ham skaffede bogholderen på Grenaa Dampvæveri den trofaste og utrættelige "Bilde" Abildtrup os kontakt. Vi fik 180 US-karabiner på denne plads; men den måtte opgives, da der boede en mand med en ufornuftig kone for nær pladsen. Hun opdagede nedkastningerne og blev hysterisk.
Folkene til dropping blev hovedsagelig skaffet at Henning Hansen "Henningsen", som var et navn inden for idrætsforeningen; og senere blev "byleder".
En vogn havde vi fra politiet, og i den blev karabinerne flyttet et par gange under stor risiko; men tyskerne tog dem til sidst og havde nær taget mig med - herom senere.
Et hold blev rekrutteret af pastor Graver, Fjellerup, (dæknavn Holgersen) senere Tolstrup - Stenum ved Brønderslev) kontrolofficer i Palæstina, og et andet af pastor Clausen, Vejlby. Dette sidste var hovedsagelig venstres ungdom, og deres debut blev ikke strålende, da "V.U." netop samme aften skulle have et eller andet og selvfølgelig bal; så de kunne ikke komne, sagde præsten, at hvilken årsag han af mig fik en sådan omgang bidende bemærkninger, at jeg ikke håber, han før eller senere har været udsat for tilsvarende. Han rejste kort efter til Sverrig. Hans nerver tålte ikke belastningen. Han blev senere feltprovst.
Nordpå gik det bedre. Graver var karl for sin hat. Modig og sporty som en "Gunnar på Hlidarende".
Der var skaffet oplagsplads i et tomt fodermesterhus ved Kristiansmindegården udenfor Grenaa. Kontakt gennem pastor Krarup. Desuden i en garage hos en gammel købmand i Grenaa og hos pastor Otto Andersen, Karlby i et sommerhus.
Senere nedgravede vi nogle mægtige kasser i en forladt kridtgrav nær landevejen i Enslev. Et frygteligt arbejde, og depoterne blev efterhånden fugtige; men de var godt skjult.
De 180 US.-karabiner blev transporteret helt ind til Ø. Tørslev nær Herning og efter samråd med gårdejeren anbragt i en åben grusgrav, der var fyldt med halmballer, og her lå de godt - indtil karlene fandt godset og selvfølgelig publicerede fundet, hvorfor det måtte flyttes - det kom til Kristiansmindegården.
Her var der imidlertid en aften sket det, at jeg var blevet opholdt og kom for sent med nøglerne, hvorfor vognmanden Alfred Nielsen, Vægger, havde varet lidt tvivlrådig og ikke rigtig kunne svare for sig, da der kom nogle naboer hen for at se, hvem der arbejdede på den tid at natten.
Det, som fulgte, var dog måske nok sket alligevel - det vil jeg helst tro.
Rygter var imidlertid, kommet i gang og nåede en stikker i Randers, som fik tysk feltgendarmeri under ledelse af en dansk stikker og tolk, så vidt jeg husker Rikard Nørgaard Christiansen, til at anholde først vognmanden og derefter gårdejeren på Kristiansminde. Han havde intet med organisationen at gøre, men havde været dum nok til at kigge efter, hvad vi gemte i huset, hvilket han var advaret imod. Han kunne derfor ikke holde sig til den historie, han havde fået opgivet, og han kom som vognmanden til Frøslev og derfra til Tyskland. Gårdejeren omkom dernede vistnok i april 1945. Gårdejerens kone giftede sig senere med mandens broder. Vognmanden slap med livet, men fik en gruelig bunke prygl.
En underlig skæbne ville, at jeg på selve aftenen for gendarmernes aktion ville tilse depotet. Stillede min cykel ved husgavlen, gik til yderdøren og fandt den åben, fandt derefter selve depotdøren opbrudt. Ville defor gå ind til manden for at lave vrøvl over uordenen, men kom ikke længere end i døren, da jeg blev råbt an på dansk at en af 2-3 soldater, der stod på den anden side at indkørslen og sigtede på mig i det svage lys - ca. 8 dage før jul og kl. 2330 aften - jeg sprang ind i huset; mens soldaterne skød uden at ramme. Der var inden bagudgang, men vinduer, hvorfor jeg sprang på hovedet igennem et af dem. Det var heldigvis så råddent, at sprosser og rammer splintredes som spindelvæv, og jeg landede på hovedet i en busk. Der var ingen fjender bag huset, men jeg ville gerne have cyklen med en dejlig original engelsk tilhørende Vilh. Krarup - men kommet til gavlen blev jeg beskudt - uden at blive ramt - af en vagt ved cyklen. Humøret sank nu temmelig meget, da der var 5 km. til boligen i Hammelev, hvortil jeg måtte, og skulle nå så hurtigt som muligt at hensyn til præstefamiliens øjensynlig farlige stilling.
Listende mellem den store haves træer og udnyttende den (Teutoniske) larm af skud og råben, nåede jeg vejen, slap lykkelig bort fra gården og løb de 5 km. hjem til Hammelev, hvorfra Krarup-familien straks samme nat evakueredes til præstegården i Hyllebjerg, Mols.
Samme nat - eller var det den følgende - var vi igen på stedet. Tyskerne havde fjernet våben og sabotagemateriel, men ikke kigget efter på loftet. Der lå 46 faldskærme. Dem fjernede vi så, som en mager trøst.
En anden gruppe, som meldte sig, var hjælpere til politiet den 19. september. Til dem, der ønskede det, blev der skaffet opholdssteder, og til enkelte, der ønskede at rejse, skaffedes kontakter.
En at betjentene, Georg Valther Jensen, havde vist stort mod og handlekraft ved at redde politiets våben til vort brug. Ham sendte jeg til Horsens med kontakt til byledelsen.
Horsens vil næppe nogensinde glemme hans bedrifter. Han var bl.a. med til at redde de 13 fra statsfængslet, vistnok deriblandt "Jacob Guldtand" alias Knud Aage Nielsen nu Vestbanevej 15 A, Valby, der senere var virksom i Aalborg med Sverrigsruterne.
Georg V. Jensen, i Horsens kaldet "Henry", faldt på jernbaneterrænet ved Horsens sammen med David Vang Jensen - en at de bedste unge mænd fra lejren på Venø. En tysk vagtpost fik ram på dem under forsøg på jernbanesabotage.
Lidt om politiet igen: da det var galt med muligheden for lønningsudbetaling, blev der truffet den ordning, at banken for Grenaa og omegn med Dampvæveriet som garant skulle forstrække politiet med penge svarende til hver mands lønning.
Politiet hjalp os på forskellig måde bl.a. ved for næsen at tyskerne at stjæle 2000 l. benzin til brug ved vore transporter. Særlig overbetjent Bartig var virksom og modig under politiets aktioner. Politimesteren var ikke glad ved situationen navnlig ikke, fordi vi havde hugget politiets 2 personbiler; men dem fik vi siden overordentlig megen glæde af. Og politimesterens henvendelse sad vi overhørig.
Endnu en opgave skulle løses: sabotage. Det lå lidt tungt med det, for Henrik Rosenvinge var bange for Schalburgtage mod væveriet - som det senere skulle vise sig heldigvis uden grund - og han bad os beherske os mest muligt.
I længden var dette dog umuligt.
Aarhus sten- og gruskompagni havde mægtige rallejer ved Gjerrild Nordstrand med sorteringsanstalt som et 4 etagers hus, kraner, tipvogne, gravemaskiner m.m.m. Jernbane førte direkte til graven. Herfra var leveret ral til flyvepladser i kolossale mængder, og det måtte stoppes.
Pastor Graver, Fjellerup fik opgaven og dertil 85 kg. P.E. Det tør siges, at opgaven blev løst, Jeg ved ikke noget af, at der blev leveret flere materialer derfra under besættelsen.
Tyskerne var just dengang i færd med på terrænet ved Grenaa havn (hjulpet af Fa. Bdr. Carlsen, Randers) at støbe "havstokminer" af beton - således blev det i al fald oplyst. Ral til støbningen kom fra føromtalte ralleje. Da leverancerne derfra slap op, begyndte en mand i Enslev at levere; indtil gutterne en nat gik ind og smadrede dens motorer, sorteringsmaskiner og transportører med store hamre, så holdt han op.
Derefter kørtes med lastbiler fra mange grave i oplandet; men disse biler blev beskudt med maskinpistol på ringene, så arbejdet derved sinkedes.
Hånd i hånd hermed gik sprængning at 2 elektromotorer, der trak blandemaskinerne på havnepladserne. Dagene efter var 2 nye igang. Også de blev sprængt. Dagen efter var der spærring med pigtråd og adgangskort; men man havde ikke indhegnet tegnestuen for firmaet "Carlsen, Randers" som udførte støbearbejdet.
Skuret blev sprængt og tegninger derved ødelagt.
Til forstærkning at transporten blev der fra værnemagerside hidkaldt kuske og 10 spand heste med vogne fra Silkeborg. Det hele installeredes vist nok en lørdag aften i en stor stald på noget, der hedder Heden s. f. Grenaa. Samme aften kom gutterne. Skød et par spand at de ældste heste, skar seletøj itu, ødelagde vogne, slap de øvrige heste løs og afbrændte stalden.
Om mandagen rejste kuskene; de havde ikke været indstillet på at komme til fronten.
Arbejdet på havnen fortsatte dog omend i mindsket tempo - går vi ud fra - og vi fandt derfor på at skræmme arbejderne ved at skrive til dem og deres husværter, at de ikke måtte arbejde for fa. Carlsen. Det hjalp ikke så godt i første omgang; men så statuerede vi et eksempel, idet den formand, som havde skaffet arbejderne, en aften - jeg tror, det var den 14 januar 1945 - blev hentet ud at sit hus med hustru og voksen datter og huset sprængt. Så forstod folk, det var alvor; og Grenaaarbejderne holdt sig borte.
Dette faldt sammen med min afrejse til Aalborg og sprængningen var min sidste ordre ved Grenaa. Jeg var ikke glad for den; men fandt det nødvendigt. Vi mener, at aktionen, som forfulgte en bestemt hensigt, virkede efter denne og reducerede værnemageriet betydeligt.
Inden jeg forlader Grenaa, vil jeg nævne endnu nogle gode hjælpere: førstelærer Hillgaard, Enslev, trafikassistent Mylius Rosenvinge, farvehandler Møller, Lillegade og hans udmærkede søn Knud Møller, som senere kom til sammen med pastor Ruth, Hvirring, at arbejde med dropping i Himmerland. Glemmes må heller ikke fruerne Rosenvinge og fru Bodil Krarup.
Hos gl. farvehandler Møller samledes et par gange flygtninge m.fl., inden de skulle til Sverrig. De blev godt forberedt med mad og instruktioner samt søsygetabletter inden rejsen.
Selve ekspeditionen at de rejsende foregik pr. bil til Grenaa havn - dog ikke ud på selve havnekajen, hvor der var tyske både m.m., men til en lille plantage hvorfra man fulgte en sti gennem hede- og klitterrænet ned til et bådebyggeri og derfra ud på nordre mole, hvor vore både lå. Det var ganske spændende, men forløb fint hver gang.
Toldstrup havde en overgang hovedkvarter i Grenaa, efter at Aarhus var blevet for varm.
Som følge at affæren ved Kristiansmindegården, kunne jeg nu ikke mere vise mig ved dagens lys i Grenaa; hvorfor jeg kom til at bo hos lærer Viggo Petersen, Glatved pr. Balle (død 1954 eller 1955). Et udmærket menneske og fortrinlig rådgiver.
I Grenaa kunne jeg kun optræde ved nattetid og det blev for besværligt, jeg blev derfor pr. 15 jan 1945 forsat til Aalborg.
En lille affære med Mols må ikke glemmes. Ritmester Fabrisius, Skramsø, boede på Lyngsbækgaard og ledede Mols. Han blev pludselig efterstræbt af Gestapo og måtte til Aarhus. Jeg fik nogle gode kontakter og gjorde også en smule ved arbejdet på Mols; men jeg husker ikke meget fra den tid udover en god mand, politibetjenten i Ebeltoft og fuldmægtig Larsen senere Ringkøbing. Mols gik efter nogle stridigheder mellem region I og II til region II.
Som nævnt afgik jeg medio januar 1945 fra Djursland-distriktet og overtog i de følgende dage under dæknavnet "Åbo" ledelsen af Aalborg - Nørresundby med tilhørende landdistrikt.
I Aalborg var der et stort og meget vidtforgrenet arbejde i gang; men der var kommet vanskeligheder som følge at en del arrestationer, der igen kunne spores tilbage til en droppingaktion, hvori politifuldmægtig Poul Larsen havde deltaget og hvorunder han blev anholdt. Han blev udsat for en ualmindelig ondartet behandling; og det viste sig desværre, at han vidste mere end nogen var klar over; så situationen var prekær.
Toldstrup var i Aalborg og gav mig de fornødne kontakter til "Thøgersen" alias kaptajn Adam August Nicolaysen, der mest havde med opstilling at militsgrupper at gøre og "Jens Lyhn" alias Carl Evald Andersen, der var inde i dropping, sabotage, Sverrigeruter, havde kendskab til pengeforsyninger, depotforhold, sognemænd o.m.a., hvorefter de begge forsvandt fra byen efter at have informeret mig om igangværende arbejde.
Der var to aktive kompagnier, D- (Dronningen) og K- (Kongens kompagni). Desuden 3., 4. og 5. (Nørresundby), 6. (Aalborg havn), 7. (Nørresundby) og 8. udrykningskompagni.
Dertil kom styrker i Nibe og Skørping.
I begyndelsen var styrken måske knap så udbygget som anført mestendels p.g.a. manglende befalingsmænd; men efterhånden blev den det i al fald, og våbenøvelse og våbenforsyning skred frem, så der ved befrielsen var 1900 mand i enhederne og deraf havde 1400 fået våben.
Militstyrkernes forhold var selvfølgelig vanskelige, navnlig var det vanskeligt at få de ivrige til at holde sig i skindet, idet jo alle ville sabotere eller ud på dropping; men det kunne jo slet ikke gå an. Det mest bitre for dem var, at sabotører og dropping folk viste arrogance over for dem ved befrielsen og ikke rigtig regnede dem for ægte, bare fordi sabotørerne ikke havde været sammen med dem ved aktioner.
Der blev heldigvis ikke brug for militsen under besættelsen.
I selve befrielsesdagene støttede de politiets ordensbestræbelser og anholdelsesaktioner og gik derefter over til bevogtningstjeneste ved flygtningelejre og depoter.
D- og K-kompagniet havde en flok særlig aktive medlemmer, der arbejdede nat efter nat og derfor blev kaldt "Dagdriverbanden". De havde dropping, sabotage og den meget vanskelige, men vigtige ompaknings- og fordelingstjeneste som opgave og de opnåede betydelige resultater.
Droppingtjenesten blev udbygget mere og mere og blev fantastisk effektiv. Navnlig efter, at pastor Ruth fra Hvirring var kommet til og havde fået dette område i Aalborg amt som særopgave. Til hjælp ved fordelingen og transport blev der, et vidt jeg husker, købt en hel lille vognmandsforretning.
Ruterne til Sverrig må også nævnes, selv om jeg ikke havde særlig indgående kendskab til dem. Kontaktmand til ruterne var "Jacob" alias Knud Lage Nielsen, Vestbanevej 16 A, Valby. Hans forbindelse igen var cyklehandler Søren Juncher Sørensen, Dannebrogsgade, Aalborg.
Det var temmelig dyrt at drive Aalborg distriktet. Jeg husker, at budgettet for februar og marts 1945 lå omkring 17.000 Kr. pr. måned. Pengene blev samlet ind af forskellige organisationer, hvoraf den vigtigste lededes af fru Fogh Petersen, fa. brdr. Bentzen, kontaktmand hertil var redaktionssekretær Jørgen Drachmann Aalborg Stiftstidende, nu administrator for K.F.U.M.s hovedkontor, Løngangsstræde, København.
Pengene gik til lønning til "Dagdriverbanden", leje at depoter, kørsel med folk og gods, fragt med off. transportmidler, vederlag til vanskeligt stillede "græsenker", hvis forsøgere var arresteret eller gået under jorden.
Likvideringsgrupperne må også nævnes.
Til dem havde jeg kontakt gennem fru Kathrine Ulkær. Deres indkvartering fandt sted gennem "menighedsplejen", hvor den meget virksomme "Søster Ragna" alias korshærssøster Ragna Rasmussen, skaffede værelser. En at likvideringsgrupperne blev omtrent udslettet at Gestapo, efter at jeg var kommet til byen. Dens medlemmer var indkvarteret, før søster Ragna kom ind i dette arbejde, og adresserne viste sig at være kompromitteret ved tidligere anvendelse til skjul for en såret politimand, der selvfølgelig imod instrukserne, havde korresponderet med et pigebarn, som var ansat på konditori "Kristine", hvor Gestapo, Hipo og værnemagt havde sit faste tilhold, og hvor hun blev anholdt, og hvor politimandens breve røbede adresserne. Desårsag kan jeg ikke sætte mine ben i nævnte konditori uden at genopleve de frygtelige dage. Jeg skyr forretningen som pesten.
Under Gestapoaktionen faldt Svend Ulrik Petersen (Keld) og Hans Krarup Andreasen (Mogens), mens Henrik Wessel Platon blev anholdt som såret og senere skudt i Ryvangen. Kun en mand "Vagn" alias politibetjent Nørlund Christensen, Aarhus slap med livet ved flugt. Aktionen var dyr for Gestapo, der havde både dræbte og sårede.
Likvideringsgruppen blev erstattet; men om gruppernes resultater går jeg ud fra, at andre har skrevet det fornødne.
I min Aalborgtid havde modstandsbevægelsen kontor på hjørnet at Borgergården og Vesterbro, senere da dette var blevet kompromitteret, i Christiansgade ved hjørnet at Aagade, senere igen i et lillebitte hus i Danmarksgade og sidst i "Ved Stranden", vistnok nr. 7.
Den 5. maj flyttede vi ind på hotel "Phønix".
At særlige ting, der foruden det omtalte organisationsarbejde, blev udrettet kan anføres: sprængning at et stort antal - ca. 25 værnemagervognes motorblok, hvilket efterhånden fik nogen indflydelse på vognmænds villighed til at arbejde for besættelsesmagten, sænkning af en tysk forpostbåd i havnen, sprængning at et par flyvemaskiner på "Aalborg Øst", indtransport at et pænt antal svenske rytterkarabiner, som nu vistnok (senere) er udleveret til flyverhjemmeværnets luftmeldetjeneste.
Om forholdene på havnen vil kommandør Arendrup kunne give bedst orientering, da han så vidt vides havde gode kontakter og fik udvirket sabotage mod sprængningsforberedelse på hanekajerne (, så disse ikke kunne demoleres).
Den store vanskelighed i Aalborg var Gestapos øjeblikkelige udrykning, når noget var hændt og deres stikkere. Selv om likvideringer og forsøg derpå foretoges som nødværge, hvilket fik stikkerne til at udvise stor forsigtighed, var der altid folks snakkesaglighed og nysgerrighed at kæmpe imod, og den voldte her som overalt vanskeligheder.
Under resultater må nævnes jernbanesabotager, som mere og mere dirrigeredes at oberstløjtnant nu general Vagn Bennike. Der undtages en enkelt ugedag (døgn) fra sabotage at hensyn til kurerers rejser. Det var at større betydning for os end for tyskerne - burde i al fald være det - da tyskerne ikke kunne vide den sabotagefri dag på forhånd, og jeg kan ikke deltage, i den senere over Bennikes hoved fra visse sider udgydte hån. Men mit kendskab til hele forholdet ang. jernbanesabotagens synkronisering er i øvrigt begrænset.
Samarbejdet i Aalborg med Toldstrup og hans stab, med lokalkomiteen, hvoraf jeg var født medlem, med kompagnicheferne, Frit Danmarks sekretær, Sloth Carlsen, Aarhus, med de pengefremskaffende organisationer varr udmærket.
En organisation, hvoraf daværende kontorchef Randolf Schøn, Springborg trævarefabrik, var medlem, men som jeg i øvrigt ikke nærmere har udforsket, formidlede i dagene op til befrielsen kontakt til den tyske besættelsesoberst, hvorved kamp i befrielsesøjeblikket og dermed følgende unyttig blodsudgydelse blev undgået. En indsats, som desværre i høj grad forskellige steder blev misforstået af folk, (f.eks. Toldstrup) om hvem jeg måtte forstå, at de ønskede kamp for kampens skyld og ikke hellere så den undgået, når det lod sig gøre at opnå et lige så ærefuldt resultat.
Denne indstilling var med til i nogen grad at forbitre mig den følgende glæestid; men den medførte ingen ødelæggelser i arbejdet. Dog ville det næppe være rigtigt at fortie den, da tilsvarende forhold synes at fremkomme overordentlig mange steder måske som en reaktion efter svære og dramatiske hændelser.
Jeg indrømmer, at jeg har et stridbart sind, når jeg mener at have ret, men ikke kan få min vilje; men min indstilling under kampen var i så hej grad som muligt at spare vore egne unges liv, når forholdene gjorde det muligt, og jeg afvejede altid mål og risici mod hinanden.
Eksempelvis var ved min ankomst til Aalborg 2 gode unge sabotører blevet dræbt under forsøg på afbrænding at et par hundrede læs halm, som let kunne erstattes. Den slags tomme demonstrationer forbød jeg. Det vakte nogen knurren, men blev dog adlydt, og i min illegale Aalborgtid mistede ikke een mand livet i en situation, hvor jeg havde ansvaret.
Senere dræbtes i Aalborg, som så mange andre steder, adskillige som følge at manglende kendskab til skydevåben, manglende uddannelse og lignende årsager, men herfor bærer vel i første række den politik, som gjorde våbenøvelse og våbenøvede mand i Danmark til sjældenheder i første række ansvaret.
A.J. Jørgensen.
- Sabotørskolen ved Hvidemose
Fra Vinderup Avis 10. maj 2000.
Efter at Toldstrup i marts 1944 var blevet tilsluttet den illegale Jyllandsledelse i Arhus, hvor han fik ansvar for alt nedkastningsarbejdet i Jylland, benyttede han en længere pause i nedkastningsarbejdet, som opstod i løbet af sommeren 1944, forårsaget af de lyse sommernætter og invasionen i Normandiet 6. juni 1944, til i stedet at organisere en sabotørskole for nogle af de modstandsfolk, som ellers skulle have været evakueret til Sverige...
Træningslejr for sabotører
Denne sabotørskole, der var en regulær træningslejr for sabotører, blev indledningsvis etableret på Venø i den gamle FDF-hytte "Venøborg", og i tiden frem til Skt. Hans sidst i juni 1944, samledes her 20-25 unge mennesker under daglig ledelse af tidligere politikommissær Palle Høybye, der lige som Toldstrup selv havde stået i spidsen for en terrainsportsafdeling i Horsens. Her fik deltagerne under foregivelse af at være en KFUM-trop på sommerlejr, undervisning i orientering og lydløs færden samt nærkamp, våbenlære, sprængstofteknik og securitymetoder, bl.a. af faldskærmsmanden Chr. Altenbourg-Hansen fra SOE. En af Toldstrups kvindelige kurerer havde med toget fra Arhus bragt det første sprængstof og undervisningsmaterialer til lejren - pakket i en almindelig rejsekuffert. Men midt i juli måtte man imidlertid af sikkerhedsmæssige hensyn finde et nyt tilholdssted, hvor undervisningen kunne videreføres, og man valgte at flytte til Hvidemose. Det første »rejsehold« på 3 mand havde på dette tidspunkt netop forladt lejren for at udføre jernbanesabotage omkring Arhus og på den jydske hovedlinie imellem Arhus og Skanderborg.
...
Betroede medarbejdere
Henning Carlsens to ledsagere ved denne aktion blev til betroede medarbejdere for Toldstrup. Den ene var lægen Ejnar Ammundsen fra Randers, som under dæknavnet »Bloch« blev Toldstrups »højre hånd« og ansvarlig for illegale transporter af våben m.m. Den anden var Willy Jensen, han blev efter oprulningen i Skive i januar 1945 indsat som nye byleder i Skive med ansvar for reorganiseringen af modstandsarbejdet der. Under opholdet i Hvidemose overtog kriminalassistent A. J. Jørgensen den daglige ledelse, idet Palle Høybye overgik til en betroet post indenfor den illegale radiopejletjeneste, der var af stor betydning for de allierede bombeflys navigering under passage af dansk luftrum, når de var på vej til eller fra bombetogter over Tyskland.
Det var også i Hvidemose, at pastor Harald Sandbæk sluttede sig til Sabotørskolen. Han afløste senere A. J. Jørgensen som leder af sabotørskolen og det tilknyttede »Rejsehold«, da Jørgensen under dæknavnet »Åbo« blev forflyttet til Aalborg som byleder der.
At der ikke findes ret meget på de lokale arkiver om sabotørskolens aktiviteter i Hvidemose, kan skyldes, at de fleste deltagere især var fra de større østjydske byer, og at kontakten til lokalbefoikningen var begrænset til det strengt nødvendige med hensyn til kontaktpersoner, som kunne sikre leverancer af fødevarer og lignende. Dog synes det klarlagt, at repræsentanter for den kvindelige ungdom både på Venø og Hvidemose fandt de unge mænds ophold interessant.
- Sabotør lejr ved Hvidemose 1944.
Fra Vinderup Avis 20. december 1978
...gengives her den skriftlige beretning, som Palle Høybye har været så venlig at sende os:
Den 17. maj 1944 indfandt Gestapo sig på min bopæl i Horsens. Jeg opholdt mig heldigvis på et sted i nabolaget, fik underretning om besøget og forlod byen som jeg først genså den 16. maj1945. Jeg fik faktisk aldrig opklaret, hvad Gestapo ville mig, men det var næppe behageligt.
Jeg tog ophold i Tulstrup præstegård i nærheden af Ry, og her blev jeg opsøgt af kaptajn Gudnitz, FDF Århus 3, som fra Toldstrup spurgte, om jeg kunne tænke mig at lede en »sommerlejr« for sabotører.
Jeg syntes, det lød meget tillokkende, og sagde ja.
Denne lejr blev etableret på Venø i FDF's sommerlejr. Til at begynde med var vi kun to, men efterhånden kom der flere, og til tider var vi en snes stykker. Vi var der til hen i mod juli. Så begyndte vi af forskellige grunde at føle os utrygge og flyttede til herregården Østergård i Salling, hvor vi lånte et fodermesterhus af grev Knuth.
Sidst i juli flyttede vi atter, og denne gang til Hvidemose. Det drejede sig om et lille hus, som havde været beboet af en gammel kone, der nu var død. Det var så blevet købt af en ostegrosserer fra Skive, kaldet Oste-Hansen, som agtede at bruge huset som jagthytte. Huset lå et par hundrede meter øst for stationen, umiddelbart nord for banen. Der var kun nogle små rum i det, men vi riggede nogle køjer op, og i det gode vejr var der ingen problemer med at huse »drengene«. De fleste var fra Horsens, men der var også andre. Vi brugte dæknavne, så jeg kender faktisk ikke ret mange af de rigtige navne. Dog kendte jeg kriminalassistent A. J. Jørgensen, senere byleder i Ålborg, nu pensioneret oberst, boende Lemvigvej 67, Nr. Tranders, 9000 Ålborg, læge Ammundsen, nu boende i Singapore, og skrædder Gunnar Storgaard, boende klostret i Ålborg. På et eller andet tidspunkt fik vi også besøg af Harald Sandbæk, som senere overtog ledelsen af foretagendet.
Vi levede forholdsvis fredeligt og opførte os nærmest som det, vi foregav at være: unge mennesker i sommerlejr. Af og til blev der så udkommanderet nogle til opgaver, eller andre arriverede.
Således som opgaven var blevet stillet mig, skulle det netop være et slags rekreationsophold for modstandsfolk, og jeg var derfor modstander af, at der blev øvet sabotage eller lignende i nærheden af lejrene.
På et vist tidspunkt blev der fra Toldstrups side rejst krav om, at der skulle øves egentlig partisanvirksomhed fra lejrens side. Jeg sagde, at det ville jeg ikke tage ansvaret for som leder, og så blev Jørgensen leder.
Ca. medio august forlod jeg lejren og begav mig til Vedersø, hvor jeg hos maleren Poul Rytter skulle betjene en såkaldt Heureka, et navigationsapparat, som kunne lede engelske flyvere på rette vej. Dermed ophørte min forbindelse med sabotørlejren.
Senere bakkede Jørgensen også ud af det, og pastor Sandbæk overtog ledelsen, og på Hadsten Højskole blev de allesammen overrumplet af tyskerne og taget til fange.
Som sagt, vi opførte os nærmest som unge i sommerlejr. Vi badede i Eggesø, vi tog på udflugt til Hjerl Hede og vadede over ved Snævringen. Da vi den aften vendte hjem til Hvidemose, lå der brev om, at kammeraten Henning Carlsen, som havde været med på Venø, var blevet skudt af tyskerne under jembanesabotage ved Skanderborg. Han var FDF'er fra Horsens 2, Andreas Nielsens patrulje.
Der blev foretaget en enkelt jernbanesabotage fra Hvidemose mod et godstog i nærheden af Skive. Noget senere blev David Jensen, også FDF'er, som også var med på Venø, skudt ved Horsens.
Vi havde ikke megen kontakt med lokale folk. Vi handlede hos købmanden, og vi snakkede noget med nogle ældre mennesker, som boede i et mindre hus på den anden side af banen, noget østen for Oste-Hansens hus.
Huset, vi boede i, havde stået ubeboet nogen tid, men den gamie kone havde åbenbart haft lopper, for pludselig vrimlede lopperne frem i legioner, da de lugtede det friske unge blod. Jeg vågnede en nat ved, at Jørgensen sprang ud af sengen, smed alt sit tøj, rystede sine tæpper og så lagde sig til at sove ude på græsplænen. Han havde loppetække.
En søndag var vi i kirke i Vinderup, husker jeg, og jeg tror også, at vi var inde i Sahl kirke.
Uddrag af et brev, sendt til revisor J. Frederiksen, Vinderup, fra pens. politimester Palle Høybye, Sæby.
- Knud Østergaard
OBERSTEN
Efterladte erindringer
Gyldendal 1995
S. 100
Den nordjyske regions tre distrikter var Vendsyssel, Thy og Himmerland, og det svarede stort set til de daværende amter: Hjørring, Thisted og Aalborg amt. Til chef for regionen udnævntes den tidligere byleder i Aalborg under modstandskampen, kaptajn A.J. Jørgensen, der var kriminaloverbetjent i Horsens. Kaptajn H.V. Sonneby, en af modstandsofficererne, blev chef i Vendsyssel, overofficiant H. Iversen fra Fredericia i Thy og kaptajn A.K.V. Petersen (Akkevitpetter) i Himmerland. Deres tjenestesteder blev Sæby, Thisted og Nibe.
Fyensgades Kaserne var opført under krigen af tyskerne. Det var barakbyggeri. Den var uisoleret, og der var kakkelovne. Vi begyndte med to kontorer. Et til chefen og et til adjudanten. Den sidste havde de indgående skrivelser i den venstre jakkelomme og de udgående i den højre. Det holdt ikke ret længe. Da vi rigtigt skulle til at bruge penge, blev den senere konsulent Søren Vestergaard regnskabsfører, og to gamle modstandsfolk rykkede ind i skrivestue og depot.
Chefens, kaptajn A.J. Jørgensens, illegale dæknavn var Åbo, og han blev aldrig kaldt andet, hverken i eller uden for hjemmeværnet. Vi havde det særdeles godt sammen gennem de år, der viste sig at blive til mange. Vi respekterede hinandens fortrin og mangler og delte arbejdet efter nytteværdiprincippet. Åbo var vestjyde. Sindig og rolig. Han påstod, det var en af hans forfædre, der gik og svingede med lygten ved Lodberg Fyr for at fremme en stranding, og når nogen spurgte ham, hvor han var fra i landet, svarede han gerne: "Jo, jeg kommer derfra, hvor de siger, at hvis en dreng er fyldt elleve år, og han endnu ikke har nået at snyde en anden dreng i knivhandel, så er hans forældre alvorligt bekymrede for hans fremtid". Åbo var dus med højskole og spejderbevægelse og havde en fortrinlig sang stemme. Repertoiret rakte fra Grundtvig og frihedssangen til Tolv himmelblå matroser....
S. 102
Nu nævnte jeg Mors. Det var netop der, Åbo og jeg kom for at af tale et møde med en ansat på Skarrehage Molerværk. Da vi kom til en grav ved værket, så vi en arbejder nede i hullet, og vi standsede for at spørge os frem. I leret fik vi øje på en masse forsteninger. Fossiler kaldes de vist. Åbo spurgte arbejderen, hvor gamle sådan nogle fyre var. Manden så lidt op i luften, rynkede panden og sagde: "Jo, de må vel være seks millioner og 28 år". "Hvordan kommer du til det mærkelige tal?", spurgte min chef. Svaret var: "Jo, jeg skal sige dig, der var engang nogle meget kloge videnskabsmænd fra København heroppe. Og de sagde, at de måtte være seks millioner år gamle. Og nu i sommer er det netop otteogtyve år siden, de var her"...
S. 105 - 106
Min chef havde som byleder omkring befrielsen haft forbindelse og samarbejde til mange sider. Derfor havde han også et godt kendskab til, hvilke mennesker der kunne hjælpe os med at åbne dørene for et hjemmeværn, hvis budskab skulle alle vegne hen. Der var medlemmerne af "Ranumkonventet", Toldstrups gamle nedkastnings chefer. Folkene fra stabskompagniet, der fortsatte, da hjemmeværnsforeningerne blev opløst, og som efter opførelsen af 4. maj-kollegiet mødtes der en gang om året. Jeg vil nævne Malle, radioforhandleren i Danmarksgade, og hans ven Herman Hammer. De to kriminalbetjente, Svend Middelboe og Erling Bluhme. De hører med, for de havde deres om ikke daglige, så jævnlige gang på vort kontor og var derfor også med til at sætte deres fingeraftryk på udviklingen. Åbo inddrog altid mig i de møder og samtaler, som også blev videreført uden for kontoret.
Mange hjem blev lukket op: Else og Paul Wendelbos på Nørre Trandersvej, hvor også skuespillerne Inger Bagger og Hans W. Petersen holdt til, vinhandler Poul Christensens på Østeraa og Musse Ulkærs i Jernbanegade. Musse Ulkærs slags fødes der højst én af i hvert århundrede. Hendes mor var Anders Jensens enke, der, inden telefonhuset blev bygget, havde restaurationen Nytorv 7, hvor Thorvald Stauning var en kær gæst, når han var i byen. Musse var byens mægtigste kvinde, og nu tænker jeg ikke på hendes statur. For hun var ikke ret høj. Jeg taler om hendes indflydelse. Hun var formand for Aalborg Husmoderforening og for Den konservative Kvindekreds. Det lyder måske ikke af så meget, men havde man Musse med sig, kunne man så at sige gennemføre alt. Fra borgmester og nedefter - alle var de hunderædde for hende. At have Musse som modstander har jeg kun prøvet én gang. Det var ikke morsomt. Hun ville have haft den daværende KUer Jens Jørgen Bolvig på en sikker plads på byrådslisten. Det ville jeg ikke. Men Åbo og jeg var altså to af hendes drenge.
Hos Poul vinhandler, der var byrådsmedlem og turistforeningsformand, sad vi en nat ved tønderne bagest i Simoni vinhandels kælder med H.C. Hansen. Det var en oplevelse, og det var med til, at jeg altid med glæde omtalte H.C. som min udenrigsminister og min statsminister.
Lad mig omtale et sidste par af Åbos venner: husmanden Anders Dall og hans kone Kathrine i Halkjær ved Nibe. De havde haft nedkastningsplads på deres ejendom under krigen. Der smuttede vi tit ind, når vejen faldt forbi. De levede i små kår, men når vi besøgte dem, havde Åbo altid en halv flaske rød Aalborg med, som han afleverede til Kathrine ved bryggersdøren. Mens vi sad i stuen og talte med Anders, kom Kathrine ind med kaffe og et stykke med ost eller spegepølse, og så sikkert som amen i kirken sagde Anders så: "Tror du ikke også, vi har en dram, Kathrine?". Så først kom hun ind med flasken. Anders vidste alt om systemet, men ritualet skulle gennem føres hver gang.
- Afskrift af en beretning, som Rosa Jørgensen, enke efter min fars yngste broder Frede Jørgensen, har skrevet på min opfordring i håbet om måske derved at kunne bidrage med oplysninger til Chr. Rimestad i hans arbejde med at skrive "Horsens gå til modstand".
Skulle beretningen ikke kunne give nyt stof til Chr. Rimestad, har den i det mindste værdi for interesserede i familien.
Kære Hans. 30.3.1999
Efter at vi talte sammen, har jeg prøvet at tænke tilbage for at se, hvor meget jeg kan huske fra den dag, da Gestapo kom for at hente jeres far. Du må tage det af det, de finder relevant.
Jeg mener at din far allerede nogle måneder til dels havde været "under jorden", således at hvis nogle af modstandsfolkene blev taget, så sov han ikke hjemme i nogle nætter, indtil det ligesom var drevet over igen.
Der var flere hjem, som havde en seng parat til ham. Bl.a. landinspektør Clemmensen og hos familien Christensen i Holms Boghandel, og der var også et par stykker uden for Horsens, han var jo godt kendt i området på grund af sit arbejde i Voer-Nim herred (tror jeg nok, det hedder).
Jeg var jo i flere år gået ind og ud hos jer, som om jeg hørte til familien, så det var naturligt, at jeg hjalp til med jer, når din mor var alene også for at støtte hende. Hun var naturligvis bange og nervøs, selvom vi også på en måde vænnede os til, at sådan var det bare.
Vi havde også aftalt en strategi med at trække tiden ud, hvis Gestapo kom, således at din mor (ingen kunne jo vide, at jeg ville være der) skulle spørge, hvem det var, skulle sige, hun først måtte have tøj på (de kom altid mellem 4 og 5 om morgenen), bede om at se legitimation, alt sammen for at din far kunne nå at slippe bort, hvis han var hjemme. Jeg mener, han havde en eller anden flugtmulighed klar.
Vi havde også en aftale om, at vi skulle sige, at din far ikke var hjemme, fordi han var kaldt ud til en ildebrand.
Jeg kan huske, at det var Kristi Himmelfartsdag, fordi det var den dag K. og M. spejderne holdt mønstring, hvilket både din far og jeg deltog i. Din far havde på det tidspunkt sovet ude et stk. tid og om jeg derfor overnattede hos jer, husker jeg ikke; men da vi sad og hyggede os om aftenen, kan jeg huske, din far følte sig fristet til at blive hjemme, det var længe siden, der var sket noget, så risikoen var nok ikke så stor, men heldigvis fandt han ud af, at det alligevel ikke var så praktisk, fordi forskellige ting han skulle bruge på kontoret næste dag, vist også noget tøj, så skulle hentes, så det blev alligevel til, at han tog af sted og jeg overnattede hos jer.
Fredag morgen skete det så, jeg mener kl. var halv fem og det var Holger, min bror, som jo boede på 1. Sal, der havde hørt bilen og kaldte på os.
Jeg husker ikke, hvorfor det var mig, der lukkede op; men jeg tror din mor gik ovenpå, hvor I børn sov, for at bede Esther om at tage sig af jer.
Jeg kan ikke huske, om jeg lukkede op med det samme, eller om der først var nogen snak gennem den lukkede dør, men jeg vidste jo også, at din far ikke var i huset, jeg kan heller ikke huske, om jeg havde nået at klæde mig på, men det tror jeg nu nok, men jeg kan huske, at jeg bad om at se en legitimation, før de kom ind, jeg kan huske, jeg forklarede, at vi var alene hjemme med små børn og derfor naturligvis var nervøse for at lukke op for fremmede og så på det tidlige tidspunkt.
De var 2, den ene talte dansk, de var begge civil klædte og høflige nok. Jeg var ret god til tysk dengang, men det lykkedes mig åbenbart at se tilpas uforstående og dum ud, så danskeren hele tiden måtte oversætte, og det gav mig jo lidt mere tid til at svare, først og fremmest på spørgsmålet om, hvorfor vi var alene hjemme og hvor Hr. Jørgensen var, som de ønskede at tale med.
Jeg kan huske, at jeg nåede at fortælle det med ildebranden, før din mor kom ned til os, for de spurgte hende om det samme. (Måske var det lige inden, at mor havde ringet efter politiet, se nedenstående bemærkning.)
Olga kan huske, at hun sad inde i stuen, fordi hun var stået tidligt op for at skrive stil og slet ikke havde registreret noget, før vi stod i stuen. Kaj har fortalt mig, at han husker, han bare ville gemme sig under dynen.
De ville gerne have et billede af din far og undrede sig over, der ingen var, men din mor forklarede, at med mange børn og ikke så mange penge, havde der ikke været råd til at blive fotograferet og de albummer, de selv fandt i reolerne, var i en miserabel stand, idet halvdelen af de oprindelige fotos var revet ud, som vi forklarede de to herrer, det er jo sådan noget, der sker med små børn i huset.
Jeg kan ikke huske, om de fik noget billede, men Olga mener, at vi fandt et gammelt utydeligt et, som de fik med.
Men der er en ting, jeg husker tydeligt, da alle havde forladt stuen, og jeg som den sidste skulle til at gå ud, hørte jeg at telefonen skulle til at ringe, det var sådan med datidens telefoner, at lige før ringningen startede, kom der en lille lyd, som et lille knurr, og jeg havde vænnet mig til at tage røret af, før ringningen begyndte, fordi jeg på mit arbejde passede telefon samtidig med bogholderiet, så vanen tro tog jeg røret af, men turde ikke sige noget; men din far, for ham var det, sagde blot:"Hvordan går det"?, "Skidt", sagde jeg og lagde røret på. Da må jeg indrømme, jeg måtte sætte mig ned lidt, før jeg gik ud til de andre, men jeg var også glad og lettet, fordi jeg vidste, at nu ville han også holde sig væk fra politistationen, for selvfølgelig ville man checke, om han var der.
Så var besøget ved at være slut, men da jeg lukkede dem ud, sagde tyskeren pludselig:"Spørg hende, om han havde nattøj med", heldigvis nåede jeg at tænke mig om og forstod, det var en fælde, så jeg så forbavset ud og forklarede, at han når branden var overstået, og han havde aflagt rapport på stationen antagelig fik lov til at tage hjem og sove et par timer, medmindre der var sket andre ting, han skulle tage sig af.
Så gik de, jeg kan huske, at jeg nåede at komme på arbejde til tiden, jeg tror, jeg mødte halv ni, og det var jeg glad for, jeg kunne ikke fortælle om det, der var sket uden at komme til at græde, følte jeg, så det var nemmere at trænge det i baggrunden og gå i gang med arbejdet. Heldigvis var jeg som regel alene på kontoret, min chef tog normalt af sted, når jeg var kommet, og det gjorde han også den dag, så jeg var alene, da din far ringede og bad mig komme hen til boghandelen i Graven i min frokostpause og fortælle om det hele.
Der foresvæver mig noget om, at de kom igen senere for at gennemsøge huset, antagelig i håb om at finde våben, men hvor mange dage efter, det var, ved jeg ikke og heller ikke, om det var de samme personer som sidste gang.
Men jeg kan huske at din mor og jeg et stk. tid var nervøse for at blive indkaldt til forhør, det vidste vi, at man somme tider gjorde; men heldigvis hørte vi aldrig siden nogen til Gestapo.
Ja, det er så, hvad jeg har kunnet grave frem af erindringen, selvfølgelig har vitalt om det utallige gange siden, så i lang tid blev erindringen holdt i live.
Rosa.
Ved Rosas levering af denne beretning den 30.03.99 til undertegnede, Hans Lodberg, læste jeg den straks igennem, hvorefter der blev talt lidt om dens indhold. Rosa tilføjer så følgende mundtligt til beretningen Nu kan jeg pludselig godt huske de to danske politifolk, der også var til stede, dem ringede din mor efter. Da Gestapo brokkede sig over dem, svarede hun:"Jeg kan da ikke lukke de fremmede mænd ind i mit hjem om natten, uden at jeg tilkalder politiet, herefter fik de danske politifolk lov til at blive under Gestapos ransagning.
Selv husker jeg (jeg var knapt 7 år på dette tidspunkt), at mine to yngre søstre og jeg lå i vore lejeres, Esther og Holger Hansens, senge på første sal i huset, hvor vi boede, Fjordglimtsvej 4. En tysk soldat med gevær og stålhjelm var med inde i soveværelset, som Gestapo måtte passere for at komme ind i Esther og Holgers stue for at se efter vores far der. Rosa husker ingen bevæbnede soldater, så måske husker jeg forkert.
Min ældste søster Olga, er født i 1930, Kaj er født i 1932, selv er jeg født i 37, Gudrun i 1938 og Inger i 1940.
Hans Lodberg 08-04-99
- MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN
4. NOVEMBER 1989 - Midtpunkt
Søby
Af Søren Krarup
En meddelelse om død kan kalde erindringer til live. Sognepræst Søren Krarup beretter.
For nylig meddelte Jyllands-Posten, at fhv, oberst i hjemmeværnet. A. J. Jørgensen Lodberg, var død. Navnet sagde mig ikke meget, men da jeg så billedet af den døde, var jeg ikke i tvivl. Det var jo Søby - vor barndoms Søby fra Hammelev Præstegård. Ham, der boede hos os i et halvt år, men som vi ikke måtte kende, fordi det var under den tyske besættelse, og hans ophold og virksomhed skulle være meget hemmelig.
Det var Søby, der var død, 83 år gammel, og erindringerne fra barndommen blev på ny levende...
Han må være kommet til os først på sommeren 1944. Der foregik mange ting i Hammelev Præstegård på Djursland, for mine forældres illegale virksomhed var allerede i fuld gang med oprettelse at modstandsgrupper og etablering af flugtrute til Sverige over Kattegat og engelske flyvere i skjul for tyskerne, indtil de kunne komme med fiskerbåden til det sikre Sverige. Og i præstegården var der tre børn, af hvilke den ældste dreng på 10 år fattede en del af, hvad der skete, medens de to små, en dreng på seks og en pige på fire, forstod meget lidt. For der var jo også tyske soldater indkvarteret i præstegården, ældre, rare tyskere i uniformer, der lugtede underligt, og selv om vore forældre gav dem en kold skulder, sagde vi ikke nej, når de til påske malede kunstfærdige æg og forærede dem til os og sagde, at vi lignede deres egne børn hjemme i Hamburg og Køln, og af de farvede påskeæg, mor havde lavet til os, gav vi dem endda et par stykker som tak. Vores storebror rystede hånligt på hovedet af vores naivitet. Han vidste besked med de ukendte personer, der levede i skjul i konfirmandstuen og talte engelsk, og som fik lov at trække frisk luft i haven om natten, når det var helt mørkt, og tyskerne sov.
Men min søster og jeg vidste ingenting, ikke andet end at de gamle tyske soldater var rare, og når deres løjtnant eksercerede med dem på toften foran præstegården, stod vi sammen med vore legekammerater og så til, og min søster kom med sin legestol fra barneværelset og satte den i græsset og fulgte eksercitsen opmærksomt fra sit sæde og vinkede nådigt tilbage, når hendes venner i de grønne uniformer blinkede til hende.
Så boede der pludselig en mand i præstegården. Han spiste med ved bordet og sov i gæsteværelset og syntes at høre til familien. Vores forældre sagde, at han hed Søby, og de sagde også, at vi skulle lade være at snakke om ham til fremmede. Men han var der. ikke hele tiden, for Søby syntes at have mange bekendte, han skulle besøge, og i perioder var han sjældent hjemme.
Men når han var der, havde vi megen glæde af Søby. Han var hyggelig og flink og elskede at synge med en dyb, smuk stemme, og han lærte os mange nye sange. Det var spejdersange, og vi havde en uklar fornemmelse af, at vores far betragtede deres indhold med en vis skepsis, og vi havde i hvert fald aldrig været i forbindelse med dem før, men nu kom vi til at synge dem igen og igen.
Søby sang for:
mangen gammel bondeby
stod en gang så frisk og ny,
tømret op af en flok svende
under sol og sommergry,
skov blev ryddet, rub og stub,
endnu mindes mand og trup
de årtusindgamle navne, dem på rup, drup, strup.
Er l med?
Vi er med! Før os kun fra sted til sted
Under tvang?
Nej, med sang, går vor målbevidste gang.
Vi skal ud at bygge op,
det målet for vor trop:
At det sande, sunde sind må bo i kraftig krop.
Søbys stemme lød gennem barneværelset i sin dybe vellyd, og melodien var rytmisk og ildnende. Vi lærte hurtigt ordene, og så kunne vi alle sammen minus min far synge med på sangene.
For der var mere end én. Der var også den med fedtelær, som man kan trave med i al slags vejr. Og når vi ikke sang de festlige sange, læste han somme tider højt af Harald Bergstedts digte for børn - om lærkereden eller om natten, der er så mørk, mor. Vi var glade for det ny familiemedlem.
Men når vi så ham komme cyklende gennem Hammelev, og vi vinkede og råbte goddav, så blev han vred, og hjemme fik vi at vide, at vi måtte ikke kende ham uden for præstegården.
Søby var leder at modstandsarbejdet på Djursland, og han og min far havde travlt med at oprette modtagegrupper til våbennedkastning og at finde depoter til de nedkastede våben. Undertiden var hverken de eller min mor hjemme om natten. Da jeg fyldte syv år, vågnede jeg af fødselsdagsforventning ved midnat og gik ind i soveværelset for at få gaver, og så lå der en ukendt mand i sengen - en kvæstet modstandsmand, ved jeg bagefter. Han fortalte den søvndrukne dreng, at det ikke var fødselsdag endnu, og mærkelig til mode fandt jeg ind til min seng igen.
Og da jeg kom tilbage klokken seks, da lå mine forældre selv i deres senge, men sengene var kolde, for mor og far var lige hoppet i dem med tøjet på efter at have været ude til våbenmodtagelse.
Der skete så meget mærkeligt. Der kom så mange underlige mennesker, som hurtigt forsvandt igen. Men Søby var der hele tiden, og han og min far opererede i effektivt kompagniskab. På min mors fødselsdag 19. september var de begge to væk, for da havde tyskerne taget det danske politi, og ved den første meddelelse om begivenheden cyklede de til Grenaa og gik ind på politistationen, der lå øde og forladt. De ryddede systematisk skufferne for stempler, kort, attester og alt andet brugbart, og da tyskerne gik op ad hovedtrappen, forsvandt de ned ad bagtrappen og gjorde sig usynlige.
Og om aftenen var Hammelev Præstegård fuld at politibetjente, der fik udstedt falske legitimationskort at min far.
Det tog en brat ende i december 1944.
Ved et uheldigt sammentræf at omstændigheder var det lykkedes Gestapo at spore det største våbendepot. Det lå i et udhus til en stor gård i Enslev, min fars annekssogn, og far havde lejet det at gårdejeren for at bruge det til kartofler. En lørdag sidst på eftermiddagen var Søby oppe for at tilse depotet. Da han kom til gården, blev der skudt på ham fra hovedbygningen. Han sprang ind ad vinduet til udhuset i et kæmpehop og tog rammer og karm med sig, men sin cykel ville han nødigt efterlade. Han forsøgte at få fat i den, men da han på ny blev beskudt, satte han i løb og forsvandt i skumringen.
Søby var sportsmand og i god form, og han løb de otte kilometer hjem til Hammelev. Men var Gestapo allerede i præstegården? Det var mørkt, da han nåede den, men der var lys i studereværelset. Søby sneg sig hen under vinduet og bankede sagte på ruden. Min far sad og lavede prædiken til næste dag og gik ud for at se, hvad det var. Så fortalte Søby, at Gestapo var på sporet, og så gik det stærkt. Vi kom i tøjet i en fart, og på kort tid var præstegården forladt. Da Gestapo ankom næste dag, var de eftersøgte fugle fløjet.
Mine forældre og Søby fortsatte det illegale modstandsarbejde i Aalborg, hvor Søby blev byleder og min far Ringens repræsentant i Nordjylland, Region 1. Her arbejdede de til befrielsen, medens vi børn boede hos venner og familie. Min søster og jeg begyndte at ane, hvad der foregik, for vi fik strenge ordrer på at vide, at vore forældre var i Sverige. Vi så dem i hast nu og da.
Men Søby så vi igen, da hele familien kørte hjem til Hammelev et stykke tid efter befrielsen i modstandsbevægelsens bil med Dannebrog malet på dørene og med Søby i officersuniform som chauffør. Bilen var fuld at sang og glæde. Og han boede nogen tid i præstegården, og vi kørte til stranden ved Fornæs i den solrige befrielsessommer, og nu var det Singing aj, aj, jubijubi-jæh, han sang ved rattet, mens bilens ruder var rullet helt ned, og vi så ud over et blåt Kattegat, hvor ingen fiskekutter mere behøvede at sejle engelske flyvere til Sverige, fordi - ja bl.a. fordi der havde været en Søby.
Han blev ved med at være vores ven. Og han blev aktiv i det hjemmeværn, der voksede ud at modstandsbevægelsens kamp for Danmarks frihed.
Det ene var lige så selvfølgelig som det andet.
- Krak's Blå Bog
1957
JØRGENSEN Anders Johannes oberstløjtnant, regionsleder, R.; f. 10/7 1906 i Holstebro; søn af murermester Jørgen Jørgensen og hustru Ingeborg f. Iversen (død 1943); gift (28/12 1929) m. Erna J., f. 15/2 1905 i Esbjerg, datter af kriminalassistent Jacob Chr. Kjeldsen (død 1956) og hustru Olga f. Jørgensen (død 1914).
Uddannet i I P Laursens Trælasthandel, Ringkøbing; sekondløjtn. 1929; løjtnant af res. s. å. ansat ved Kbhvns politi 1930, ved statspolitiets fremmed-tilsyn 1933 og ved kriminalpolitiet i Voer Nim herreder, Horsens 1934-49, senest som kriminaloverbetjent; kaptajn af res. i artilleriet 1943; modstandsbevægelsens byleder i Aalborg 1945; chef for Parkkompagni Aalborg til 1946; regionsleder ved hjemmeværnet region I (Nordjylland) 1949; oberst -løjtn. i hjemmeværnet 1952.
Adresse: Strynøg. 5, Aalborg.
1988
LODBERG Anders Johannes Jørgensen
oberst, fh. regionsleder, K., Hjv.Ft.p.p.; f. 10/7 1906 i Holstebro; søn af murermester Jørgen Jørgensen (død 1978) og hustru Ingeborg f. Iversen (død 1943); gift 28/12 1929 m. Erna)., f. 15/2 1905 i Esbjerg, død 1986, datter af kriminalassistent Jacob Chr. Kjeldsen (død 1956) og hustru Olga f. Jørgensen (død 1914).
Uddannet i trælastbranchen, Ringkøbing; sekondløjtn. 1929; ansat ved Kbhs Politi 1930, Statspolitiet 1933, Kriminalpolitiet i Voer Nim herreder, Horsens 1934-49; kaptajn af res. i Artilleriet 1943; modstandsbevægelsens byleder i Ålborg 1945; regionsleder i region I (Nordjylland) 1949; oberstløjtn. i Hjemmeværnet 1952, oberst 1961, afsked 1971.
I en årrække formand for Erhvervshæmmede fra Frihedskampen, Ålborg afd. Formand for N-Tranders menighedsråd 1969-77; medl. af komiteen for mindeplader for faldne i frihedskampen i Ålborg- Nørresundby og for Femte Maj Parken for faldne og omkomne fra Ålborg-Nørresundby.
|